Estrid Ott

Estrid Otts fader var først forretningsfører, siden direktør ved dagbladet Politiken, moderen var forfatter. Datteren trådte i deres fodspor og fik som voksen en omfattende skribentvirksomhed, dels som korrespondent, dels som børne- og ungdomsforfatter. Allerede da hun i 1919 blev student fra Ingrid Jespersens Skole, havde hun gjort sig en del erfaringer som professionel skribent. Hun var ivrig spejder og redigerede fra 1918 bladet Pigespejder. Året før havde hun udgivet sine to første bøger Leg og Løjer med gåder, lege, komedier og opgaver og Nisseriget, hvor den 17-årige pige fortæller om sine nissefantasier. Her i gymnasieårene skrev hun desuden ungdomsstof til Politiken. Hendes tredje bog handlede om spejderlivet Spejderminder, 1919. Hun var som ung voksen stadig aktiv som tropsfører, arrangør og debattør, og gennem hele livet satte hendes engagement i spejderbevægelsen sit særlige præg på både hendes livsholdning og hendes produktion.

Efter studentereksamen blev Estrid Ott journalistelev på Vestjyllands Folkeblad for som 20-årig at indlede en ny tilværelse som udenrigskorrespondent for Berlingske Tidende, hun rejste jorden rundt, skrev artikler og holdt engelsksprogede foredrag. Når hun som ung kvinde rejste alene, var ærindet ikke mindst at vise, at man som spejder kunne klare sig overalt, og dette aspekt af spejderlivet er centralt for det syn på pigeopdragelse, som hendes senere bøger gav udtryk for. Det var her i de tidlige rejseår, hun mødte sin senere mand, den velhavende J. Knox-Seith, der på det tidspunkt var ansat i ØK (Østasiatisk Kompagni). De giftede sig i 1922, boede et år i Finland og senere ti år i USA. 1933 flyttede familien til Danmark, men begge ægtefællerne var stadig meget rejselystne, og de boede bl.a. et år i Grønland med deres fire børn. Estrid Ott var selv flere gange i Polaregnene, hun lærte at flyve, rejste gennem Afrika og siden Portugal og Spanien. Efter sit giftermål indskrænkede hun sin journalistvirksomhed, men var krigskorrespondent i Finland under Vinterkrigen mod det daværende Sovjetunionen og udgav i 1940 Med Lotterne bag Fronten, hvor hun i tekst og fotografier beskrev de finske lotters indsats.

I 1923 havde Estrid Ott sammen med sin moder skrevet voksenromanen Vi tre om en ung journalistelev, der kommer i klemme mellem sine fraskilte forældre, sin forelskelse og sine egne skriveambitioner. Samtidig indledte hun sin egen meget store produktion af børne- og ungpigebøger, hvoraf nogle fortæller om hendes egne børn, således Børnene i Amerika, 1932, Børnene i Danmark, 1933, Børnene paa Grønland, 1934, og Børnene paa Sæteren, 1936. Herudover skrev hun en lang række romaner for og om børn, hvoraf mange foregik i fremmede lande og kulturer, fx Elsebeth paa Ekspedition, 1936, og Ravna og Renerne, 1938; deres ærinde er at oplyse om den store verden og måske især at åbne den for pigerne. En del af bøgerne kom i nye udgaver i 1950’erne. Da Mor var Dreng, 1923, hedder hendes første rigtige børnebog. Hovedpersonen fortæller om sin barndom til sine seks sønner, som hun forstår, fordi hun også selv har været “dreng” engang, dvs. levet et frisk og udadvendt barndomsliv. Den kække pige er en gennemgående figur i forfatterskabet, tydeligt tegnet i fx de langt senere romaner om den norske pige Kari, der hellere vil skyde bjørne end sidde inde og brodere. Den første bog om Bjørne-Kari, 1945, indbragte sin forfatter førstepræmien i Skandinavisk Bogforlags nordiske børnebogskonkurrence. Drengelivet er en version af spejderlivet, der tilbyder piger en bevægelsesfrihed, som den traditionelle pigeopdragelse ikke giver. Det bliver en konflikt i den prisbelønnede ungdomsbog Skal-skal ikke, 1930, med fortsættelsen Kære Chester, 1931. Her berettes om en ung pige, der presses af faderens ønske om, at hun skal arbejde i hans firma, mens den nervesvækkede moder ser hende som giftefærdig ung kvinde, der ikke behøver at kunne forsørge sig selv. Pigen, der deler træk med sin forfatter, lever et frit liv med spejderbevægelse og journalistdrømme, og det er en pointe, at spejderidentiteten beskytter mod den erotiske kvinderolle, der vil hæmme hendes bevægelsesfrihed, og en begyndende forelskelse opleves i første omgang som en stigmatisering. Karakteristisk for Estrid Otts ungpigebøger kommer der dog en forsoning i stand, og i de senere romaner hurtigere og mindre smertefuldt. Hendes ideal er den på samme tid seriøse og muntre arbejdsomhed, helst indfældet i et lige så sundt og udadvendt familieliv. Romanerne bliver da også dannelsesromaner, typisk er trilogien om “Ungen”, Reden, 1928, Ungen, 1928, Ungen prøver Vingerne, 1929, hvor udgangspunktet er en glad, lidt utraditionel kunstnerfamilie med stærkt sammenhold. Her må den yngste pige efter moderens død prøve kræfter med sin egen forkælelse og de letsindige venner på den ene side og en målrettet ambition om at blive havearkitekt kombineret med en langsom forelskelse i en ung musiker på den anden side.

Estrid Otts pædagogiske interesse førte også til en førstepræmie for en afhandling om Betydningen af Børns Opdragelse til sund Økonomi og sund Sparesans, 1936, i en konkurrence udskrevet af Handelsministeriet. Estrid Ott skrev desuden en række drengebøger under pseudonymet Magnus Moen, herunder bøgerne om Sverre, der blev udgivet 1949-54. Hendes sidste serie om den forældreløse Chico, der kom i slutningen af 1950’erne, fortæller om den portugisiske drengs rejse og møde med fattigdommen i sit hjemland og nabolandet Spanien. Chicos lange vandring, 1957, blev belønnet med Undervisningsministeriets Børnebogspris. Skuespillet De Pokkers Unger, 1945, blev filmatiseret af Astrid og Bjarne Henning-Jensen i 1947. Estrid Otts bøger blev genoptrykt langt op i 1960’erne og kan stadig lånes på bibliotekerne. Mest populære er småbørnsbøgerne om tøjelefanten Bimbi. I den første, Bimbis bog om Babsi, 1936, fortæller elefanten om sit liv hos pigen Babsi, siden kommer han vidt omkring. Estrid Ott, der gennem hele sit liv selv rejste så viden om, flyttede 1957 til Mallorca og senere til Liechtenstein.