Ellen Christensen

Ellen Christensen voksede op i en velhavende familie, og efter endt skolegang uddannede hun sig som sygeplejerske. Under den tyske besættelse af Danmark var hun ansat som operationssygeplejerske på Bispebjerg Hospital. I de første besættelsesår blev hun tilsluttet og efterhånden medleder af en gruppe under modstandsorganisationen Frit Danmark. Gruppen var hovedsageligt beskæftiget med produktion og distribution af illegale blade. Jødeforfølgelserne i oktober 1943 blev anledningen til, at hun for alvor engagerede sig i illegalt arbejde, og i tiden frem til Befrielsen ydede hun en betydningsfuld og mangesidig modstandsindsats. Bispebjerg Hospital var gennem nogle uger et vigtigt opholdssted for jødiske flygtninge, og herfra blev deres videre transport til Sverige organiseret. Ellen Christensen deltog utrætteligt i dette humanitære hjælpearbejde, og efter den vellykkede aktion for at redde de danske jøder fortsatte hun sit illegale virke, bl.a. i samarbejde med andre ansatte på hospitalet. Sårede sabotører blev behandlet og skjult, og Ellen Christensen fik efterhånden mangeartede forbindelser inden for modstandsbevægelsen og opbyggede et vidtstrakt kontaktnet. Herved fik hun en central placering. Hun var forbindelsesled mellem en af de største og sikreste illegale ruter til Sverige og de modstandsfolk og allierede flyvere, der skulle af sted. Samtidig fortsatte hun med illegal bladvirksomhed, deltog i våben- og sprængstoftransporter, advarede modstandsfolk, der var kommet under mistanke, og blev en mester i at skaffe falske identitetskort, rationeringsmærker, våben og andet nødvendigt til modstandsarbejdet. Dette arbejde blev efterhånden så krævende, at hun i sommeren 1944 tog orlov for helt at kunne hellige sig de illegale aktiviteter. Da hendes kæreste, sabotøren Jørgen Haagen Schmidt, kaldet Citronen, i september 1944 blev alvorligt såret af tyskerne, plejede hun ham dagligt. Skjulestedet blev ransaget af Gestapo en nat i oktober, og det udviklede sig til en voldsom og timelang ildkamp, hvorunder Citronen blev dræbt. Med nød og næppe lykkedes det Ellen Christensen at undslippe, men under aktionen havde Gestapo fundet hendes falske identifikationskort, og hun blev nu stærkt eftersøgt. Hun måtte derfor leve under jorden resten af Besættelsen, og selvom hun fortsatte sit modstandsarbejde, undgik hun arrestation.

Efter krigen påtog Ellen Christensen sig flere gange at arbejde for Røde Kors i udlandet, bl.a. i Grækenland, indtil borgerkrigen brød ud i 1946, og i Israel under Seksdageskrigen i 1967. For den aktive indsats under Besættelsen og for den humanitære hjælp til danske jøder, sabotører og allierede soldater modtog hun i 1953 Florence Nightingale Medaljen, som hun i 1972 overdrog til Frihedsmuseet. Ellen Christensen havde selv et usentimentalt forhold til sin indsats under Besættelsen. Det kolossale pres, hun havde levet under, satte sig alvorlige spor i hendes fysiske og især psykiske tilstand, men i lighed med mange andre tidligere modstandsfolk talte hun sjældent om sine oplevelser. Hun tilbragte sine sidste år i Karolinelundscentret i Gjern. Ved sin død gjorde hun Citronens datter til universalarving.