Grethe Hartmann er en navnkundig skikkelse i den danske lægeverden, selvom hun blev mere kendt for sin forfattervirksomhed end for sin lægelige karriere. Som datter af en af de tidlige kvindelige cand.polit.er, der uagtet giftermål skabte sig en karriere som ekspeditionssekretær i Finansministeriet, og en fader, der var professor i fysik ved Polyteknisk Læreanstalt, voksede hun op i et yderst progressivt akademisk miljø. Hun begyndte efter studentereksamen i 1928 fra H. Adlers Fællesskole at studere kunsthistorie ved Københavns Universitet, men opgav det efter et par år til fordel for lægestudiet, og hun tog embedseksamen i 1937. 1938-39 var hun på studierejse til New York og fik her kendskab til den begyndende forskning i vævstypediagnostik. Allerede i 1941 kunne hun derfor disputere over dette emne og blev i en alder af kun 31 år dr.med. på afhandlingen Group Antigens in Human Organs. Disputatsen blev en klassiker inden for vævstypeforskning og senere genudgivet i USA. Hun fortsatte med at specialisere og videreuddanne sig, bl.a. blev hun Master of Public Health efter studier på John Hopkins University i Baltimore 1948-49, men hendes ansættelser var alle af kortere varighed, og hun kom aldrig ind i noget egentligt karriereforløb, selvom hun 1951-52 blev speciallæge både i hud- og kønssygdomme og i patologisk anatomi.
Grethe Hartmanns interesse for de veneriske sygdomme udsprang af et samarbejde med politilægen Viggo Genner. Han begyndte i 1943 en undersøgelse af de danske kvinder, som værnemagten anmeldte for at have smittet tyske soldater med kønssygdomme. Efter hans død i 1944 fuldførte Grethe Hartmann projektet, der blev publiceret i The Girls They Left Behind, 1946. I det næste halve århundrede dannede dette studie grundlag for opfattelsen af de såkaldte tyskertøser, først i 1994 blev dette nationale tabuemne igen taget op med Anette Warrings Tyskerpiger. Grethe Hartmann fortsatte ad samme spor, da hun i 1949 udgav Boliger og bordeller, en gennemgang af prostitutionens historie i København Arkitekten Troels Smith supplerede værket med boligmæssige undersøgelser, og bogen var begyndelsen til Grethe Hartmanns engagement i dansk medicinhistorie. 1952-53 var hun ansat i FNs verdenssundhedsorganisation WHO i Genève, bl.a. for at analysere spredningen af syfilis i havnebyen Rotterdam. Undersøgelsen, der ligesom hendes tidligere værker havde en socialmedicinsk tilgang til emnet, udkom 1955 og gjorde hende internationalt kendt.
I Danmark vandt Grethe Hartmann næsten folkeyndest gennem sin indsats som redaktør af lægebrevkassen i ugebladet Tidens Kvinder. Hendes intellekt, humor og sarkasme kom her til rig udfoldelse, og da hun i 1950’erne desuden skrev en række kronikker i dagbladet Politiken, blev hun landskendt. Det bidrog til interessen, at de meget personligt prægede artikler handlede om tidens mest aktuelle emne Kinsey-rapporten, den amerikanske sexolog A. Kinseys statistiske analyser af almindelige menneskers seksualliv. Disse emner var vand på Grethe Hartmanns mølle. Fra sin fader havde hun arvet en vis spydighed over for bornertheden, og hendes egne studier af offentlighedens holdning til seksualitet gav hende en solid baggrund for at udfordre grænserne for, hvad der i almindelighed opfattedes som pornografi. Artiklerne viste hendes store sociale forståelse og var gennemsyret af en moralsk tolerance, som var yderst usædvanlig for tiden. I disse år fik hun da også den anerkendelse, hun havde fortjent, og efter embedslægeeksamen i 1954 havde hun forskellige kliniske ansættelser, bl.a. på en klinik for hud- og kønssygdomme i Libyen 1965-66, som hun dog måtte forlade, da oberst M. Gaddafi overtog styret. Efter hjemkomsten blev hun inspektør ved Københavns Universitets Medicinsk-Historisk Museum, men hendes sidste ansættelse var som leder af Kommunehospitalets poliklinik for hud- og kønssygdomme.
Det var en udbredt opfattelse, at Grethe Hartmann ville have haft lettere ved tilværelsen, hvis hun havde været lidt mere diplomatisk og ikke altid udtalt sin bramfrie mening om alt og alle. Det er i alt fald en kendsgerning, at hun ofte stødte an mod sine kolleger og samtidige. Hun havde et stort kunstnerisk talent og udarbejdede bl.a. en samling karikaturer af sin samtids kolleger, især professorerne. Denne samling blev i 1975 udgivet af Dansk Medicinsk-Historisk Selskab. Desværre havde Grethe Hartmann ved sin død endnu ikke afsluttet en lang række påbegyndte medicinhistoriske studier.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.