Grethe Risbjerg Thomsen

Grethe Risbjerg Thomsen voksede op i et sydsjællandsk lærerhjem. Hun blev student fra Roskilde Katedralskole i 1943, samme år som hun debuterede med digte i tidsskriftet Vild Hvede. Kort før Besættelsens ophør udsendte hun som kun 19-årig sit første lille bind Digte, 1945. De blev pænt modtaget, men det var med den tredje samling Dagen og Natten, 1948, at hun fik sit egentlige gennembrud. Siden fulgte en regelmæssig strøm af lyriksamlinger, ligesom hun også forsøgte sig som novellist og romanforfatter. I alt har hun udgivet ti digtsamlinger mellem 1945 og 1973, og derudover Udvalgte digte 1945-55, 1957, Udvalgte digte 1945-64, 1966, samt et udvalg af kærlighedsdigte med titlen Det fortryllede land, 1960.

Trods det store tidsspand, Grethe Risbjerg Thomsens forfatterskab strækker sig over, er det den samme tone af melankoli, længsel og mild resignation, der præger alle hendes samlinger. Digtene kredser om den tabte barndoms uskyld, de store drømme, der kuldsejlede i mødet med voksenlivet, længslen efter den sande forening med manden kontra ensomheden som eksistentielt vilkår. Naturen bliver et billede på sindet, og drømmen om at blive simpel og ren som en blomst, en sten eller et træ er stedse intakt. I sig selv er kvinden intet, en gold, hård skal, og kun den andens forløsende væren kan i drømmen sætte hende fri til hendes sande eksistens. En tankegang, der kan minde om den tyske filosof M. Bubers filosofi om mødet mellem et du og et jeg som konstituerende for identiteten.

Modernismens frembrud i 1950’erne påvirkede ikke Grethe Risbjerg Thomsen, der har fastholdt sit enkle formsprog og sin længselfulde tone, ligesom hun fortsat har skiftet mellem blankvers og rimede vers. Hendes lyrik er prunkløs, afdæmpet, med en banal sprogtone, der prioriterer det daglignære. I bedste fald opstår der en yndefuld renhed, en stille inderlighed, der rækker ud efter læserens hjerte, og som med sin fordringsløshed taler direkte til den enkelte om livets smerte, om kærlighed og skønhedslængsel. Da virker de små melodiøse digte, som Tom Kristensen skrev i en anmeldelse i 1955, netop som om de “drypper monotont som regndråber fra et vinternøgent og udsat træ”. I modsat fald fremstår hendes lyrik som blegt, resigneret føleri, der holder fast i et uhyre traditionelt kvindebillede. Visse mandlige anmeldere i 1950’erne forelskede sig tydeligvis i dette kvindebillede, fx Emil Frederiksen, der i en anmeldelse af Træerne i byen, 1950, skrev om et af hendes digte: “Klip dette digt ud, o du mandfolk med et forhærdet hjerte, gem det og lad det sige til dig, at sådan er der én, der taler stumt og ventende på dig.” Med sin stille, rytmiske form egner Grethe Risbjerg Thomsens lyrik sig godt til musikalsk fortolkning, og 1995 udsendte Tage Mortensen og Danmarks Radios Pigekor cd’en Vinterens danske sange, hvor en række af hendes digte er sat i musik. Grethe Risbjerg Thomsen modtog Johannes Ewald-Legatet, i 1965 Dansk Forfatterforenings Lyrikerpris.