Esther Malling Pedersen

Esther Malling Pedersen var ud af en meget kreativ familie. Egentlig ville hun have været skuespiller. Hun elskede at optræde ligesom broderen Harald Malling, som dog endte som lærer. En anden broder Johannes Malling blev kunstmaler, og faderen skrev skuespil. Selv blev hun forfatter i en ung alder. Som 24-årig skrev hun sin første lille roman Pepellas Kærlighed, en romantisk fortælling, der udkom 1909. Allerede her afslørede hun sin store interesse og kærlighed til italiensk sprog og kultur. Denne interesse blev senere fulgt op af adskillige rejser til bl.a. Rom. Hendes næste bøger behandlede i fiktiv form forholdet til faderen, den navnkundige valgmenighedspræst Vilh. Malling, og den nøjsomme barndom i præstegården i Odder. Specielt bøgerne Solbakke-Præsten, 1914, Solbakke-Børnene, 1915, og Blade af en Mors Dagbog, 1939, viser, hvor konsekvent Esther Malling Pedersen lod den tidlige påvirkning fra det frisindede præstehjem påvirke sin holdning til livet, til politik og til andre mennesker. I disse bøger tegner hun et billede af den stærke, frisindede, retlinede, liberale grundtvigianer og humanist, som kom til at præge hendes syn også på kvindesagen og på religion. “Den Sten du ikke kan lade ligge, skal du løfte.” Det var faderens valgsprog, som Esther Malling Pedersen gjorde til sit og på smukkeste måde videreførte i sit liv og i sit politiske virke. Ud over sit fiktive forfatterskab skrev hun hele sit liv flittigt til bladene, og hun var en dygtig oversætter, specielt af den engelske forfatter W. Deepings mange romaner.

Efter almindelig forberedelseseksamen valgte Esther Malling Pedersen allerede som 17-årig at gå i lære som journalist på Odder Dagblad. Præstedatter og journalist var dengang en utraditionel kombination. Men faderen støttede datterens ønske om at blive i stand til at klare sig selv ved at skrive. 1907 knyttedes hun til Grenaa Folketidende, 1908 Aarhus Amtstidende. Hun vendte tilbage til hjemegnen, blev gift og fik tre børn. Sideløbende hermed fungerede hun som journalist og var fra 1917 til 1943 en højt respekteret lokalredaktør for Aarhus Amtstidende. Samtidig vaktes hendes interesse for politik. Hun blev allerede i 1929 opstillet for Venstre i Odderkredsen, men først i 1936, da hendes yngste barn var 16 år, ønskede hun at modtage valg. Hun blev da en af tre kvinder i Landstinget, hvor hun havde sæde i perioden 1939-53. Dermed havde partiet fået en oratorisk begavelse på Christiansborg. “Vi er vant til at høre Dem tale frit fra Leveren. Gør det ogsaa nu. Tal saa det kan høres til de fjerneste Kroge af Landet.” Således lød den lokale Venstrekreds’ salut til hende, da hun var blevet valgt. Hun kom straks i 1937 i ilden som ordfører ved behandlingen af justitsminister K.K. Steinckes kontroversielle forslag om at udvide adgangen til abort, ikke blot i tilfælde hvor den gravide kvindes helbred stod på spil, men også hvis der var udsigt til, at en fødsel ville være en alvorlig social belastning. I Folketinget havde Venstre med Inger Gautier Schmit i spidsen vendt sig voldsomt mod den såkaldte sociale indikation, mens Esther Malling Pedersen i Landstinget udviste en mere åben og fordomsfri holdning uden dog at afvige fra partilinien. Hun var ægte liberal i troen på, at demokratiet udspringer af det enkelte menneskes følelse af ansvar for sig selv og andre, og denne frihedssøgende individualisme gav hun også udtryk for ved behandlingen af Friskoleloven 1946. Hun var endvidere sit partis ordfører i adskillige udvalgsarbejder i forbindelse med behandling af sociale love, bl.a. om Mødrehjælpen, børneværn og offentlig forsorg. I partiorganisationen fik hun en fremtrædende placering som sekretær og kasserer for Venstre i Århus amt og som medlem af hovedbestyrelsen for Det jydske Venstre fra begyndelsen af 1930’erne til 1953.

Gennem hele sit liv var Esther Malling Pedersen en flittig og meget benyttet foredragsholder. Der blev lyttet, når den af udseende spinkle, men åndeligt og kulturelt stærke kvinde tog ordet for varmt og indtrængende at tale for en sag. Også i foreningsarbejde, bl.a. Hads Herreds Sønderjydske Samfund, var hun uhyre aktiv. Hun kom tidligt i bestyrelsen for Dansk Kvindesamfunds Odderkreds og blev under Besættelsen medlem af præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste. Efter krigen trådte hun ind i præsidiet for Red Barnet, der blev stiftet i 1945 til hjælp for krigsramte børn. Hun var desuden medlem af bestyrelsen for Menighedsskolen Liselund og hele livet stærkt knyttet til Odder Valgmenighed, hvor hendes smukke sangstemme kunne høres. Til antologien Kvinden i Danmark, 1942, bidrog hun med en oversigtsartikel om kvinders indsats i det religiøse liv. Hun gjorde sig i sin journalistiske og politiske karriere til talsmand for bevarelse og understøttelse af familien som institution og som basis for samfundet. I sit eget liv søgte hun at leve op til disse holdninger ved selv at forestå husholdningen og gøre det store tømrermesterhjem i Odder og sommerhuset i Saxild til centrum for familie og venner.