Else Zeuthen

Else Zeuthen voksede op i et lærerhjem og fik mulighed for at få en akademisk uddannelse. Hun blev student fra Marie Kruses Skole 1915 og efter et studieophold i Oxford 1920 mag.art. i engelsk fra Københavns Universitet 1921. Derefter var hun manuduktør til translatør- og skoleembedseksamen samt undervisningsassistent ved universitetet 1929-35. Allerede i sin studietid var Else Zeuthen medstifter af og bestyrelsesmedlem i det socialfilantropiske Socialvirke, oprettet 1919. I sit barnløse ægteskab med Frederik Z., der som økonomiprofessor var med til at opbygge et nyt socialvidenskabeligt arbejdsfelt i Danmark, havde hun både tid, råd og inspiration fra et spændende intellektuelt miljø til en række udadvendte engagementer. Således var hun formand for Kvindelig Læseforening 1935-45, et hverv, hun røgtede med stor veneration for denne gamle kvindeoplysningsbastion. Det var dog først og fremmest fredssagen og etableringen af et internationalt mellemfolkeligt samarbejde, som greb hende, og hendes faglige baggrund gav hende udmærkede kvalifikationer for at varetage kontakter til udlandet.

Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF), der blev stiftet under Første Verdenskrig, og dens danske afdeling Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF), blev hendes base. I 1935 blev hun medlem af KILFFs hovedbestyrelse, og hun var landsformand 1941-53, da hun trak sig, fordi hun kom i Folketinget. Men hun fortsatte i hovedbestyrelsen og var desuden medlem af WILPFs styrelse 1946-65. Her beklædte hun desuden den ærefulde post som international formand 1956-65. Else Zeuthen var en meget aktiv og afholdt formand, der ofte skrev bidrag til bladet Fred og Frihed. Under Besættelsen opretholdt KILFF sit arbejde og medlemstal på 20.-25.000 næsten uændret med meget lidt chikane fra tyskerne, skønt flere medlemmer var aktive i modstandsbevægelsen. Da en række fredsforeninger i 1944 startede Fredsvenners Hjælpearbejde, fra 1949 Mellemfolkeligt Samvirke (MS), deltog KILFF, repræsenteret af Else Zeuthen. Som medlem af forretningsudvalget fulgte hun MSs stadigt voksende indsats til 1965, hvor ulandsbistand var blevet en væsentlig del af Danmarks udenrigspolitik. Uddannelse og oplysning for at fremme mellemfolkelig forståelse og samarbejde var en vigtig hjørnesten i kvindernes fredsarbejde, og Else Zeuthen var medlem af skolerådet for Den Internationale Højskole og af bestyrelsen for Magleås Højskole under MS indtil 1967. Desuden oversatte hun en bog af den engelske kvæker Ruth Fry I Genopbygningens Tjeneste, 1945, til brug for uddannelsen af frivillige.

Som en række andre kvinder i KILFF og fredsbevægelsen i øvrigt var Else Zeuthen tiltrukket af partiet Det Radikale Venstre (RV), som fra sin start havde antimilitarisme og neutralitetspolitik på sit program. Men hun blev først for alvor aktiv i partipolitik efter Anden Verdenskrig, da hun mente, at hun herigennem kunne føre KILFFs idégrundlag fra en noget isoleret og latterliggjort position ud til en videre kreds og få direkte politisk indflydelse. 1951-53 var hun medlem af RVs hovedbestyrelse, og hun repræsenterede partiet i Folketinget 1953-60. Hendes mærkesag var at få Danmark til at give højere prioritet til det internationale samarbejde, som blev opbygget efter krigen, bl.a. med etableringen og udbygningen af FN. Hun mindede talrige gange Folketinget om, at indgåede internationale aftaler også skulle ratificeres og følges op af bevillinger. I overensstemmelse med partilinien havde hun i 1949 været imod Danmarks indtræden i NATO. Da Sovjetunionen i 1954 havde fået atomvåben, talte hun for en åben folkelig debat om den nye nødvendige forsvarsstrategi i Vesteuropa og var kritisk over for de øvrige NATO-medlemmers muligheder for at få indflydelse på USAs forsvarspolitik. I 1957 gik RV for første gang efter krigen ind i en regering, og dermed kom partiets traditionelle militær- og udenrigspolitik under pres. Det måtte bl.a. acceptere NATO-depoter i Danmark og deltog 1960 i et forsvarsforlig, som Else Zeuthen imidlertid undlod at stemme for. Ved valget senere på året gik RV tilbage, og Else Zeuthen måtte sammen med den anden pacifist i gruppen, Morten Larsen, forlade Folketinget. Hendes linie slog hverken igennem i RV eller i dansk udenrigspolitik som helhed, men havde folkelig opbakning, manifesteret i protestmarcher mod atomvåben 1960-61. Hun repræsenterede en konsekvent pacifistisk politik i Folketinget, og denne holdning fik gennem hende et markant udtryk i en periode, hvor Danmark fraveg sin århundredgamle neutralitetspolitik for at blive partner i den nordatlantiske forsvarsalliance. Med sit solide kendskab til internationale forsvarspolitiske spørgsmål og strategier havde hun fortjent større lydhørhed, end hun fik. Samtidig var hun vagthund for demokratiet indadtil og stillede i 1954 et spørgsmål til justitsministeren om efterretningstjenestens undersøgelse af Fred og Frihed. Den kolde krigs ideologiske parader var fremme, og Else Zeuthen rejste en debat om demokrati og fri meningsdannelse. Hendes akademiske baggrund fik hende i løbet af 1950’erne til varmt at støtte opbygningen af nye forskningsinstitutioner som Pædagogisk Institut, Socialforskningsinstituttet og Levnedsmiddelinstituttet. Hun engagerede sig tillige i syges vilkår og var medlem af Invalidekommissionen af 1956 og medlem af Tilsynsrådet for Statshospitalerne indtil 1968.

Else Zeuthens organisatoriske og politiske arbejde havde sit udgangspunkt i et idealistisk og etisk projekt, som omfattede fred og forståelse mellem alle mennesker verden over. Det vandt bred genklang, men mest ved højtidelige lejligheder. I praktisk politik erfarede hun gang på gang, at principperne blev sat til side, og at det krævede hårdt og vedholdende arbejde at holde andre fast på de pæne hensigtserklæringer. Sådan kom hun, som alle i princippet var enig med, ofte til at være i opposition og fremstå som en skarp og kompromisløs debattør. Hendes væsentligste indsats lå i opbygningen af et dansk net af foreninger og institutioner, som kunne samarbejde med tilsvarende internationale organisationer. Hun var i denne sammenkædning af en indre og en ydre samarbejdspolitik en konsekvent radikaler og en usædvanlig kvindelig politiker.