Elna Panduro

Mellem 1886 og 1893 arbejdede Elna Panduro som privatskolelærerinde og tilbragte et år på højskole. I 1894 dimitteredes hun som lærerinde fra N. Zahles Seminarium og fulgte 1895-98 årskurser på Statens Lærerhøjskole i litteratur, historie og zoologi, samtidig med at hun arbejdede som lærerinde. I 1899 blev hun tilknyttet Frbg. skolevæsen som timelærer, og 1903 blev hun fastansat, først ved skolen på Howitzvej, og fra begyndelsen af 1920’erne på skolen på Godthåbsvej.

Elna Panduro tog aktivt del i den pædagogiske debat i begyndelsen af århundredet. Allerede i 1906 blandede hun sig i diskussionen om seksualundervisning i skolen med artiklen Forplantningslæren i Børneskolen, der byggede på hendes egne erfaringer som underviser. I 1913 udgav hun, bl.a. med hjælp fra broderen Valdemar P., der var læge, lærebogen Det seksuelle Spørgsmaal i Hjem og Skole, der rettede sig mod piger, og 1915 Vore Drenges og Ynglinges seksuelle Opdragelse. Det var hendes faste overbevisning, at ren besked var langt bedre end halve sandheder, for slet ikke at tale om elevernes “indbyrdes Undervisning”. Derfor var bøgerne illustreret med plancher, der efter tidens målestok både var avancerede og “naturtro”. Seksualiteten tjente efter hendes opfattelse alene reproduktive formål inden for ægteskabets rammer. I sin egen undervisning tog hun udgangspunkt i plante- og dyrelivet, hvorfra der blev associeret til den menneskelige parring. Undervisningen omfattede også de socialpolitiske aspekter af graviditet og fødsel, herunder kønssygdomme, den enlige moders stilling og prostitution. Drengene pålagde hun selvdisciplin, og hun opfordrede dem til at respektere kvindens ret til “absolut Kønsfrihed inden for Ægteskabet”. Kvinder var, mente hun, mere monogamt anlagte end mænd, og deres seksuelle tilfredsstillelse i højere grad knyttet til seksualitetens reproduktive sider. Dette burde manden lære at forstå og respektere. Inden hun påbegyndte sin seksualundervisning, orienterede hun altid elevernes mødre på et forældremøde.

Elna Panduros tanker om den kvindelige seksualitet var i tråd med den opfattelse, som herskede i kredse omkring Dansk Kvindesamfund (DK). Unge piger skulle have en uddannelse og lære at tage vare på sig selv, både fysisk og psykisk. I 1921 deltog hun i DKs første kursus i moderskab, barnepleje og seksuel hygiejne, hvor også hendes bøger anbefaledes som grundbøger. Tre år senere oprettede Frbg. skolevæsen inden for rammerne af det kommunale fortsættelseskursus et dagkursus for kvindelige elever, også benævnt Husmoderskolen for unge Piger. Undervisningen i bl.a. moderskab og seksuel hygiejne blev varetaget af kommunens lærere. Dette tiltag viser, at Elna Panduros agitation havde båret frugt i en tid, hvor seksualundervisning ikke var obligatorisk i skolerne.

Elna Panduro virkede i mange år som engelsklærer i real- og mellemskolen. I 1921 foretog hun med støtte fra Undervisningsministeriet en studierejse til England, Skotland og Frankrig for at studere sprogundervisning. Med egne erfaringer som udgangspunkt udgav hun flere mindre bøger om undervisning i dagliglivets engelsk, og hun arbejdede for at udbrede bevidstheden om de didaktiske aspekter af undervisningen. Efter hendes opfattelse burde undervisningen allerede fra første dag foregå på engelsk, og den mundtlige udtryksfærdighed og elementære skrive- og læsefærdighed skulle erstatte grammatiske øvelser og mekaniske oversættelser. Gennem en forbedring af elevernes engelskkundskaber ville deres personlige udvikling blive fremmet. I samtiden var Elna Panduro en kapacitet på området, og i 1922 talte hun i Pædagogisk Selskab og medvirkede på et pædagogisk sprogkursus, arrangeret af Realskoleforeningen, hvilket samme år førte til udgivelsen af Om Undervisning i Engelsk.

Hverken i sine bøger eller i sine indlæg i den pædagogiske debat lagde Elna Panduro skjul på, at hun var et troende menneske. I diskussionen om religionsundervisningens status mellem forkyndelse og oplysning advarede hun mod intolerance og “Trostvang”. Men hun fastholdt, at kristendomsundervisningen skulle have en særskilt plads på skolens skema, for det var kun gennem mødet med andre kristne, at børn fik mulighed for at gøre religiøse erfaringer. Hendes syn på børn var forstående, men kontant, således forsvarede hun bl.a. brugen af spanskrøret og andre disciplinære midler. I 1932 tog hun sin afsked som lærer, men fortsatte op igennem 1930’erne med at deltage i festligheder på skolen på Godthåbsvej.