Erna Christensen

Erna Christensen voksede op på en gård på Fyn som den ældste af en søskendeflok. Gennem hele livet følte hun sig knyttet til sin landlige hjemegn, hvor hun stadig havde familie og nød at tilbringe ferier og fridage. Hun besluttede at blive læge, efter at hun som seksårig under en sygehusindlæggelse blev betaget af en kvindelig læges virksomhed. Hendes forældre støttede hende på alle måder, og hun blev student fra Skt. Knuds Gymnasium i 1924. Straks derefter rejste hun til København og blev læge fra Københavns Universitet i 1931.

Med ønske om at få med mennesker at gøre fik Erna Christensen stillinger på psykiatriske og neurologiske afdelinger og blev speciallæge i neurologi i 1938. Under uddannelse hertil var hun i 1935 ansat på Rigshospitalet hos Eduard Busch, som med stort engagement var i gang med at opbygge landets første neurokirurgiske afdeling. Hermed var hendes professionelle karriere afgjort. Han havde brug for en dygtig og pålidelig patolog, som ville specialisere sig i nervesystemets sygdomme og sikre den nye afdeling tidssvarende og korrekte diagnoser ved mikroskopi af svulster og andre sygelige forandringer i centralnervesystemet. Med øje for Erna Christensens store evner og flid og med sin velkendte karisma fik han hende til at påtage sig opgaven, selvom hun var betænkelig ved, at den ikke gav nogen kontakt med patienterne selv, men kun med præparater fra dem. Hun gav dog senere udtryk for, at det var et arbejde, der lå godt for en kvinde, og hun kastede sig over det med stor energi. Dels gennemgik hun en grundig almenpatologisk uddannelse på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital, dels var hun på studierejser hos tidens kendte neuropatologer i Stockholm 1936 og 1937 og i London 1938.

Erna Christensens videnskabelige indsats var betydelig. Hendes første udgivelse var disputatsen Studier over kronisk subduralt Hæmatom, 1941, om kronisk blodansamling under den hårde hjernehinde, som hun påviste skyldes hovedtraumer og ikke direkte er forårsaget af alkoholisme, som man troede indtil da. Lidelsen findes blot i overtal blandt alkoholskadede, fordi de oftere slår hovedet. Resten af livet beskæftigede Erna Christensen sig derefter videnskabeligt med næsten alle områder inden for neuropatologien, og hun samlede et meget stort erfaringsmateriale, som hun med vedholdende flid samt evne for originale observationer forstod at gøre brug af. Hun publicerede op imod 100 videnskabelige artikler og forfattede desuden afsnit til udenlandske lærebøger og internationale samleværker. I 1947 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat og var samme år på studierejse i USA og Canada, hvor hun mødte førende neuropatologer og knyttede varig forbindelse med mange af dem. Efterhånden blev hun medlem af flere udenlandske videnskabelige selskaber, og hun var medstifter af Skandinavisk Neuropatologisk Forening. Den højeste internationale anerkendelse opnåede hun, da hun blev valgt til præsident for den internationale neuropatologkongres, som skulle have fundet sted i København i 1969. Ihærdigt tilrettelagde hun den i mange detaljer, men døde forinden af en kræftlidelse, og kongressen blev aflyst. Hun udnævntes til ridder af Dannebrogordenen i 1967.

Efter at være blevet tilknyttet Københavns Universitets psykiatriske laboratorium som amanuensis i 1948 deltog Erna Christensen med ildhu i undervisningen af de lægestuderende, og hun arrangerede selv kurser til videreuddannelse af læger fra forskellige specialer. Hun holdt af at hjælpe yngre forskere, som hun uanset deres speciale altid gav en god modtagelse og ydede personlig bevågenhed i alle neuropatologiske spørgsmål. Til gengæld forlangte hun af dem, at de satte sig ordentligt ind i neuropatologiens grundprincipper, og hun var kendt for at sige: “Man skal kunne den daglige madlavning, før man kan udføre den finere.” Mange fremtrædende udenlandske neuropatologer besøgte hendes laboratorium, og hun modtog dem med stor gæstfrihed. Mapper med vanskelige eller interessante neuropatologiske præparater, som gæsterne skulle præsenteres for, lå altid parat, side om side med de sidste brochurer for turister i København Hun inviterede dem gerne hjem til en typisk dansk middag i sin lille lejlighed nær Rigshospitalet, og hendes medarbejdere var ofte med og oplevede på den måde fagets spidser.

I 1958 blev Erna Christensen docent ved Københavns Universitet og året efter lektor i neuropatologi. I mange år rejste hun en gang månedligt til Kommunehospitalet i Århus, hvor hun udførte alle stedets hjerneobduktioner, indtil en selvstændig neuropatologisk afdeling var bygget op. Hun nåede også at være en dygtig neuropatolog for åndssvageforsorgen og for Odense Amts og Bys Sygehus. For ikke at miste kontakten med det kliniske lægelige arbejde havde hun fra 1939 og gennem alle årene ved siden af neuropatologien en lille speciallægepraksis i neurologi to eftermiddage om ugen. Erna Christensen var barnløs. Hun blev gift i 1943, men ægteskabet var ikke godt og blev opløst i 1953. I et avisinterview i anledning af hendes 60-års fødselsdag frarådede hun kategorisk unge kvinder at blive læger og begrundede det med, at enhver form for lægegerning efter hendes mening var uforenelig med mand og børn. Man må sige, at hun selv udelt gav sit lægelige arbejde al sin arbejdskraft og energi. Hun forstod ikke sin tids kvindebevægelse og talte for værdien af hjemmearbejdende husmødre.

Erna Christensen havde videnskabeligt format og internationalt ry, men alligevel opnåede hun aldrig at få et selvstændigt neuropatologisk institut med den lærestol, som hendes banebrydende indsats havde kvalificeret hende til. Men hun fandt, beskeden som hun var, sine arbejdsforhold tilfredsstillende, og hun betragtede sin umådelige flid som den naturligste ting af verden. Hendes pionerarbejde slog an, og hun blev moderne dansk neuropatologis fremragende grundlægger.