Else Elbæk

Else Elbæk er den ældste af en søskendeflok på syv. Hun voksede op i et landbohjem og fik tidligt lært at bestille noget. Med syv års skolegang som boglig ballast kom hun ud at tjene som ung pige i huset. Egentlig ville hun gerne have været jurist, men erhvervsvalget lå mellem sygeplejerske og husholdningslærerinde. Hun valgte det sidste, og 1951 tog hun sin eksamen fra Ankerhus Husholdningsseminarium. I et par år var hun lærer på seminariet, og derefter virkede hun som aften- og skolekøkkenlærerinde på forskellige aftenskoler med op til 14 hold pr. uge. 1956 blev hun konsulent i Århus Amts Husmandsforeninger. Derfra gik turen til De Samvirkende Danske Husmandsforeninger (DSDH) i København, hvor hun indtil 1968 var ansat som sekretær for husholdningsudvalget. Som sådan stod hun bl.a. for redaktionen af familiesiderne i DSDHs blad Husmandshjemmet. I de hjemmegående husmødres epoke satte hun både her og i avisartikler spørgsmålstegn ved husholdning som livsindhold. Med sin faglige baggrund påviste hun, at husarbejdet ofte foregik uhensigtsmæssigt på trods af nye tekniske muligheder, og med sit personlige engagement påpegede hun det begrænsende i at bedømme en kvinde på, hvor dygtig hun er som husmoder.

Else Elbæk, der var blevet gift i 1954 med Erik Høgsbro Holm og fik sine to sønner i løbet af den næste halve snes år, var partipolitisk aktiv i Det Radikale Venstre og kvindepolitisk engageret i Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd (DKN). Ægteskabslovgivningen, herunder bl.a. sambeskatningen, var et af de store spørgsmål, ligesom abort og ligeløn var fremtrædende emner. Oplysning og information var midler til det mål, der hed flere kvinder i lovgivende og besluttende forsamlinger. Op til kommunalvalget i 1966 udarbejdede EA studiekredsmaterialet Borger i kommunen, og ved netop det valg steg kvindeandelen i kommunalbestyrelserne fra 5,7% til 9,7%. I 1960’erne var hun to gange meget tæt på at blive valgt ind i Folketinget, den ene gang manglede hun kun fire stemmer. Hun var i samme periode en af drivkræfterne i foreningen Radikal Kontakt, der havde til formål at holde partiet fast på de oprindelige idealer, som hun mente blev svigtet med dannelsen af VKR-regeringen i 1968. Fra 1964 repræsenterede hun de radikale i Radiorådet, i en periode som eneste kvinde blandt 17 mænd. Her stod hun i spidsen for Børne- og Ungdomsudvalget, hvor hun energisk forsvarede ytringsfriheden og kæmpede for den nuancerede debat. Hendes kærlighed til det æterbårne medie var blevet tidligt grundlagt; hun var ni år, da barndomshjemmet fik indlagt elektricitet, og familien blev flittige radiolyttere. Moderen, “Bondekonen fra Gjøl”, blev senere en kendt stemme som radiodebattør og flittig foredragsholder.

I 1968 blev Else Elbæk undervisningsinspektør med ansvar for landets husholdningsuddannelser, men blot to år senere opgav hun posten, da hendes mand fik stilling ved den danske ambassade i New York. Senere fulgte hun med ham til Stockholm. Hverken her i eller i USA sad hun med hænderne i skødet som diplomatfrue, men engagerede sig i New York bl.a. i arbejde med større børn og unge. Under opholdet i Stockholm udgav hun et par samfundsorienterende bøger om dagligliv i dagens Sverige og begyndte desuden at producere for Danmarks Radio (DR) sammen med bl.a. den senere generalsekretær i Røde Kors Jørgen Poulsen, som dengang var DRs korrespondent i den svenske hovedstad. Det blev her i DR, Else Elbæk i en årrække brugte sine kreative og organisatoriske evner og sit altid levende samfundsengagement. Kort tid efter hjemkomsten til Danmark i 1978 blev hun deltidskonsulent i DKN, formand for Husholdningslærerforeningen samt medredaktør af Samtid, et tidsskrift for folkeskolens ældste klasser, og i 1980 søgte og fik hun jobbet som souschef i Børne- og Ungdomsafdelingen i DR. Hun lagde dog stadig kræfter i det kvindesaglige arbejde, bl.a. som medlem af Ligestillingsrådet og som en drivkraft i Kvinder for fred.

I 1988 blev tv og radio adskilt administrativt og organisatorisk. Else Elbæk blev programchef på radiosiden, og i de følgende år fik den nye Børne- og Ungdomsafdeling en række priser og anerkendelser for nytænkning og kvalitetsudvikling. Ved en senere strukturændring blev afdelingerne omdannet til såkaldte programflader, og få år før sin pensionering stod hun dermed uden afdeling og blev for første gang i sit liv ansat som radiomedarbejder. Hun introducerede bl.a. P5-programmerne om livet efter arbejdslivet og markerede sig igen ved indlevelse og nærvær i forhold til de personer og problemstillinger, hun beskæftigede sig med.

I 1996 fik Else Elbæk tildelt DRs Krygerpris, der gives til minde om radiomanden Christian Kryger, som især var kendt for sin store indføling og fornemmelse for den radiofoniske samtale. Hun var da blevet 70 år og havde nået pensionsalderen i DR, og måtte, ikke helt med sin gode vilje, selv overgå til livet efter arbejdslivet. Også i sine senere år har hun engageret sig med stor energi, nu i nærmiljø, frivilligt arbejde og lokale projekter i Espergærde, hvor hun har boet i en årrække.