Faktaboks

Eva Steiness
Født
4. oktober 1941, Glostrup sogn
Arbejdsliv
Akademiker, læge, forsker, doktor, dekan, professor, direktør og virksomhedsejer
Familie

Forældre: overlæge Erik Axelssøn Uhl (1908-82) og turistfører Grethe Holmer (født 1915).

Gift 9. april 1966 med overlæge Ib S., født 26. juli 1928 i Ebberup, Sønderby sogn, død 24. januar 1980 på Frbg., s. af læge Valdemar Johannes S. og Anne Marie Pedersen.

Børn: Marianne (1963), Bolette (1966), Iben (1970).

Eva Steiness voksede op i en lægefamilie i Kbh, hvor hun var den ældste af to søskende. Faderen var først embedslæge, senere overlæge i Sundhedsstyrelsen. Familien boede fast i en mindre lejlighed, men fandt et fristed i Svenska Villaen i Bernstorffsparken, hvor de boede den lyse del af året. Moderen var hjemmegående, men tog senere en uddannelse som turistfører. I 1960 blev Eva Steiness student fra Østersøgades Gymnasium og påbegyndte straks efter lægestudiet ved Københavns Universitet. Da hun i 1966 giftede sig med den 13 år ældre læge Ib S., flyttede hun med ham til Århus og blev kandidat fra Århus Universitet i 1968. Med sig i ægteskabet bragte hun en datter, og siden fik hun endnu to døtre. At have børn i studietiden var dengang et særsyn, men familien havde ung pige til at hjælpe sig, ligesom børnene kom i institutioner.

Efter nogle hospitalsansættelser målrettede Eva Steiness sin karriere inden for universitetsverdenen. I 1978 forsvarede hun sin doktordisputats Digoxin-klinisk farmakologi, efter at hun fire år forinden var blevet ansat som adjunkt og senere lektor ved Københavns Universitets Farmakologisk Institut. I 1980 døde hendes mand, og hun blev alene med tre halvvoksne børn. Nogle svære år fulgte, og for at klare økonomien måtte hun køre lægevagter sideløbende med universitetsarbejdet. I 1982 blev hun den første kvindelige dekan ved Det Lægevidenskabelige Fakultet. Hun havde da siddet i fakultetsrådet i nogle år og var bl.a. meget aktiv i planlægningen af den teoretiske forskeruddannelse. I 1985, da Eva Steiness blev udnævnt til professor i klinisk farmakologi ved Århus Universitet, blev hun den første kvindelige professor på det lægevidenskabelige område i Danmark. Stillingen havde da stået tom i syv år, så der var ikke andet end et kontor, da hun blev ansat. Det lykkedes hende at binde en tværfaglig gruppe sammen og finde ekstern finansiering, således at der kom vækst på området. En række yngre forskere fik de følgende år deres forskeruddannelse på Farmakologisk Institut.

Eva Steiness var tæt bundet til sine døtre, der var blevet boende i København Hun rejste derfor frem og tilbage mellem Århus og København, indtil hun i 1989 blev tilbudt stillingen som forskningsdirektør i medicinalfirmaet H. Lundbeck. I 1993 blev hun desuden medlem af direktionen og udnævnt til koncerndirektør. Hun var firmaets første og hidtil eneste kvindelige direktør. Under hendes ansættelse kom H. Lundbeck ind i en stærk vækstperiode, og firmaet brød internationalt igennem med en række medicinske præparater. Medarbejderstaben voksede tilsvarende fra 75 til 450. Da Eva Steiness i 1998 forlod stillingen, var det på grund af utilfredshed med arbejdsbetingelserne, men også for at søge nye udfordringer. I løbet af kort tid skaffede hun kapital til at starte sin egen virksomhed, det bioteknologiske firma Zealand Pharmaceuticals, der skulle forske i og udvikle hormonpræparater.

Eva Steiness har været medlem af en lang række nationale og internationale råd og selskaber, bl.a. Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd 1989-93, statsminister Poul Schlüters tænketank 1989-93, formand for Forskningspolitisk Råd 1993-95 og medlem af det videnskabelige råd for Den Store Danske Encyklopædi fra 1991. I 1987 blev hun tildelt Marie Lønggaards Rejselegat og 1989 Tagea Brandts Rejselegat.

Beskrivelser og portrætter af Eva Steiness

  • Foto i Medicinsk-Hist. Mus., Fr.borgmus.
  • Politiken 16. oktober 1996, 25. oktober 1998. Berlingske Tidende 11. august 1985.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig