Ellen Louise Mertz

Som ung pige virkede Ellen Louise Mertz 1913-14 som lærerinde på en gård i Himmerland. Men det var ikke lærergerningen, som var hendes interesseområde. Hun ville være ingeniør. I 1916 bestod hun adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt, nu Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og kunne nu gå i gang med en uddannelse til bygningsingeniør. Samme år fik hun ansættelse i laboratoriet på Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU). Da hun i 1919 havde afsluttet første del af ingeniørstudiet, foreslog DGUs daværende direktør Victor Madsen hende, at hun skiftede fag og fortsatte sin uddannelse inden for geologi. Denne usædvanlige kombination ville ikke kunne resultere i en egentlig embedseksamen, men den blandingseksamen hun fik i stedet kunne til gengæld danne grundlag for etableringen af et ingeniørgeologisk arbejdsfelt, som Victor Madsen forudså ville blive et værdifuldt indslag i instituttets fremtidige virksomhed. Han fik ret og opnåede i øvrigt ministeriets godkendelse af denne særordning.

Under et studieophold i Stockholm i 1921 fik Ellen Louise Mertz lejlighed til at stifte bekendtskab med et for danske forskere ukendt fagområde: geotekniske undersøgelser. En serie alvorlige dæmningsskred i Sverige i 1914 havde bevirket, at der blev nedsat en geoteknisk kommission, i hvilken såvel ingeniører som geologer havde sæde. I de følgende år undersøgte kommissionen årsagerne til de fremkomne skred og udarbejdede forslag og fremgangsmåder for forebyggelse af fremtidige katastrofer. Metoder og resultater blev først offentliggjort i 1922, men under sit ophold i Stockholm fik Ellen Louise Mertz mulighed for at gennemgå materialet. Hun tog de således indvundne erfaringer med hjem og introducerede dermed det geotekniske fagområde i Danmark. Der blev hurtigt brug for hendes viden. Allerede i 1922 blev der etableret et samarbejde mellem De Danske Statsbaner (DSB) og DGU vedrørende projektering og bygning af Lillebæltsbroen. Ellen Louise Mertz blev bedt om at forestå de særdeles komplicerede funderingsundersøgelser og løste denne opgave med originalitet og stor kompetence.

I 1930 etablerede de to institutioner et mere fasttømret samarbejde ved i fællesskab at oprette et geoteknisk laboratorium, bemandet med Ellen Louise Mertz og en ingeniør fra DSB. Ellen Louise Mertz arbejdede på laboratoriet helt frem til 1969. Ud over at yde geoteknisk assistance i forbindelse med statsbanernes generelle bygge- og anlægsvirksomhed var laboratoriet i vidt omfang inddraget i forundersøgelserne ved de ikke færre end otte broer, som i 1930’erne blev bygget rundt om i landet. I erkendelse af hendes store indsats blev en publikation om Storstrømmens geologiske forhold i 1978 tilegnet Ellen Louise Mertz. Den stigende interesse for det geotekniske fagområde medførte, at der i 1937 blev etableret en geoteknisk afdeling under Laboratoriet for Havnebygning og Fundering på DTU. Næste skridt blev oprettelsen af Geoteknisk Institut under Akademiet for de Tekniske Videnskaber i 1943. Ellen Louise Mertz var i høj grad medvirkende ved instituttets etablering og blev fra starten som en selvfølge tilknyttet som geologisk medarbejder.

I 1958 blev hun udnævnt til afdelingsgeolog ved DGU. Det gunstige samarbejde mellem ingeniører og geologer på den geotekniske front udviklede sig efterhånden til også at omfatte andre områder af fælles interesse for de to parter. Resultatet af denne udvikling var skabelsen af en ny videnskabsgren, ingeniørgeologi. Også på dette felt var Ellen Louise Mertz blandt pionererne, endda i et sådant omfang, at hun blandt nordiske fagfæller blev karakteriseret som ingeniørgeologiens moder. Med en imponerende entusiasme bestræbte hun sig på at udbrede kendskabet til det nyetablerede fagområde gennem foredrag, kursusvirksomhed og ikke mindst undervisning af ingeniørstuderende på den tekniske højskole og diverse teknika. I erkendelse af hendes indsats modtog hun i 1974 DTUs guldmedalje.

Ellen Louise Mertzs publikationsvirksomhed både begyndte og sluttede med geologi. I 1924 udsendte hun afhandlingen Oversigt over de sen- og postglaciale Niveauforandringer i Danmark. Bogen handlede om stenalderhavets og det senglaciale ishavs hævede strandlinier. Arbejdet resulterede bl.a. i et kort over den almindelige landhævning efter sidste istid. Kortet er den dag i dag centralt for opfattelsen af landhævningens generelle træk. Da Ellen Louise Mertz i 1966 fyldte 70 år og dermed nåede pensionsalderen, påbegyndte hun en publikationsserie om de danske byers geologi. Man havde på DGU konstateret et stadigt voksende antal henvendelser vedrørende byernes jordbundsforhold. Man måtte yderligere forvente, at de forestående kommunesammenlægninger, der blev gennemført med kommunalreformen af 1970, ville give anledning til anlægs- og bebyggelsesmæssige opgaver, hvis løsning måtte forudsætte et indgående kendskab til de nye kommuners geologiske opbygning. Ellen Louise Mertz udarbejdede selv ti analyser af lige så mange byers geologiske forhold. Den første udkom i 1969 og handlede om Helsingør. Den sidste blev publiceret i 1985 og beskæftigede sig med de geologiske forhold i Korsør. Ellen Louise Mertzs forfatterskab strakte sig således over mere end 60 år, i sig selv en bemærkelsesværdig karriere. Hendes livsopgave var den nyttige geologi med respekt for den forskning, som gør det muligt at udføre de praktiske opgaver bedre. Som afdelingsgeolog var hun levende interesseret i de enkelte medarbejderes faglige virke, og mange havde glæde af hendes fabelagtige hukommelse. Alle fik gode råd undervejs, ofte ledsaget med små spark vekslende med venlige skulderklap. Ellen Louise Mertz blev i 1962 udnævnt til æresmedlem af Geoteknisk Forening og blev ridder af Dannebrogordenen 1966.