Grete Krøncke

Grete Krøncke fødtes 1909 som det fjerde og yngste barn i en akademisk og internationalt orienteret familie, der rummede ledende videnskabsfolk; hendes fader P.O. Pedersen var professor og direktør for Polyteknisk Læreanstalt, en broder Gunnar Pedersen blev generaldirektør i Post- og Telegrafvæsenet og svogeren Børge Jessen formand for Carlsbergfondet. Som barn var hun på grund af en hjertefejl meget svagelig og måtte som sengeliggende beskæftige sig selv med håndarbejde af forskellig art. Hendes moder interesserede sig ikke for håndarbejde, så Grete Krøncke måtte selv finde ud af fremgangsmåderne; hun gik til bunds i tingene og fandt på nyt. Det var her, hun udviklede evnen til at følge en arbejdsgang i tanken, hvilket kom hende mangefold til gode, da hun som voksen skrev bøger med terapimodeller, især for ældre. Som 13-årig syede hun selv sit tøj, og senere blev hun uddannet til direktrice i tilskæring og kjolesyning. Hun gik ud af skolen uden eksamen, mens hendes søskende fik akademiske uddannelser, også søsteren Ellen.

Som ung lærte Grete Krøncke syning og ikke mindst barnepleje, fordi hun troede, at det var hendes kommende arbejdsfelt. Efter giftermålet som 20-årig fulgte megen rejsen og selskabelighed, men Grete Krøncke fandt ikke, at hun gjorde en personlig indsats til trods for, at hun bl.a. var meget aktiv for at hjælpe jødiske tyske familier, der blev forfulgt eller chikaneret i deres hjemland. Hun fødte i 1930 og 1932 to sønner, der kun levede kort, og ægteparret adopterede en dreng, der senere måtte anbringes på institution på grund af psykisk handicap. 1942 blev hun skilt, og samtidig med indgåelse af nyt ægteskab og adoption af ægtemandens to døtre uddannede hun sig til beskæftigelsesterapeut. Hun arbejdede på forskellige hospitaler, indtil hun i 1957 som 48-årig blev ansat ved Gentofte kommune som leder af terapien på kommunens tre alderdomshjem, og her virkede hun resten af sit arbejdsliv indtil 1976. Trods sin sygdom udviklede hun en sjælden livsduelighed, og hun mestrede formidlingens kunst længe før, det blev et begreb. Hendes banebrydende indsats for højnelse af terapi for ældre skete på baggrund af en smittende ukuelighed, og mange mål blev nået takket været hendes skarpe logik, hendes velfunderede faglighed og organisationstalent samt hendes meget store menneskelige berøringsflade.

Grete Krønckes kreative evner slog igennem i ønsket om at højne kvaliteten af de omsorgstilbud, der blev givet ældre, og hun agiterede for, at private gik ind i omsorgsarbejdet, hvilket hun holdt mange foredrag om både i foreninger og i Danmarks Radio. Hun mente, at terapi ikke blot skulle være aktivering af ældre og syge, men også skulle fremelske en personlig medvirken og derved give de ældre en livskvalitet i og med, at de fremstillede smukke, fagligt forsvarlige og brugbare ting. Hermed blev Grete Krøncke pioner inden for omsorgsarbejde, og hun fik stor gennemslagskraft både i medierne og de faglige uddannelser. Hun fandt det naturligt at gå aktivt ind i Dansk Husflidsselskab (DHS) for derigennem at udbrede kendskabet til omsorgsarbejde. I 1961 blev hun selskabets første kvindelige amtsformand, og som frontfigur i Københavns-kredsen arrangerede hun møder på sit gamle uddannelsessted Skolen for Beskæftigelsesterapeuter, i hvis bestyrelse hun også sad i en årrække. Allerede fra 1963 sad hun i DHSs ledelse, bl.a. i skole-, model- og redaktionsudvalgene. Alene og sammen med Charlotte Rud og andre håndarbejdslærere udviklede hun nye modeller, som solgtes gennem Højskolernes Håndarbejde, og hundredvis kom fra 1966 på DHSs omsorgskurser på Den danske Husflidshøjskole i Kerteminde for at blive oplært som medhjælpere. Kurserne var fra begyndelsen teoretiske, men blev senere kombineret med praktiske kurser, og de fik så stor søgning, at de måtte arrangeres flere steder i landet, fx på Thylands Ungdomsskole. Den store interesse skyldtes de nye omsorgslove i 1964 og 1968, hvoraf den sidste påbød kommunerne at iværksætte omsorgsarbejde, fx manuel beskæftigelse af invalide- og folkepensionister, og mange husflidsfolk stod parat til at bruge de nye muligheder. Fra 1958 udgav Grete Krøncke hvert eller hvert andet år en ny bog, og hun lagde provokerende ud med Nyt i peddig om fletning af peddigrør. Allerede to år efter kom Nyt og let i kurveflet om det samme materiale, der efter tidens almindelige smagsopfattelse lå helt i bund som grimt og unyttigt. Mange af MKs modeller var lette og yndefulde, og hun var således med til at højne opfattelsen dels af peddigrørs muligheder, dels af ældres formåen. Også andre af hendes bøger, fx Nyt i bast, 1959, Sjove væveformer, 1969, og Montering af håndarbejder, 1967, var med til at bane vejen for enkle, men dekorative og funktionelle omsorgsmodeller, og en betydelig samling heraf opbevares nu sammen med flere hundrede billeder på husflidsmuseet i Kerteminde. Mange af hendes bøger blev udgivet i andre lande som Holland, Frankrig, Norge, USA og Argentina.

Grete Krønckes liv, som hun har beskrevet i Min brogede verden, 1987, blev langt og meget turbulent både økonomisk og menneskeligt; det deltes mellem internationalt orienterede familiemedlemmer, venner og ægtefæller, mange rejser og den mere jordbundne dagligdag med terapi og håndens arbejde. Den røde tråd i hendes liv var en smittende kreativitet og en stærk livsvilje. I sine to ægteskaber oplevede hun syv ulykkelige svangerskaber, og først mange år efter blev det konstateret, at hendes blodtype var rhesus negativ og den mulige årsag til, at hun ikke kunne føde levedygtige børn. I sin alderdom blev Grete Krøncke en særdeles aktiv maler, der udstillede, og på trods af sygdom forblev hun familiens slagfærdige midtpunkt.