Else Marie Friis

I sin skoletid boede Else Marie Friis i Skive, hvor hendes fader havde en boghandel. Hun og hendes storebroder Henrik F. tog 1966 studentereksamen fra det nærmeste gymnasium Viborg Katedralskole. Efter et år som au pair i Paris påbegyndte hun, inspireret af sin broder, et geologisk studium ved Århus Universitet. Hun blev snart optaget af brunkulsforskningen og arbejdede som instruktor, dvs. hjælpelærer, i botanik og geologi fra 1971. Søby-Fasterholt Brunkulsprojektet beskæftigede sig med de miocæne brunkuls palæoflora og -miljø. Hun deltog meget aktivt i feltarbejdet, der pågik 1968-72 i de store midtjyske brunkulsgrave. Hendes indgående studier af især frugter og frø gjorde hende til specialist i tertiære blomsterplanter.

1975 blev Else Marie Friis mag.scient. Som kandidatstipendiat udbyggede hun de følgende år sin viden om det danske Mellem Miocæns klima, økologi og vegetation. Licentiatafhandlingen Microcarpological Studies of Middle Miocene Floras of Western Denmark, 1980, redegjorde for disse forhold, og hun beskrev mange nye arter af blomsterplanter. En populærvidenskabelig oversigtsartikel Planter og klima i Tertiærtiden, 1977, behandlede samme emnekreds og fastslog, at palæofloraen indikerede, at klimaet dengang var varmttempereret til subtropisk.

1980-81 var Else Marie Friis British Council Research Scholar i London. En ny fase i hendes videnskabelige karriere indledtes, først og fremmest fordi hun og den dansk-svenske pollenspecialist Annie Skarby opdagede nogle forkullede og dermed utroligt velbevarede mikroskopiske blomsterfossiler fra den sidste del af Kridttiden. Opdagelsen blev gjort ved Åsen i Skåne i en kaolingrav. Nye elektronmikroskopiske undersøgelsesprocedurer afslørede blomsternes strukturer i de mindste detaljer. En fælles foreløbig beskrivelse publiceredes 1981 i det højtestimerede internationale tidsskrift Nature. Else Marie Friis erkendte rækkevidden af opdagelsen og den store arbejdsindsats, det ville kræve at undersøge og artsbestemme alle blomsterne og beskrive deres udvikling og miljø. Hun bevarede tilknytningen til Århus Universitet, hvor hun 1981-87 fortsatte sin forskning, finansieret af penge dels fra Det Naturvidenskabelige Forskningsråd, dels fra Videnskabernes Selskab, der i 1982 uddelte 16 stipendier i anledning af Niels Bohrs 100-års fødselsdag. Professor Gunnar Larsen kaldte hende lidt drillende “langtidsstipendiat”, måske fordi hun som stipendiat kunne reducere pligtarbejdet og koncentrere sig om frontforskningen i internationalt regi. Hendes indsats bar frugt. I 1987 publicerede hun sammen med palæobotanikerne W.G. Chaloner og P.R. Crane bindet The Origins of Angiosperms and Their Biological Consequenses, og samme år efterfulgte hun Britta Lundblad som professor og afdelingsleder i palæobotanik ved Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm. Ved museets 250-års jubilæum i 1989 overrakte “fremmedarbejderen” Else Marie Friis “indvandreren”, den svenske dronning Silvia, et smukt præpareret skånsk blomsterfossil opkaldt efter hende, Silvianthemum suecicum.

Else Marie Friis' studium af de mikroskopiske blomsterfossiler begyndte med materiale fra Skånes øvre kridt, men feltarbejdet med den omstændelige og omhyggelige prøvetagning og efterfølgende præparation fortsatte i Portugal og det østlige USA. Begge steder inddrog man ældre og ældre kridttidsaflejringer, et arbejde, hun har beskrevet i den populærvidenskabelige oversigtsartikel Blomster fra Kridttiden, 1994. Kridttidsfloraernes udforskning verden over har med Else Marie Friis som en af hovedaktørerne afdækket blomsterplanternes udvikling i løbet af Kridttiden. For ca. 140 mio. år siden fandtes en rigdom af meget små blomsterplanter med farvede støvdragere med meget sterilt væv samt bægerblade, men uden honningkirtler. De blev bestøvet af fluer, biller og primitive sommerfugle. For ca. 90 mio. år siden havde udviklingen skabt en ny mangfoldighed af blomster, denne gang med farvede kronblade og honningkirtler som vigtige morfologiske træk. Vindbestøvning var ikke ukendt, og sædigheden, dvs. placeringen af blomsterblade og støvdragere over, omkring og under frugtknuden, varierede. Endnu er der ikke fundet blomsterplantefossiler fra Juratiden, men Else Marie Friis og hendes nærmeste samarbejdspartnere har argumenteret for, at de dækfrøede blomsterplanter må have eksisteret allerede i denne geologiske periode.

Else Marie Friis blev 1999 æresdoktor ved universitetet i Uppsala og er udenlandsk medlem af både Videnskabernes Selskab og Svenska Vetenskapsakademien. 1992 modtog hun Niels Roséns Linnépris i botanik fra Fysiografiska Sällskapet i Lund. Hun har været gæsteprofessor i Zürich, Schweiz, og en japansk kollega har navngivet en fossil planteslægt efter hende, Elsemaria. Hendes afhandlinger refereres hyppigt i den relevante videnskabelige litteratur. Som medlem af bl.a. Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd 1990-96 og bestyrelsen for Danmarks og Grønlands Geologiske Forskningsråd siden 1995 har hun været med til at udstikke retningslinierne for dansk naturvidenskabelig forskning.