Ester Graff

Ester Graff og bogholder Gunhild Ferslev bestod i 1934 Handelshøjskolens HD-eksamen i salgsorganisation og reklame og blev dermed de første videnskabeligt uddannede reklamekvinder i Danmark. Det var tredje gang, eksamen blev afholdt, men første gang der var kvinder på holdet. Ester Graff var den midterste af fem søstre. Hun havde siden realeksamen 1914, kontoruddannelse og studieophold i USA 1920-22 satset på en karriere i erhvervslivet. 1922 blev hun ansat i Levers Sæbefabrikker, den senere multinationale koncern Unilever, hvor hun efter få år avancerede til chef for propagandaafdelingen. HD-studiet gennemførte hun som aftenkursus efter den lange arbejdsdag på kontoret. Efter sin eksamen 1934 gav hun udtryk for, at kombinationen af salg og reklame var ideel for det moderne erhvervsliv og dertil velegnet for kvinder, fordi reklamer i så høj grad rettede sig mod kvindelige forbrugere. Ester Graff var ansat i Unilever helt til 1957, herunder i søsterfirmaet Sunlight i Stockholm 1935-39. Efter Anden Verdenskrig blev hun direktør for den danske afdeling af Unilevers reklamebureau Lintas, hvor hun fortsatte i bestyrelsen til 1968.

Ester Graffs arbejde og flere studieophold i udlandet gav hende en interesse for internationale forhold, der også kom til at præge hendes engagement i kvindebevægelsen. Under Anden Verdenskrig gik hun ind i Danske Kvinders Samfundstjeneste, hvor hun blev ansvarlig for propagandaarbejdet. 1940 kom hun tillige i bestyrelsen for Dansk Kvindesamfunds (DK) Københavns-kreds, og her ydede hun som næstformand 1944-47 en kæmpeindsats for at få valgt flere kvinder til politiske organer. På hendes initiativ gennemførte DK således forud for rigsdagsvalget i 1945 en kampagne, der omfattede møderækker, valgmøder, opsætning af plakater og uddeling af 45.000 valgaviser og 152.000 løbesedler. Kampagnen bidrog til fremgangen fra to til otte kvinder i Folketinget, og Ester Graff fik herefter ry for et være en resultatorienteret næstformand, der “kørte” kredsen hårdt.

I 1952 skulle International Alliance of Women (IAW) have ny præsident. Organisationen, der var stiftet 1904, havde med nød og næppe overlevet Anden Verdenskrig, og 1946-52 stod svenskeren Hanna Rydh i spidsen for arbejdet. Søgelyset blev nu rettet mod den danske medlemsorganisation DK, hvis formand Hanne Budtz blev opfordret til at kandidere. Hun takkede dog nej og pegede i stedet på Ester Graff, der på alliancens 16. kongres 1952 i Napoli, Italien, blev valgt uden modkandidat. Hendes søster Marie G., der var translatør i fransk, skulle hjælpe hende, og dermed flyttedes IAWs sekretariat til København Ester Graff blev genvalgt på kongressen i Colombo på Ceylon, det nuværende Sri Lanka, i 1955 og kom således til at beklæde præsidentposten i to perioder til 1958.

IAWs arbejde i efterkrigsperioden blev præget af et intensivt samarbejde med FN om bl.a. menneskerettigheder og uddannelsesspørgsmål. På kongressen i Napoli var uddannelse hovedtemaet, og Ester Graff bidrog selv med et indlæg om de faglige uddannelser. Som præsident deltog hun i de følgende år i møder med FNs uddannelsesorganisation UNESCO om behovene for folkeoplysning, kamp mod analfabetisme og uddannelse for kvinder, særlig i ulandene. Hun medvirkede i sin præsidentperiode til en markant forskydning af organisationens tyngdepunkt fra den vestlige til den tredje verden, især Østasien. Medlemstallet lå i 1940’erne på ca. 40 lande, og tilgangen kom især fra tredjeverdenslande. Det var hendes holdning, at IAW først og fremmest skulle koncentrere sig om at støtte tredjeverdenskvinderne i deres frigørelsesproces, og at kvindesagsarbejde i denne del af verden særlig drejede sig om basic education, folkeoplysning, i samarbejde med UNESCO. I 1954 var hun den drivende kraft bag afholdelsen af en international sommerskole i Helsingør for ca. 40 ulandskvinder, der her fik en introduktion til fundamentale kvindeproblemer og kvindepolitisk arbejde. Forud for kongressen på Ceylon rejste hun i et halvt år rundt i ti østasiatiske lande, hvor hun talte i kvindeforeninger og undersøgte forholdene for Østens kvinder. Jubilæumskongressen i 1955 blev især præget af de asiatiske kvinders problemer, mens den efterfølgende kongres i Athen 1958 bl.a. satte fokus på kvinders politiske stilling og repræsentation. I Athen trådte Ester Graff tilbage og overgav ledelsen til Ezlynn Deraniyagala fra Ceylon. Som tak for sin dynamiske ledelse udnævntes Ester Graff samtidig til æresmedlem af IAW. I de følgende år fortsatte hun i styrelsen og blev dermed et vigtigt bindeled mellem den internationale organisation og de danske kvinder. Hun deltog i IAWs kongresser i Dublin 1961, Trieste, Italien, 1964 og London 1967. I 1961 valgtes hun til formand for en ny komité angående kvindernes problemer i det ny Europa. Samme år var hun på et langvarigt studieophold i Nigeria, og 1962 arrangerede hun på DKs vegne et seminar i Danmark for afrikanske og asiatiske kvinder.

Ester Graff fandt i disse år også tid til et partipolitisk engagement, og 1960 stillede hun op som folketingskandidat for Det Radikale Venstre i København, dog uden at opnå valg. Hendes mangeårige indsats i kvindebevægelsen var ikke mindst båret af den forretningsmæssige effektivitet, hun tilførte arbejdet. Hun mente, at danske kvinder var nået langt på ligestillingens vej, men at de netop derfor havde pligt til at hjælpe fattige og undertrykte kvinder i andre dele af verden. Ester Graff var kendt for at have en fabelagtig energi og evne til at skrabe penge sammen, og med sin åbenhed og venlighed vandt hun mange venner, herunder blandt kvinder i den tredje verden.