Fanny Tuxen

Fanny Tuxen kom fra et velkonsolideret borgerligt hjem, men der var også kunstneriske anlæg i familien. Moderen var ældste datter af den kongelige skuespiller J.C. Ryge, og også faderen, der opnåede rang af justitsråd, havde virket som skuespiller, inden han blev toldinspektør i Nyborg. Som knap 20-årig indgik Fanny Tuxen i et efter sigende meget lykkeligt ægteskab med den betydeligt ældre marineofficer Elias Christian Carl T., der senere blev lodsbogholder. Mens parrets datter var barn, fortalte Fanny Tuxen hende forskellige historier, hun selv fandt på, men det var lidt af et tilfælde, at hun tog skridtet fuldt ud og blev professionel forfatter: en børnebog, hendes svoger havde oversat, forekom hende så ringe, at hun hævdede, at hun selv kunne skrive en, der var bedre. De småhistorier, der blev resultatet, og som udkom i 1867 med titlen En Moders Fortællinger, blev så godt modtaget, at hun gennem mange år vedblev med at producere denne type historier. Hun var en flittig leverandør til bl.a. Illustreret Børneblad og Børnevennen, ligesom hun udgav en stribe bøger i flere genrer, alle præget af det samme harmoniserende livssyn. Som så mange andre kvindelige forfattere i ældre tid skrev hun ofte under pseudonym og valgte det symbolske Eva som sit alias.

Fanny Tuxen skrev i et klart og forståeligt sprog om danske børn i by og på land. I de opbyggelige historier bliver de fattige ofte hjulpet, vel at mærke hvis de tror på Gud. Den gode, forældreløse dreng bliver adopteret af gode mennesker, mens det ulydige barn er lige ved at drukne, men reddes i sidste øjeblik af en stor hund og herefter bliver en god og lydig dreng. Hun forstod at gøre sine børnehistorier spændende, og det har været en af årsagerne til deres popularitet. Mange af fortællingerne blev samlet i bøger, fx Fra Barnets Verden, 1883, Tre Smaapiger, 1886, Naar Lampen er tændt, 1889 og Julehistorier for Børn, 1894, hvoraf de fleste kom ved juletid. Fanny Tuxen nøjedes dog ikke med at skrive for børn, hun udgav også en række bøger med leveråd og anvisninger på fornuftig menneskelig adfærd. I anledning af sin datters bryllup skrev hun Til Bruden fra en Sølvbrud, 1880, hvori hun beskrev det etiske og kristelige grundlag, som et godt hjem efter hendes og tidens opfattelse burde bygge på. Denne blev efterfulgt af Til Moderen fra en Bedstemoder, 1881, Til Konfirmanden, 1883, Til den unge Tjenestepige og Husmødrenes Forhold til Tyendet, begge 1886, samt et indlæg i den livlige debat om kvindedragten Den kvindelige Klædedragts Reform, 1888.

Mest udbredte blev dog Fanny Tuxens ungpigefortællinger som bl.a. Ellinor Falsen, 1887, Paa Lovens Grund, 1891, Eva Ross, 1895, Et Plejebarn, 1903, Hjemvendt, 1904, og Den anden Hustru, 1905, der alle var meget læste. Som i de egentlige børnebøger er det også her familielivet, der fremdrages og forherliges; i Fanny Tuxens univers bliver konflikterne altid løst, og fremtiden ligger lys forude for personerne. Hendes prosa er redelig og klar, sentimentaliteten er gennemgående, men den har været med til at gøre hende til den populære forfatter, hun var igennem mange år.