Giertrud Rasch

Giertrud Rasch er blevet kendt gennem sit ægteskab med “Grønlands Apostel”, missionæren Hans Egede. Missionærerhvervet var på dette tidspunkt forbeholdt mænd, men hun formåede gennem sin stærke personlighed, flid og opofrelse at blive husket på lige fod med sin mand for sit arbejde i Grønland.

Den norskfødte Giertrud Rasch blev i sommeren 1707 viet til den 13 år yngre Egede. Han var netop blevet ordineret som præst og havde fået kald i den lille fiskerbygd Vågan i Nordnorge. Allerede på dette tidspunkt var han kendt som en egenrådig person med stærke meninger om kristendommen og for sit ønske om at hjælpe efterkommere af de norsk-islandske nordboere i Grønland. I begyndelsen forsøgte Giertrud Rasch at tale sin ægtefælle fra at virkeliggøre de hasarderede grønlandske drømme. Men fra ca. 1710, hvor Egede fik overbevist hende om, at deres skæbne lå i det grønlandske, gik hun fuldt og helt ind for projektet og arbejdede mindst lige så hårdt som ægtefællen for dets virkeliggørelse. Det indebar slidsomme og fattige år at rejse penge og støtte til at etablere en mission i Grønland. Men efter at Missionskollegiet og Frederik 4. besluttede at støtte projektet, kunne ægteparret sammen med en lille flok hjælpere og handelsfolk i 1721 ankre op og bosætte sig ved Håbets Ø, lidt vest for Nuuk (Godthåb). Til deres store skuffelse fandt de ingen efterkommere af nordboerne, men begyndte i stedet at missionere blandt de lokale grønlændere.

De følgende syv år på Håbets Ø var plaget af det barske klima, uendeligt slid, skørbug og svigtende forsyninger fra Danmark. Men Giertrud Rasch arbejdede intenst for, at missionen skulle bide sig fast og lod med samme formål for øje sine sønner bo hos grønlandske familier i perioder. Selv optog hun unge grønlændere i sin husholdning for derigennem at lære sproget og skabe bindeled mellem dansk og grønlandsk kultur. I 1728 flyttede hele missionen til Nuuk, hvor ægteparret håbede at få en mindre barsk tilværelse. Samtidig blev der fra København sendt en guvernør med en lille flok soldater og kolonister, for størstedelens vedkommende straffefanger, der her fik chancen for et nyt liv. Det skabte et råt og stridbart miljø i kolonien, og på grund af manglende resultater for mission og handel gav Christian 6. i 1731 ordre til hjemkaldelse af alt personel i Grønland. Men Giertrud Rasch og hendes mand traf i enighed beslutningen om at blive på trods af de overvældende problemer og udsigten til ikke længere at være understøttet finansielt. Når ægtemanden var rundt i distriktet for at missionere, varetog Giertrud Rasch alene den store husholdning og tilsynet med det kolde arbejde i pakhuset. Med sin tålmodige væremåde formåede hun at få det lille samfund til at fungere også under hungerperioder, når skibene udeblev, ligesom hun under stridigheder var en betydelig støtte for ægtefællen og det rolige midtpunkt for kolonien.

1733 blev både et glædesår, idet missionen nu igen blev finansieret af kongen, og et ulykkesår. En grønlænder, der havde været i Danmark for at blive vist frem, havde fået kopper og medbragte den smitsomme sygdom til Grønland. Den bredte sig hurtigt over hele missionens område, og op mod to tredjedele af den grønlandske befolkning i området døde. I dag er det især den store indsats, Giertrud Rasch ydede under koppeepidemien 1733-34, hun huskes for. Alene i Egedernes hus døde over 50 grønlændere, som hun og hendes to døtre havde taget i huset for at pleje. Giertrud Rasch var på dette tidspunkt over 60 år, en høj alder dengang, og det hårde arbejde med de syge sled så meget på hende, at hun aldrig kom sig og døde året efter.