Faktaboks

Grethe Glad
Margrethe (Grethe) Glad
Født
5. januar 1891, København
Død
18. december 1990, København
Arbejdsliv
Skoleleder
Familie

Forældre: direktør Theodor Axelholm (1854-1924) og Julie Antoinette Elisabeth Nielsen (1867-1914).

Gift 11. marts 1913 med tandlæge Harald Johannes Danjelsen, født 24. september 1887 i Horsens, død 5. december 1916 i København, s. af købmand Marius D. og Camilla Meisner.

Gift 17. oktober 1918 med generalkonsul, fabrikant Carl F. G., født 28. juli 1890 i København, død 8. februar 1977 samme sted, s. af fabrikant Lars Christian Andreas G. og Emilie Marie Kristine Borello.

Børn: Carl Christian (1913), Inger (1916).

Grethe Glad voksede op sammen med fem søskende i en socialt og økonomisk velfunderet familie, først på Frbg., senere i Københavns indre by. Faderen var grosserer med eget firma. Hun fik ingen egentlig uddannelse, men lærte sprog og tog klavertimer. Efter giftermål 1913 med tandlæge Harald Danjelsen boede hun nogle år i Schweiz. Hjemvendt til Danmark oprettede ægtefællen tandlægepraksis i Bredgade. Da han døde af den spanske syge i 1916, blev Grethe Glad alene med to børn. Hun flyttede til Rosenvængets Alle, hvor hun begyndte at undervise i broderi og filering samtidig med, at hun indledte et samarbejde med Magasin du Nords håndarbejdsafdeling.

Grethe Glad var smuk, udadvendt og omsværmet, altid elegant og dyrt klædt. I sit andet ægteskab 1918 med direktør Carl G., der medbragte et barn fra et tidligere ægteskab, blev hun en af tidens mest omtalte kvinder. Hun deltog i det kbh.ske selskabsliv, figurerede i pressens sladderspalter, sås i teatre og til koncerter og holdt selv store selskaber. Familien boede på Store Mariendal i Hellerup og ejede landstedet Rågegården i Rågeleje. I 1921 blev ægtefællen udnævnt til generalkonsul for Østrig. Efter børskrakket i 1929 gik hans firma L.C. Glad & Co. konkurs, og familien måtte sælge begge boliger og flytte til Bredgade. For at bidrage til økonomien satsede Grethe Glad på at udnytte sin viden om mode, og hun tog et kursus i tilskæring og drapering i Paris. I lejligheden i Bredgade begyndte hun at undervise i tilskæring og syning, samtidig med at hun havde en systue, der fandt sit klientel i det velstillede borgerskab. Det blev starten på Margretheskolen, stiftet 1931 og opkaldt efter skolens protektrice Margrethe, prinsesse af Bourbon-Parma. Hun efterfulgtes af Sonja Bernadotte, senere af Tove Castenskiold, begge moderedaktører ved damebladet Tidens Kvinder. Baggrunden for Margretheskolens succes var dels Grethe Glads sociale netværk i toneangivende kredse, dels hendes rejser til Paris, som hun i begyndelsen besøgte for at forny sin garderobe, senere for at købe modeller til fremstilling i København Desuden kom hendes sprogkundskaber og pædagogiske evner hende til gavn. I den periode, hvor skolen blev etableret, var interessen for de tekstile fag stor også i de allerede eksisterende skoler, men Margretheskolens undervisning i tilskæring og syning af elegant mode med et internationalt præg var noget ganske nyt. Ligeledes var de studieture, hun arrangerede til Paris for skolens elever, usædvanlige på det tidspunkt.

Da ægtefællens firma atter kom på fode, flyttede familien 1937 til Frederiksholms Kanal og købte Rågegården tilbage. Margretheskolen blev nu fast etableret i lokaler Ved Stranden, og eleverne lærte tilskæring, syning og drapering efter principper fra det franske haute couture-skrædderi. Efter et par år trak Grethe Glad sig tilbage fra skolearbejdet, og i 1945 flyttede Margretheskolen til Badstuestræde under ledelse af Inga Madsen. Skolen har siden 1953 ligget på Østergade. Midt i 1930'erne var Grethe Glad blevet stærkt optaget af Oxfordbevægelsen, og hendes religiøse overbevisning var hende en støtte resten af livet. Under og efter Anden Verdenskrig deltog hun aktivt i velgørenhedsarbejde både i Danmark og i Frankrig, bl.a. lavede hun forskellige dukker i historiske dragter, der vistes på udstillinger og solgtes til velgørende formål. Dukkerne blev købt af museer i USA, Frankrig og Østrig. Fra 1977 og i en årrække var hun bestyrelsesformand i familiefirmaet L.C. Glad & Co.

Beskrivelser og portrætter af Grethe Glad

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Kendte danske Kvinder, 1934. Søndags-B.T. 47/1980. Berlingske Tidende 21. september 1958, 19. december 1990. Tidens Kvinder 28/1948.

Tilknytning til organisationer

  • Margretheskolen
  • L.C. Glad & Co.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig