Grete Balle

Grete Balle voksede op som den yngste af to søskende, men da hendes broder døde under Anden Verdenskrig, blev hun omkring sit 17. år enebarn. Nogle få år senere blev hendes forældre skilt, og hun kom til at flytte lidt rundt, inden hun i 1945 tog studentereksamen fra Kolding Gymnasium. Derefter var hun i huset hos to familier. Hos den sidste traf hun i 1947 sin senere ægtefælle maleren Mogens Schack B., og snart lagde de planer om at tage til Italien. Dengang var det ikke så almindeligt at rejse udenlands, og slet ikke uden at være gift. Men Grete Balle ville af sted og endte med at rejse alene. Først boede hun hos sin moster, og senere kom hun til at arbejde i Rom, begge steder med rig lejlighed til at se den klassiske kunst, hun havde drømt om hjemmefra. Mogens Schack B., som hun giftede sig med i 1949, var bl.a. aktiv i kunstnersammenslutningen Cobra. Han havde tidligt opfordret hende til at male og gerne figurativt, hvilket ledte frem til hendes debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1950. Ægteparret, der stort set ingen penge havde, klarede sig ved hjælp fra familien, og ved at de begge arbejdede, Grete Balle bl.a. på DSBs rejsebureau. I 1950 fik hun datteren Annemarie, der senere som journalist skrev om sine forældre og kunstnerne omkring dem, især den belgiske Cobra-digter C. Dotremont. Han var en nær ven af familien og kom ofte på besøg i Kalundborg, hvor parret 1969 havde slået sig ned i Asmindrup gamle skole.

Skønt Grete Balle var debuteret som maler, blev det som autodidakt tekstilkunstner, at hun slog sit navn fast. Det praktiske udgangspunkt var en væv, som ægtefællen havde købt billigt, samt gode råd og vejledning fra Karen Redder, der drev en privat væveskole i København Den væsentligste inspiration til de frie arbejder med tekstil i form af ryaer, åbne garnstrukturer og rumlige eksperimenter kom, efter at Grete Balle havde set tre store udstillinger: en præsentation af den franske billedvæver J. Lurçat, en forevisning af finske ryaer og endelig en udstilling med den norske væver Hannah Ryggen, som bl.a. var optaget af tankeverdenen omkring Cobra. Disse tre yderst forskellige indfaldsvinkler er måske en af grundene til, at Grete Balle aldrig kom til at gå den slagne vej i sit tekstile arbejde. En anden grund kan være, at hun ikke på noget tidspunkt har identificeret sig med dansk tekstilkunst, men tværtimod har opfattet sit eget arbejde som et rent kunstnerisk udtryk, uafhængigt af teknik og materiale. En holdning, der tidligt gjorde, at hun udstillede separat eller i grupper, der tog afsæt i billedkunst.

Trods det tekstile tilhørsforhold og den dermed forbundne konflikt mellem kunst og kunsthåndværk blev Grete Balle i 1957 igen optaget på Kunstnernes Efterårsudstilling, denne gang med et enkelt maleri og tre ryaer. Snart fulgte medlemskab af Majudstillingen 1961-73, der med Gunnar Aagaard Andersen som kunstnerisk drivkraft forstærkede hendes eksperimenter med billeder, der fra det finsk inspirerede blev stadigt mere rustikke og grovfibrede. Hun inddrog naturelementer som grene, sten og planterester i sine arbejder, men lige så gerne kunstfibre og plastmaterialer. Hendes arbejde vandt nu stadig større anerkendelse såvel i Danmark som internationalt. I 1966 blev hun optaget i Kunstnersamfundet og 1973 i kunstnersammenslutningen M59, hvis udstillinger på Den frie hun siden har deltaget i. Dertil kom løsningen af flere udsmyknings- og kirkeopgaver i samarbejde med arkitekterne Inger og Johannes Exner. Den første til Viskinge Kirke i 1966, senere fulgte flere andre. Det, der gør Grete Balles vævninger og øvrige tekstile arbejder væsentlige, er hendes grundlæggende eksperimenterende holdning, hvilket har udløst en lang række priser og hædersbevisninger, i 1998 kronet med indstillingen til Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hele tiden har hun søgt nye veje og afæsket sine materialer nye udtryksmuligheder. Samtidig har hun i hele sit forløb haft elever og assistenter, som derved har lært at arbejde med tekstil som et billedmedie og ikke udelukkende som håndværk. Efter primært at have arbejdet med tekstil fra omkring 1958 begyndte hun efter ægtefællens død i 1988 igen at arbejde mere koncentreret med gouache og maleri.