Frederikke Louise Bentzon

Frederikke Louise Bentzon stammede fra lærde folk. Hendes fader Poul Glud var søn af den nyadlede biskop i Viborg Søren Glud, og moderen datter af den århusianske magister Laurids Bording. Selv blev hun født i Norge, hvor faderen var amtmand over Buskerud amt. I 1706 blev moderen dræbt af sin ægtemand ved en tragisk vådeskudsulykke. Frederikke Louise Bentzon var da fire år gammel. Det følgende år fik hun en norsk stedmoder, men herefter findes ingen oplysninger om hendes barndom og opvækst. I 1719 blev hun gift med sin ti år ældre fætter Johan Severin B., hvis fader var blevet justitsråd og adlet i 1679. Ægtefællen, der selv var kancellisekretær, havde 1714 købt Brorup ved Slagelse af sin svoger Andreas Rosenpalm. Hans godsejerinteresser blev dog først tydelige, efter at han i 1726 arvede Estvadgård nær Skive. Gården var forsømt, og ægteparret gik i gang med at opføre både en ny trefløjet hovedbygning og en ny ladegård. “Sekretæren”, som han kaldtes af sine folk, var en hård herre. En langvarig retssag viser ham som en brutal bondeplager, der ikke gik af vejen for selv at svinge pisken. Sagen kom for Viborg landsting, hvor han foruden bøde og sagsomkostninger blev dømt bl.a. til at betale ofrene 50 rigsdaler “for deris Spot og Smerte til nogenleedis Reparation”. I 1740 afstod han Brorup til forfatteren Ludvig Holberg, som han skyldte penge. Da han året efter døde, lod Frederikke Louise Bentzon liget “paradere” i Estvad Kirke i otte uger før en storstilet begravelse. Skønt loven forbød ringning mere end en time over lig, lod hun kirkeklokkerne i Estvad og Rønbjerg kime i samtlige otte uger, hvad der resulterede i nedsættelse af en kommission til nærmere undersøgelse af forholdet. Som bod lovede hun at skænke 500 rigsdaler til latinskolen i Viborg, hvor hun i øvrigt selv ejede gård. Hun forsøgte først at slippe for betalingen, men blev dog fastholdt på sit løfte.

Frederikke Louise Bentzon overlevede ægtefællen i nogle få år. Et par uger før sin død i 1745 underskrev den barnløse enke sit testamente, hvori hun på Estvadgård oprettede en stiftelse for 12 enker eller ugifte døtre af adelstand eller efter embedsmænd i de tre øverste rangklasser. Sin gård i Viborg gjorde hun til gengæld uden skelen til rangforordningen til fribolig for syv enker eller “ugifte fruentimmer”. Estvadgård Stiftelse trådte i virksomhed i 1753, og fundatsen opnåede kgl. godkendelse i 1754. Stiftelsen haltede imidlertid økonomisk. I 1802 måtte Estvadgård sælges og beboerne flytte ud. En ny fundats i 1804 bestemte, at stiftelsens kapital herefter alene skulle anvendes til hæving, dvs. pension, til kvinder, der opfyldte de fastsatte rang- og standsbetingelser. Frederikke Louise Bentzon synes at have været opsat på ved ceremoniel og velgørenhed at markere sin og ægtefællens sociale status, men manglede vistnok tilstrækkelig situationsfornemmelse og økonomisk overblik til, at det rigtig lykkedes.