Emma Bærentzen

Allerede som purung havde Emma Bærentzen kunstneriske interesser og drømte om en tilværelse som udøvende kunstner. Blot kunne hun ikke beslutte, hvilken kunstart hun skulle dyrke. Resultatet blev et skønlitterært forfatterskab, som hun var kendt for i sin samtid, og et kunstnerlegat, der bar hendes navn langt ind i eftertiden. Hun blev privat dimitteret som student fra Schneekloths Skole i 1901 og tog filosofikum 1902. Derefter var hun på studieophold på tyske universiteter, inden hun giftede sig med en norsk købmand og flyttede med ham til Istanbul. Det blev indledningen til en livslang kærlighed til Tyrkiet, dets befolkning og kultur.

Tyrkiske forhold var temaet for flere af EMs romaner, nemlig I Kalifens Nærhed, 1909, Stambuls vandrende Skygger, 1915, og Irene, 1917. De beskrev brydningerne i Tyrkiet omkring 1910 mellem orientalsk kultur og vesteuropæisk tænkemåde samt ungtyrkernes oprør mod det gamle sultandømme. Romanerne gav et indblik i de tyrkiske haremer, dvs. boligernes særskilte kvindeafdeling, som udlændinge normalt ikke havde adgang til. Samtidig havde Emma Bærentzen en fin fornemmelse for værdierne i den tyrkiske kultur. Det var usædvanligt dengang, hvor man almindeligvis vurderede andre kulturer ud fra en vesteuropæisk målestok, og hun var utvivlsomt med til at rokke ved nogle af sin tids mange fordomme om landet. Datidens lidt nyfigne interesse for eksotiske miljøer gav bøgerne en vis popularitet, men den litterære værdi af dem er begrænset. Det viste sig klart i de romaner, som foregår under danske himmelstrøg Kuplen, 1915, og den posthumt udgivne Carla, 1922; især sidstnævnte blev køligt modtaget af anmelderne og forblev ubemærket af publikum.

Emma Bærentzen vendte hjem til Danmark, da hun blev skilt fra sin første ægtefælle og gift anden gang med billedhuggeren Thomas B. Efter separation fra ham i 1917 slog hun sig ned i en lejlighed i Bredgade og med sommerbolig på Thurø. Hun var kendt som en gæstfri værtinde, der ofte ydede en økonomisk håndsrækning til fattige kunstnere. Fra sin morfader, der var fabrikant, havde hun arvet en formue, og den testamenterede hun til et legat, der fik hendes navn, og som blev tildelt billedkunstnere, skuespillere, musikere eller skønlitterære forfattere, der ønskede videre kunstnerisk uddannelse. Først 1999 ophørte legatet. I et interview få år før sin død gav Emma Bærentzen udtryk for, at Orientens fortryllelse aldrig slap den, der havde levet der: “Hvor man siden i Verden kommer hen, vil man længes tilbage til det skønne Stambul.” Efter hendes eget ønske blev hendes aske ført til Tyrkiet og begravet på den protestantiske kirkegård i Istanbul.