Grete Olsen

Grete Olsen blev født i et velhavende miljø som det mellemste af tre børn. Barndommen var harmonisk og præget af stor frihed, især støttede faderen hendes medfødte selvstændighed. 12 år gammel begyndte Grete Olsen at træne på L. Mahauts fægtesal, og hun blev i 1930’erne landets bedste fægterske, lige stærk i angreb og forsvar. 1932 blev hun udtaget til De Olympiske Lege (OL) i Los Angeles og var også med på det danske hold i Berlin 1936. I perioden 1933-38 var hun Danmarksmester i fleuretfægtning og i 1933 tillige med på holdet, der vandt Europamesterskabet i holdfægtning. Anden Verdenskrig satte en midlertidig stopper for karrieren, som hun genoptog efter krigen, hvor hun bl.a. vandt verdensmesterskabet i holdfægtning 1947 og 1948, ligesom hun deltog i OL 1948. Hun stoppede definitivt, da der blev indført elektrisk bedømmelse, en ændring, der efter hendes mening reducerede fægtning fra kunst til teknik. 1935-39 og 1946-50 var hun medlem af bestyrelsen for Akademisk Fægteklub. Om sin tid som eliteidrætsudøver, der også førte til livslange venskaber og talrige udenlandsrejser, har hun berettet i erindringsbogen Med skalpel og fleuret, 1996.

Grete Olsen blev student 1931 fra Øregård Gymnasium og læge 1939 fra Københavns Universitet. Allerede da havde hun det mål at blive plastikkirurg, et speciale, som dengang ikke fandtes i Danmark, men som i sin moderne form var grundlagt under Første Verdenskrig i England af H. Gillies. Efter turnusåret på Rigshospitalet forsøgte hun i 1940 at komme til Finland for at deltage i hjælpearbejdet under den finsk-russiske krig. Først accepterede man ikke kvindelige læger, men i 1941 fik hun arbejde ved et lazaret i Tavastehus i Finland. Da England senere på året erklærede Finland krig, var tiden inde til at prøve at komme til England, men det tog tid at skaffe rejsetilladelse. I mellemtiden arbejdede hun på Karolinska Sjukhuset i Stockholm hos plastikkirurgen A. Ragnell, der skaffede hende et brev fra Gillies, hvori han lovede at ansætte hende, hvis det skulle lykkes hende at komme til England. I 1942 fik hun rejsetilladelse til Færøerne med mellemlanding i Skotland, hvor hun resolut forlod flyet. Med Gillies’ brev i hånden søgte hun opholdstilladelse, men fik afslag, fordi den danske ambassade nægtede at anbefale den. Engelske venner hjalp, så hun omsider kunne tiltræde på det militærhospital i Sydengland, hvor Gillies udførte mirakler efter svære forbrændinger og andre alvorlige krigslæsioner. Efter tre måneder blev hun Gillies’ assistent og elev, og fra august 1944 til december 1945 havde hun selvstændigt ansvar for en afdeling.

Efter krigen kunne Grete Olsen være blevet i England, men opgav ikke sin oprindelige plan: At indføre moderne plastikkirurgi i Danmark. Hun søgte derfor i 1946 ind på Rigshospitalet i den tro, at man der ville have brug for en læge, der var uddannet hos den verdenskendte Gillies. Men det blev en stor skuffelse at møde, hvad hun i sine erindringer kalder den “tyskinspirerede, mandschauvinistiske indstilling” hos ledende danske kirurger. Hun fik ingen relevante opgaver og rejste efter 11 måneder dybt deprimeret tilbage til England for at komme sig oven på chokket. Hun gav imidlertid ikke op. Efter tre måneder rejste hun tilbage for at skabe sig en privatpraksis samtidig med, at hun 1947-51 var plastikkirurgisk konsulent for et hospital i Bruxelles. Fra denne position søgte hun kontakt med hospitalsverdenen. Den første tilknytning blev til Finseninstituttet og Radiumstationen, hvor man havde indset, at de store indgreb, som man ofte var nødt til at foretage for at fjerne en cancer radikalt, krævede plastikkirurgisk ekspertise til rekonstruktion. Det førte til Grete Olsens ansættelse som konsulent fra 1947, og i 1959 kunne hun som nyudnævnt overlæge indrette den første danske rent plastikkirurgiske afdeling på Finseninstituttet. Når det varede så længe, skyldtes det, at Kirurgisk Selskab krævede, at hun for at blive plastikkirurgisk speciallæge også skulle gennemgå hele den organkirurgiske uddannelse. Dette nægtede Grete Olsen, der fandt det overflødigt og uhensigtsmæssigt. Først ni år efter, at hun var blevet overlæge og allerede havde uddannet flere plastikkirurgiske speciallæger, fik hun selv specialistanerkendelse. Hun havde fra starten indledt et frugtbart samarbejde med radiologen Jens Nielsen, bl.a. om modermærkekræft, og i 1949 opererede hun som den første i Danmark et ondartet modermærke ved at fjerne et stort hudområde og derefter transplantere i stedet for at skære dybt ned i vævet. Denne behandling og den opmærksomhed på vigtigheden af tidlig diagnosticering, som Grete Olsens arbejde bevirkede, nedsatte dødeligheden af den frygtede sygdom med ca. 40%. I 1966 kunne hun forsvare afhandlingen The Malignant Melanoma of the Skin for den medicinske doktorgrad.

Grete Olsen giftede sig aldrig. Da hun var etableret i Danmark, byggede hun en villa i Holte, hvor hun med hjælp af husbestyrerinder opretholdt en udstrakt gæstfrihed for kolleger og venner fra ind- og udland. Hun har således ikke som mange andre kvindelige pionerer måttet slås med dilemmaet karriere kontra hjem og børn. Som chef kunne Grete Olsen være særdeles temperamentsfuld. Til gengæld var hun utrolig charmerende, når smilet i de brune øjne lyste op og smittede alle. Hendes fritidsinteresse har primært været rejser til fjerne, eksotiske lande, endnu et udtryk for hendes pionerånd. Hun var medstifter af Scandinavian Association of Plastic Surgeons, medlem af bestyrelsen i flere perioder og formand 1959-60. Hun har foruden sine idrætsmedaljer modtaget en række andre hædersbevisninger, deriblandt Tagea Brandts Rejselegat 1971. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1980 og har for sin indsats under krigen fået Chr. X.s Frihedsmedalje og en finsk orden. 1997 skrev hun yderligere en erindringsbog Med pas og visum.