Emili Gøtzsche

Emili Gøtzsche var uforfærdet og aktiv. Livet igennem var hun en smuk og statelig kvinde, der mødte sympati, hvor hun end kom. Selvom hun havde en aristokratisk baggrund og var vokset op i et herregårdsmiljø på Viborgegnen, færdedes hun utvungent i alle samfundslag og brugte ud fra sit alvorligt kristne sindelag sine kræfter til fordel for andre mennesker.

I 1886, da Emili Gøtzsche var 23 år, overværede hun et flerdages møde i Indre Missions (IM) hus Bethesda i København Mange hundrede deltog i mødet, hvor man drøftede, hvordan kirkens budskab kunne nå byens hastigt voksende befolkning. Inspireret af diskussionen grundlagde tre yngre kvinder, baronesse Thea von Ripperda, Inger Marie Schiøler (g. Macleod) og Emili Gøtzsche endnu samme år Foreningen til Opførelse af smaa Kirker i København (FOSK). Foreningen organiserede indsamlinger over hele landet, særlig blandt ugifte kvinder, og kunne i 1889 få indviet Bethlehemskirken på Nørrebro som distriktskirke under Skt. Johannes Kirke. Emili Gøtzsche deltog, støttet af sin moder og mormoder, i arbejdet med at organisere kredse, der ville bidrage til foreningens arbejde. Hun stod også for forhandlingerne med de meget afvisende kirkelige myndigheder om ansættelse af den unge, idealistiske teolog Jul. Ifversen som præst ved Bethlehemskirken. Myndighederne fandt, at det ikke var en opgave for unge piger at bygge kirker og stifte menigheder.

26 år gammel giftede Emili Gøtzsche sig med Henning G., der i 1888 blev sognepræst i Ødsted ved Vejle. 1896 fik han kald i Voldum ved Randers, og i 1912 overtog han embedet i Vissenbjerg på Fyn, hvor ægtefællerne boede, indtil han blev pensioneret i 1927. Både Emili Gøtzsche og hendes mand var meget flittige mennesker og skabte alle de steder, de boede, et smukt og aktivt hjem, der var et fuldgyldigt udtryk for det bedste i dansk præstegårdskultur. Han studerede og var foregangsmand inden for landbrug og ivrig havedyrker med sjældne planter og frugter i haven. Hun læste græsk, udnyttede havens produkter i sin husholdning og fyldte stuerne med blomster. Begge besøgte fattige, syge og gamle i deres sogn for at bringe opmuntring og trøst, i nogle tilfælde også materiel og økonomisk hjælp. Mange møder blev holdt i præstegården, og Emili Gøtzsche holdt søndagsskole for børn og missions- og sykreds for kvinder. Både hendes svigerfader biskop G. og hendes svoger biskop Johannes G. var ledende skikkelser i IM, og også Emili Gøtzsche og ægtefællen var navnlig i det første præstekald knyttet til missionen. Senere havde de også forbindelse til grundtvigske kredse.

Emili Gøtzsche ydede også uden for hjem og sogn en væsentlig indsats. Hun var 1911-28 formand for præstekonekonventet, og det tilskrives hendes frisind, at alle kirkelige retninger blev repræsenteret både i mødeprogram og blandt deltagerne. Hun fortsatte tillige som medlem af FOSK, om end hun i 1889 trak sig ud af bestyrelsesarbejdet. En helt særlig betydning fik hun imidlertid som den første formand for Det Danske Missionsselskabs (DMS) kvindeudvalg, en post, hun bestred 1913-33. Udvalget var et samlende organ for landets efterhånden mange kvindemissionskredse, der både var andagts- og arbejdsfællesskaber. Man sang, bad og læste højt om mission, og der blev strikket og syet forskellige håndarbejder, som blev solgt til opkøbere eller ved lokale basarer. Indtægterne gik primært til DMS. De første kvindekredse var stiftet allerede i 1860'erne efter norsk forbillede, men i mange år vakte initiativet modstand blandt DMSs mandlige ledere. Pengemangel fik dem imidlertid til at skele til Norge, hvor kvindekredsene stod for 80% af det nationale missionsselskabs budget. I 1906 opstod kravet om et dansk kvindeudvalg på landsplan. Syv år senere gav DMSs bestyrelse efter, og et kvindeudvalg blev oprettet. Det fik ni medlemmer, deriblandt Emili Gøtzsche, der nogle år forinden havde stiftet kvindekredsen i Voldum, og på udvalgets første møde valgtes hun til formand.

Som formand førte Emili Gøtzsche en omfattende korrespondance med missionærer i Indien, Kina og andre steder og indbød dem til sit hjem, når de var i Danmark. Herigennem bidrog hun til at knytte kontakt mellem de udsendte missionærer, særlig kvindelige missionærer, og de kredse, der ville støtte dem åndeligt og pekuniært. Antallet af kvindekredse steg støt i hendes formandstid og havde rundet 500, da hun trådte tilbage. Ved sin afgang blev hun valgt til livsvarigt medlem af udvalget.