Ellen Andersen (museumsinspektør)

Som to andre inspektører på Nationalmuseet Elna Mygdal og Margrethe Hald fik også Ellen Andersen sit virke blandt tekstilerne. Men i modsætning til dem kom en væsentlig del af hendes læretid til at foregå på selve museet, hvortil hun kom i 1929 som assistent for Mygdal. Ellen Andersen blev født på herregården Serridslevgård lidt nord for Horsens, og hun har kunnet trække på de kulturhistoriske oplysninger, som opvæksten i det jyske herregårdsmiljø gav hende. Som Hald brugte barndommens bonde- og højskolemiljø i sit museumsarbejde, udnyttede Ellen Andersen herregårdens. I hendes bog fra 1983 En jysk herregård kædes erindringerne sammen med oplysninger og årsagsforklaringer, som har vist sig værdifulde i den historiske dragtfortolkning. Allerede bogens første sider giver indblik i, hvordan børnedragter kunne fremtræde så fine på fotografens billeder: "Vi drog afsted mor, børn, barnepige og kufferter med nystrøget tøj, kamme, børster etc." Barndommens skolegang fandt sted ved privatlærere på gården, tysk og engelsk efter naturmetoden, idet moderen var tysk, og engelsklærerinden havde boet mange år i England. Slutfasen var gymnasiet i Horsens med studentereksamen 1916. I 1919 flyttede familien til København

Den første tid på museet var læreår. Ellen Andersen fulgtes med Mygdal på indsamlingsrejser og blev sat ind i registreringsarbejdet. Efter Mygdals afgang blev Ellen Andersen museumsinspektør i 1936, og det tilkom derfor hende at opstille dragtsamlingerne, da Dansk Folkemuseum i 1937-38 flyttede ind i det om- og nybyggede Nationalmuseum som dets 3. afdeling. Ligeledes forestod hun indretningen af en stor studiesamling af tekstiler inden for broderi, strikning, vævning og dragtsyning, alt sammen monteret bag glas og i rammer, der kunne trækkes frem til nærmere studium. I mange år arrangerede Ellen Andersen en lang række særudstillinger, og på en af dem viste hun museets dragter frem ved en mannequinopvisning. Hendes sidste særudstilling fandt sted året efter hendes fratræden. Det var Brudekjolen i anledning af tronfølgeren Margrethes bryllup 1967.

Som en fortsættelse af Mygdals arbejde, det lå som en art forpligtelse i stillingen, skrev Ellen Andersen flere artikler om folkedragter i forskellige egne, inden hun på opfordring samlede stoffet til en hel bog Danske bønders klædedragt, 1960. Længe inden da havde hun arbejdet med andre sider af de folkelige tekstiler. I 1941 udgav hun sammen med væveren Elisabeth Budde-Lund Folkelig Vævning i Danmark, der gennem analyser og billeder præsenterede stoffer til dragt og sengeudstyr. Som kender af museets omfattende tekstilsamling udvalgte Ellen Andersen karakteristiske dragtstykker til beskrivelse og opmåling, det sidstnævnte udført af Anna Sophie Boesen Dreijer, med henblik på at give danske folkedansere et materiale til dragtkopiering. I alt blev der således udarbejdet 100 dragtkuverter, som folkedanserne kunne låne gennem deres organisationer.

I begyndelsen af 1940'erne påtog Ellen Andersen sig en anden stor opgave: hun var medredaktør og skrev selv artikler til Berlingske Haandarbejds-Bog, 1943-44, et opslagsværk i tre bind, som stadig er et uundværligt hjælpemiddel for tekstilhistorikere. Sammen med Ellen Villemoes Andersen var hun også den drivende kraft bag oprettelsen af foreningen Danmarks Folkelige Broderier i 1954. Den havde til formål at registrere, hvad der endnu måtte findes af almuebroderier i privateje. Selve indsamlingsarbejdet blev udført af frivillige fra landets forskellige kvindeorganisationer, men Ellen Andersen var med i arbejds- og lysbilledudvalgene, som påtog sig at arrangere udstillinger og sammensætte lysbilledserier ud fra de mere end 100.000 genstande, som man havde fået kendskab til og registreret.

1940'ernes skriftlige arbejder var få. Ellen Andersen, som var veninde med kongefamilien, havde haft en opvækst omgivet af tjenestefolk og derfor ikke "redt sit hår selv før hun blev 14 år", gemte modstandsfolk i sin lejlighed under Anden Verdenskrig. Hun var selv interneret samtidig med, at hendes eneste broder døde i tysk koncentrationslejr. Efter sin fratræden som museumsinspektør i 1966 gav Ellen Andersen en prøve på sin kulturhistoriske viden i bogen Bordskik, 1971. Derefter genoptog hun sine dragtstudier i et nyere perspektiv. Bydragt ? bondedragt, 1976, en undersøgelse af et østsjællandsk områdes dragtforhold 1790-1830, blev til i samarbejde med museumsinspektør Gerd Neubert, Køge Museum, som et bidrag til diskussionen omkring begreberne folkedragt og egnsdragt.

Herefter vendte Ellen Andersen sig mod det område, som havde hendes største interesse: modedragten. Her var hun suveræn som få, når det gjaldt bedømmelsen af stof og snit. Hun havde længe haft planer om udgivelse af en serie om danske dragter. Hertil bidrog hun selv med tre bind: Moden i 1700-årene, 1977, Kostumer og modedragter fra Det kgl. Teaters herregarderobe, 1979, sammen med Viben Bech, og Moden 1790-1840, 1986. I disse bøger forenes hendes store viden med skarp vurderingsevne og fintfølende indlevelsessans. Ellen Andersen blev ridder af Dannebrogordenen 1955.