Frederikke Federspiel

Frederikke Federspiel voksede op i en borgerlig familie i Horsens omgivet af en søster og fem brødre samt et antal halvsøskende fra faderens første ægteskab. Faderen døde, da hun var seks år, hvorefter moderen ernærede sig som modehandler, fra omkring 1860 med Frederikke Federspiels assistance. Efter moderens død i 1874 rejste hun som 35-årig til Hamburg for at uddanne sig til fotograf. Hun bosatte sig hos sin onkel fotografen Poul Friedrich Lewitz og sin faster Juliane og kom i lære hos fætteren Alfred Lewitz, der også var fotograf. Frederikke Federspiels skildringer af livet i Hamburg med fornøjelser og fornemme menuer står i modsætning til optegnelser fra hendes senere år, der var præget af hendes kristne tro samt en optagethed af slægtninges fødsel og især deres død og begravelse.

Efter endt læretid kom Frederikke Federspiel i 1876 til Ålborg. I hendes næringsbrev står titlen “Photographin” anført fra tysk. Hun var den første kvinde i Danmark, som løste næringsbrev som fotograf, så anden titel fandtes ikke. Sammen med sin ældre søster Sophie F. bosatte hun sig i Bredegade med en husholderske og en tjenestepige. Huset havde broderen Johan Chr. F., der var læge i Horsens, købt. Mens søsteren drev lingeri- og broderihandel i stuen, indrettede Frederikke Federspiel fotografisk atelier i husets øverste etage. Der boede i forvejen to fotografer i Ålborg, hvoraf den ene var den anerkendte fotograf H. Tönnies. I lange perioder lykkedes det Frederikke Federspiels fotoatelier at have den næststørste omsætning blandt fotograferne i byen. I 1878 blev hun syg og var i otte måneder indlagt på Diakonissestiftelsen, herefter tre måneder på Skt. Olufs Bad i Modum, Norge. På dette kursted opholdt hun sig i de følgende år i flere perioder. Efter Frederikke Federspiels sygdom opgav søsteren sin modehandel, og de havde herefter fælles husholdning indtil Sophies død i 1906. Somrene tilbragte de ved de nye badesteder Blokhus, Lønstrup, Løkken og Fanø.

I 1883 blev Frederikke Federspiel og en fotograf fra Randers Nielsine Zehngraf optaget som nogle af de første kvindelige medlemmer i Dansk Fotografisk Forening. I dette regi var Frederikke Federspiel aktiv, bl.a. ved at levere fotos til foreningens vandrealbum, og i 1885 vandt hun anerkendelse for de tilsendte portrætter. Hun var optaget af fotografiens tekniske udvikling og begyndte tidligt at arbejde med såkaldte “tørre plader”. Det var en sikrere og billigere teknik, end den man tidligere havde benyttet, hvor optagelse og fremkaldelse skulle ske i en ubrudt arbejdsgang. I 1899 tilmeldte hun sig verdensudstillingen i Paris, der skulle afholdes året efter, men fik afslag. Hun havde startet en produktion af imiterede emaljesmykker og manchetknapper med indlagte fotos, og de blev bl.a. udstillet på en juleudstilling i Industriforeningen i København i 1899 og påkaldte sig kongehusets opmærksomhed. Hermed fik hun det danske kongehus samt den danskfødte prinsesse Alexandra, senere dronning af England, og kejserinde Dagmar som kunder.

Frederikke Federspiel var blandt de første, der eksperimenterede med magniumlys og dermed gjorde sig uafhængig af dagslyset. Da elektriciteten kom til Ålborg i 1901, var hun klar med elektrisk atelierbelysning. I begyndelsen af 1900-tallet fik hun agentur på salg af amatørfotografiapparater. Blandt hendes elever og medhjælpere var senere førende fotografer som Ernst Gøpel, Fritz Karner og Georg Bendtzen Holm. Hendes sidste elev Hans Johansen overtog forretningen i Bredegade i 1909. Men inden da havde hun ekspanderet og 1898-1901 åbnet en filial i Nibe. I 1906 indrettede hun et nyt atelier Reform i Slotsgade i Ålborg. Men hun klagede over omsætningen og udtrykte håb om, at hun nu som 67-årig kunne stoppe sin virksomhed. Fra 1909 fotograferede hun fra sin bopæl, en lejlighed i Danmarksgade. Sine sidste år tilbragte hun i Sparekassernes Stiftelse på Østerbro i Ålborg.

Frederikke Federspiel formåede i sit fotografiske virke til stadighed at udvikle sig, selvom hun lakonisk ved sit 25-års jubilæum i 1901 konstaterede, at hendes virksomhed ikke var forløbet, som hun havde forventet. Men fagfolk var ikke i tvivl om hendes indsats, og ved hendes død i 1913 karakteriserede Dansk Fotografisk Tidsskrift hende som “en ualmindelig sympatetisk, hæderlig og energisk Dame, hvis Arbejde har været regnet blandt det bedste”.