Faktaboks

Frederikke Dannemand
Frederikke Benedicte Dannemand
Født
6. august 1790, København
Død
23. december 1862, København
Arbejdsliv
Elskerinde
Familie

Forældre: borer Morten Andersen Rafsted (ca. 1752-1821) og Malene Gregersdatter (død ca. 1821).

Børn: Louise (1810), Caroline (1812), Frederik (1813), Valdemar (1819).

Titel
Adelig

Frederikke Dannemand voksede op i Nyboder, og hun, der muligvis var optaget på Det Kgl. Teaters syngeskole, lærte Frederik 6. at kende 1808-09 gennem hans adjudant. Hun var lille af vækst og beskrives som værende ikke særlig velskabt, men i besiddelse af en stærk erotisk udstråling. Af samtiden skildres hun som umiddelbar, kvindelig, hjælpsom, imødekommende og omsorgsfuld. Kongen blev meget betaget af hende, og de indledte et forhold, der med få års afbrydelse varede til hans død. Hun fødte ham i alt fire børn. 1814-15 opholdt Frederik 6. sig i Wien, og hun forelskede sig i en svensk købmand, fik en søn med ham i 1816 og søgte forgæves at få penge af kongen til hans etablering som selvstændig forretningsmand. 1818 blev forholdet mellem kongen og Frederikke Dannemand genoptaget, og det fik efterhånden en meget regelmæssig, nærmest halvofficiel karakter. Mens forbindelsen oprindelig var mødt med uvilje, og Frederikke Dannemand var genstand for lejlighedsvise chikaner, blev den med årene godtaget i offentligheden. Hun blev installeret i Toldbodgade nær Amalienborg, og her tilbragte kongen hyppigt sine aftener. Frederikke Dannemand gav ham det erotiske samliv, han savnede, og en form for borgerlig familiehygge, men at dronning Marie skal have samtykket i arrangementet, kan ikke dokumenteres.

Frederikke Dannemand holdt en betydelig husstand, og kongen bekostede, at hun, der havde ringe skolekundskaber, fik undervisning i fransk, ridning og tegning. Igennem årene overførtes der betydelige beløb til hende, i alt ca. 300.000 rigsdaler svarende til prisen på et af landets største godser. I 1829 fik hun rang med oberstinder og benævntes nu oberstinde Frederikke Dannemand. Året efter ophøjedes hun og hendes børn i adelsstanden, og der blev lagt planer for deres videre etablering, som dog ikke blev realiseret. Hendes økonomi var jævnligt anspændt, bl.a. på grund af hendes støtte til sønnen Frederik i hans karriere som officer, og efter kongens død måtte hun efterhånden indskrænke sig. Hun levede derefter tilbagetrukket, optaget af at varetage sine egne og børnenes økonomiske interesser. Frederikke Dannemand har indskrevet sig i Danmarkshistorien som den sidste officielle maitresse.

Beskrivelser og portrætter af Frederikke Dannemand

  • Mal. fra 1812 af Hans Hansen i Fr.borgmus. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Personalhistorisk Tidsskrift, 1982.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig