Faktaboks

Gerd Grubb
Født
12. februar 1939, København
Arbejdsliv
Akademiker, professor, forsker og doktor
Familie

Forældre: direktør Kjeld Tue G. (1904-81) og civilingeniør Inger Steffensen (født 1911).

Gift 7. november 1969 med direktør Knud Lønsted, født 27. februar 1942 i København, s. af direktør Gunnar Johannes Viking L. og aftenskoleleder Helga Jensen. Ægteskabet opløst 1992.

Børn: Vilhelm (1974), Lea Johanne (1976).

Gerd Grubb er en af de meget få kvinder inden for matematisk forskning i Danmark. Hun og de fem søskende voksede op i København i et ambitiøst og veluddannet hjem. Begge forældrene var kemiingeniører, faderen havde en direktørstilling, moderen gik mest hjemme, men arbejdede bl.a. i en periode i Forbrugerrådet. Efter at have taget studentereksamen 1956 fra Øregård Gymnasium studerede Gerd Grubb først ved Københavns og siden ved Århus Universitet, hvor hun 1963 blev mag.scient. Hun fortsatte som forskerstuderende i USA og blev tre år senere ph.d. ved Stanford University i Californien. 1975 forsvarede hun sin disputats ved Københavns. Universitet om Halvbegrænsethed og andre egenskaber ved normale randværdiproblemer for partielle differentialoperatorer og blev dermed den første kvinde herhjemme, der skrev doktorafhandling i matematik.

Gerd Grubbs speciale har både før og efter disputatsen været partielle differentialligninger. Det er ligninger, der fx kan beskrive væskers bevægelser omkring et skibsskrog, luftstrømmes turbulenser omkring en flyvinge, og hvordan man skal bygge en bro, så den er i balance. Hun har dog alene beskæftiget sig med den “rene” matematik og har ladet andre om de praktiske anvendelser. Men hun har stedse holdt kontakt med praktikerne, for “deres problemer er målestok for, om mine idéer kan bruges.” Det sagde hun i et interview, som hun karakteristisk nok ikke mindst havde sagt ja til for at få en chance for at synliggøre et fag, mange opfatter som verdensfjernt. Hun kan lide udfordringen fra de tankemæssigt tunge fag, og som lærer er det et af hendes mål, at de studerende når ud til grænserne for matematikkens formåen. Hun har været meget produktiv; ved siden af sin undervisning har hun publiceret mere end 70 artikler i internationale tidsskrifter og har ud over lærebøger også udgivet værket Functional Calculus of Pseudo-Differential Boundary Problems, 1986, der ti år efter kom i revideret udgave. Efter sit USA-ophold blev Gerd Grubb 1966 ansat som adjunkt ved Matematisk Institut på Kbhs Universitet, hvor hun siden har haft sin karriere. 1969 blev hun lektor og giftede sig samme år med sin kollega Knud Lønsted. Det første barn blev født 1974, da Gerd Grubb efter en udnævnelse til afdelingsleder og med en disputats på trapperne følte sig yderligere fagligt konsolideret. 1989 fik hun titel af docent, og 1994 fulgte stillingen som professor. Hendes professorudnævnelse var den første på instituttet i 17 år, og på hele Det Naturvidenskabelige Fakultet var hun ene kvinde blandt 51 mandlige professorer.

Matematik har altid været et internationalt orienteret fag, og Gerd Grubb har selv bidraget til den faglige udveksling som medarrangør af franske og dansk-svenske symposier. Personligt har hun bl.a. samarbejdet med den russiske matematiker V. A. Solonnikov allerede i 1980’erne, da det stadig var svært for russerne at få vestlige kontakter. Gerd Grubb sad 1986-89 i Undervisningsministeriets landsudvalg for de naturvidenskabelige uddannelser. Hun modtog Lektor Marie Lønggaards Rejselegat 1980, Hermers pris 1985 og er bl.a. medlem af Danmarks Naturvidenskabelige Akademi og af European Women in Mathematics. 1988 blev hun hædret med en udnævnelse til æresdoktor ved Université de Reims i Frankrig.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig