Gørvel Sparre

Gørvel Sparre må betragtes som en af de sidste repræsentanter for den nordiske adel, som den eksisterede i unionstiden. Slægtskab, ejendomsforhold og hendes tre ægteskaber skabte og påvirkede forbindelserne til Sverige, Danmark og Norge. Gennem sin familie og opvækst, sit første ægteskab og sine besiddelser var hun tættest knyttet til Sverige og Norge, men i kraft af sit andet og tredje ægteskab, begge med danske rigsråder, blev hendes kontakt til det danske hof dominerende. Den tiltagende spænding mellem Danmark og Sverige igennem 1500-tallet og særligt Syvårskrigen 1563-70 gjorde det imidlertid vanskeligt for adelen at opretholde de tidligere så hyppige kontakter mellem de to riger.

Begge forældre døde, da Gørvel Sparre endnu var barn, og som eneste arving kom hun i besiddelse af omfattende jordegods. Fra sin fader arvede hun bl.a. sin fødegård, hovedgården Hjulsta i Sverige, og fra moderens norske slægt blev hun efter flere langvarige retssager tilkendt Giske herresæde i Søndmøre og store mængder strøgods. Den norske arv gjorde hende til en af Norges største godsbesiddere, og hun var naturligvis et attraktivt parti. Da hun efter en kort enkestand indgik sit andet ægteskab, flyttede hun fra Sverige til Varberg Slot i Halland, hvor ægtefællen, den velhavende og indflydelsesrige danske rigsråd Truid Ulfstand, var lensmand. Uroligheder under Grevens Fejde 1534-36 ramte slottet, da det 1535 blev erobret af den tyske landsknægtfører Marcus Meyer, som var en af grev Christoffers mænd og Lübecks anfører. Mens Ulfstand undslap, var Gørvel Sparre de følgende 14 måneder med sine syv stedbørn fanget på Varberg. Under fangenskabet fødte hun sit eneste barn, sønnen Niels. 1545 blev hun igen enke, og to år senere giftede hun sig med den danske rigsråd Lave Brahe, der døde i 1567.

Fra 1530’erne havde Gørvel Sparres gods gentagne gange været årsag til retstrætter forårsaget af arvekrav, dels fra svenske og norske slægtninge, dels fra Ulfstands børn fra første ægteskab. Både Ulfstand og Brahe havde sikret hende mod store tab, men de ustabile ejendomsforhold gjorde det nødvendigt for Gørvel Sparre i sin enkestand at have en protektor, og igennem en række generøse transaktioner sikrede hun sig den danske konges beskyttelse. Da hendes søn var død allerede i 1548, havde hun ingen nære arvinger at tage hensyn til og kunne forvalte besiddelserne efter egen interesse. Transaktionerne indledtes i 1574, da hun eftergav 8.000 daler, som kronen skyldte hende. Som vederlag fik hun livsvarig forlening på Verpinge hovedgård, nu Trolleberg, og dens mølle. I 1582 sikrede hun sig skøderne på samme ejendomme og yderligere afgiftsfri forleninger på Börringekloster og Froste herred samt et par mindre len, idet hun skødede mere end 250 af sine norske gårde til kronen. Alle hendes nye forleninger lå i Skåne, og hun beholdt dem til sin død. I 1586 skødede hun endnu en mængde af sit norske gods til kronen. Efter disse tre transaktioner havde hun fortsat alt sit gods i det sydlige Norge tilbage, men hverken hun eller den danske krone ønskede at se svenske arvinger besidde jordegods i Norge, og i 1599 fulgte derfor endnu en transaktion. Tilsammen havde Gørvel Sparre nu skænket kronen mere end 600 gårde. Alt det norske gods var dermed afhændet, og næste opgave gjaldt de danske og svenske besiddelser. I 1601 afstod hun dem alle til kronen tillige med sine udestående fordringer og gjorde Christian 4. til sin universalarving.

Siden Syvårskrigens begyndelse 1563 havde Gørvel Sparres svenske besiddelser været omstridte. På grund af hendes danske giftermål var de blevet beslaglagt, og trods Stettinfredens bestemmelser i 1570 om, at alt danskejet svensk gods skulle tilbagegives, blev hendes fortsat holdt tilbage. Da kongen som universalarving havde en egeninteresse i godset, blev der ved det svensk-danske grænsemøde i Flakkebäck 1603 gjort en ihærdig indsats for enkens besiddelser. Det lykkedes at få Gørvel Sparre kendt for retmæssig ejer, og hun modtog endvidere erstatning for tabt indkomst. Fra midten af 1530’erne og frem til sin død var Gørvel Sparre hyppigt at finde på hoffets gæstelister, og i sin enkestand fik hun den usædvanlige ære at modtage personlige besøg af Christian 4. Det er bemærkelsesværdigt, at tilknytningen til hoffet blev ved at eksistere og måske endda forstærkedes under hendes enkestand. Forklaringen på både den nære kontakt til hoffet og enkens store forleninger, der var helt usædvanlige for en kvinde i 1500-tallet, skal findes i den økonomiske velvillighed, hun havde vist både Frederik 2. og Christian 4.

Under sin lange enkestand boede Gørvel Sparre på Börringekloster i Skåne, hvor hun formodentlig tog unge adelsfrøkener i huset. Hendes egen erfaring fra hoffet må have gjort hende til en kapacitet i oplæring af adelsfrøkener. Hun døde 1605 i meget høj alder. I overensstemmelse med den gamle enkes testamente arvede kongen hendes efterladte løsøre, og hendes forleninger faldt tilbage til kronen.