Emma Thomsen

Emma Thomsen debuterede i 1883 på Det Kgl. Teater i C. Hostrups Eventyr paa Fodrejsen, og hun vakte straks opmærksomhed ved sin klassiske skønhed. Hun gled naturligt ind i ingenue- og elskerinderollerne og spillede en række søde unge piger i de stadig populære vaudeviller, Margrethe i Johanne Luise Heibergs Abekatten, Sophie i Nei og Constance i Aprilsnarrene, begge af J.L. Heiberg, og Rikke i Hostrups Genboerne. Hun var en yndig Gulnare i Adam Oehlenschlägers Aladdin og indtagende som Leonora i Ludvig Holbergs Det lykkelige Skibbrud og Den Stundesløse. Som Portia i Shakespeares Købmanden i Venedig var hun nydelig, men lidt temperamentsløs. I det moderne repertoire blev hendes speciale med teaterhistorikeren P. Hansens ord den fejende verdensdame og overfladiske københavnerinde “uden Overflod af Hjerte eller Tanke, men med paa alle Asfaltens Ekstravagancer.” Denne kvindetype fremstillede hun gang på gang, bl.a. som Fanny i Otto Benzons En Skandale, der var en vittig satire over det kbh.ske borgerskab, der overværede stykket fra parkettet. Endvidere spillede hun i flere af veninden Emma Gads stykker.

Emma Thomsens smukke ydre og sikre scenefremtræden gjorde hende elsket af publikum, men truede også med at låse hende fast i et bestemt rollefag, som hun stadig søgte at befri sig fra. I Edvard Brandes’ Under Loven, der i 1900 blev vist ved en enkelt privatopførelse på Folketeatret, demonstrerede hun ved fremstillingen af den forsmåede hustru, at hendes kunst også havde dybere strenge. Højest nåede hun måske i de stykker, der gav hende anledning til at skjule sig bag en maske eller leve sig ind i fremmedartede figurer. Hendes fortolkninger af to af den russiske forfatter L. Tolstojs kvindeskikkelser, Akulina i Mørkets Magt, 1900, og Katusha i Opstandelse, 1904, var, som en kritiker bemærkede, på en gang naturalistiske og tragisk skønne. Gennem hele sin karriere var hun knyttet til Det Kgl. Teater og pendlede ikke som så mange af sine berømte kolleger mellem nationalscenen og privatteatrene. Hun var en af teatrets flittigst benyttede skuespillere, men det var kun sjældent, hun fik lejlighed til at vise dybere sider af sin kunst. Hun var højt respekteret på grund af sit sympatiske væsen og store hjælpsomhed, der også kom til udtryk i et omfattende velgørenhedsarbejde. Hendes sidste år var præget af sygdom og resignation. Hun optrådte sidste gang i 1909 som Gerda Sommer i Henri Nathansens Daniel Hertz. 1908 tildeltes hun Ingenio et arti.