Emilie Rosing

Emilie Rosings forældre, Johanne og Michael R., den følsomme borgertids førende skuespillerpar ved Det Kgl. Teater, opdrog deres datter med oplysning, romantik og den franske republik som idealer. Fra hun var barn fik hun sin levende tænke- og læselyst stimuleret. Hun blev sin faders udtrykte billede, stærkt handlekraftig, men også en melankolsk enspænder. Husvennen, skuespilleren Peter Foersom husker hendes frie væsen, raske faste gang, kropsholdning og tone, nyklassisk androgyne tøjstil og frisure. Men der var også spændingerne i den dybe stemme og slagskyggen i det blege ansigt med gnistrende lyseblå øjne og høj pande, indrammet af dunkelt brunt hår. Mange fandt hende ukvindelig. Som den eneste af sine mange søskende valgte hun trods faderens betænkeligheder at blive skuespiller. Han gik aldrig en rolle igennem med hende, gav kun enkelte vigtige vink til fri afbenyttelse. Efter ham anlagde hun en norskklingende teaterdiktion, som hun senere måtte kæmpe med.

I 1802 debuterede Emilie Rosing på Det Kgl. Teater som det unge livstykke Rosina i P.A.C. de Beaumarchais komedie Barberen i Sevilla og som datteren i A. von Kotzebues Sølvbrylluppet. Hendes anderledes og intelligente spil delte sindene, og, hvad der var mindre heldigt for en debutant, så udløste det polemik. Et blad roste til skyerne, et andet talte fejl. I 1802 blev hun ansat på Det Kgl. Teater til egnede ledige rollefag og som korist. Hun havde ingen stor stemme, men udviklede med jerndisciplin på ganske kort tid en effektfuld dramatisk sang. To måneder efter gav hun i Skjöldebrands populære rædselsdrama Herman von Unna plejedatteren Ida så ømme og hengivne og mere traditionelt kvindelige facetter, at hun brød stort igennem til entusiastiske bifaldsråb. Fra nu af fik hun alle de roller i synge- og skuespil, hun kunne overkomme. Kun få af rollerne havde større dramatiske kvaliteter, men hun forvandlede dem til nyklassisk skuespilkunst og et originalt karaktergalleri. På to sæsoner blev hun den kvindelige skuespiller, der optrådte mest.

Emilie Rosing blev ny kvindelig rollemodel og de unge mandlige tilskueres idol. “Hun ligner en af Søheltene fra 1801,” hed det. Hendes private tøjstil, frisure og “heroiske” gang med lange faste skridt dannede kvindemode. Hun flyttede støt grænser i sine rollefag, tog lige gerne små roller som store og hellere sammensatte karakterroller end såkaldt ædle med mere entydige affekter. Hver ny stod mejslet med særegne træk, fx Helena, 1806, en ulykkeligt gift prinsesse forklædt som gedehyrde i E.N. Méhuls syngestykke, Rose i den franske komedie Den unge hidsige Kone, 1808, og den indiske Gurli i Kotzebues Indianerne i England, 1811. Et fejret speciale blev “bukseroller”: drenge og unge mænd, som fx godsejersønnen, der vender hjem forklædt som gartnerdreng i det franske syngestykke Alexis. I dette stykke spillede fader og datter gensidigt inspireret ved faderens afskedsforestilling i 1808 i denne hans sidste rolle som drengens fader og hendes første spilleaften som sønnen. I 1809 vakte hun furore som kæk savoyarddreng i det franske syngestykke De to smaa Savoyarder. Hun så med skepsis på virakken og stort på smålig kritik. Til sidst fandt hun dog bitjenesten som korist oven i storforbruget af sit talent for utilfredsstillende. Hun indledte et kærlighedsforhold til den forhenværende kaptajn og teaterinspektør Frederik Schneider, der groft svigtede hende. I 1811 fik hun en total psykisk og fysisk kollaps. Tilbage var kun, klagede hun, levende lede ved teatret, livet og mennesker. Dødsårsagen angives som kramper. Hun blev 28 år. Et usædvanligt stort og tavst ligtog med direktion og kolleger i spidsen fulgte kisten til Assistens Kirkegård. Et mindesmærke for indsamlede midler blev sat. Emilie Rosing var forud for sin by. Som vidtspændende kunstner fulgte hun sit mere moderne republikanske menneskeideal og betalte prisen.