Grete Stenbæk Jensen

“Mennesker flytter sig med små skridt ad gangen og hele tiden ud fra den virkelighed, som er deres egen,” har Grete Stenbæk Jensen sagt om de menneskeskæbner og det kulturbrud, hendes forfatterskab handler om. Her er hun blevet talerør for sin egen generation af kvinder, der kom i klemme mellem opvæksten i et traditionelt landbomiljø og det moderne industrisamfund, som i løbet af få år ændrede deres liv radikalt. Grete Stenbæk Jensen voksede op i Vestjylland, og det har præget tonen og indholdet i hendes bøger. Moderen var fra en indremissionsk familie, og faderen blev i 1930’erne grebet af Oxfordbevægelsen. Som barn gik Grete Stenbæk Jensen i søndagsskole, var medlem af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) og blev indprentet selvudslettende beskedenhed, arbejdsomhed og gudsfrygt som de vigtigste egenskaber for et pigebarn. Hun gik ud af skolen som 14-årig, havde pladser i huset og i forretning, var på husholdningsskole og begyndte på en uddannelse til sygeplejerske, men afbrød den, da hun blev gift. Samtidig var hun optaget af, hvad der rørte sig i samfundet og skrev artikler til dagbladet Vestkysten, hvor hun blev kendt som “den læsende husmoder”. Det samfundsmæssige engagement førte hende ind i fredsarbejde og fra 1958 i Socialistisk Folkeparti (SF), hvor hun var folketingskandidat 1964-73 uden dog at opnå valg. Senere engagerede hun sig i kulturpolitik som medlem af SFs kulturpolitiske udvalg og i Socialistisk Kulturfront.

Fra slutningen af 1960’erne var Grete Stenbæk Jensen i nogle år ansat på et ægpakkeri, og oplevelserne herfra inspirerede hende til romanen Konen og æggene, 1973, der skildrer den opslidende, grå hverdag som ufaglært arbejder og husmoder. Det blev et brag af en debut, der både blev godt modtaget af anmeldere og hos læsere. Der var i tiden et stort marked for skildringer af livsvilkårene for de grupper i befolkningen, der normalt ikke kom til orde. Grete Stenbæk Jensen repræsenterede disse grupper i dobbelt forstand, fordi hun både var kvinde og arbejder, og hendes roman blev en af 1970’ernes mest omtalte bøger. Hun arbejdede derefter på plejehjem og som hjemmehjælper, men slidgigt sendte hende på revalidering og siden på førtidspension. Det er oplevelserne fra denne periode, der tages op i novellesamlingen Waterloo retur, 1978, hvor det fortsat er de ufaglærte kvinder, der står i centrum, mens romanen Martha! Martha!, 1979, skildrer en midaldrende kvinde, som bryder sammen, fordi hendes vestjyske, missionske baggrund ikke kan indpasses i det moderne samfund.

I Grete Stenbæk Jensens næste bøger stod den stærke kvinde i centrum, og samtidig blev der fortalt et stykke kulturhistorie om det lille familiebrug som en livsform, der var ved at forsvinde. Thea er husmandsdatter, rødhåret og skrap, og rejser sig med ukuelig livsvilje, hver gang livet har puffet til hende. I serien Thea, 1984, Dagen lang, 1985, Ud af stedet, 1987, og Med tiden, 1990, følges hovedpersonen, fra hun er skolepige i 1930’erne gennem slidsomme år, hvor hun og ægtefællen driver landbrug, til hun som 60-årig kan gå på efterløn efter mange års arbejde på en trikotagefabrik. I sine seneste romaner er Grete Stenbæk Jensen vendt tilbage til den stilfærdige, selvudslettende, vestjyske kvindes livsskæbne. Anes bog, 1992, er skrevet på grundlag af notater i moderens efterladte andagtsbog. Samme univers går igen i Kære faster, 1994, og Angående Gudrun, 1998. Forfatterskabet har fået et stort publikum, som værdsætter den lavmælte stil, der uden store falbelader fortæller en historie, de fleste kender fra deres eget liv eller egen familie. Grete Stenbæk Jensen blev 1976 tildelt Suhrs Forfatterlegat og har siden bl.a. modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond 1979 og 1981 samt Dansk Litteraturpris for Kvinder 1992.