Ellen Andersen (økonom)

Ellen Andersen blev student fra Christianshavns Gymnasium i 1956 og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1963. Hun blev straks ansat i Det Økonomiske Råds sekretariat, dvs. hos den stab af eksperter, der støtter de økonomiske vismænd. Rådet var blevet startet i 1962, og Ellen Andersen var således med i de første vanskelige år af institutionens historie. I 1965 fik hun et kandidatstipendium ved Københavns Universitets Økonomiske Institut. Det var også en relativt ny institution, der var blevet startet i 1958, og i 1965 var der endnu kun fem ikke-professorale forskere ansat. Her steg hun i graderne, i 1966 blev hun videnskabelig assistent, i 1969 afdelingsleder og i 1973 udnævnt til professor i empirisk økonomi. Hun blev dermed den første kvindelige professor inden for det samfundsvidenskabelige fagområde. Hun besad professoratet, indtil hun trak sig tilbage i 1999.

Hele Ellen Andersens videnskabelige produktion har ligget inden for den empiriske økonomi, hvor hun har kombineret økonomisk teori med grundige analyser af data. Hendes styrke har ikke været den lysende nye idé, men en omhyggelig og velovervejet analyse af, hvordan teorierne kan bruges på den konkrete virkelighed, som den viser sig i data. Hun startede med i sit speciale at diskutere måling af kapital. Det fik hun Zeuthen-Prisen for, og resultaterne blev publiceret i to artikler i Nationaløkonomisk Tidsskrift i 1964. Sidst i 1960’erne påbegyndtes et arbejde med bygning af en økonometrisk model af den danske samfundsøkonomi. En sådan model er en sammenhængende beskrivelse af årsagssammenhængene i et lands økonomi. Fra økonomisk teori hentes forestillinger om, hvilke sammenhænge der antages at gælde, og disse sammenhænge kvantificeres så ved hjælp af tal fra nationalregnskabet. Denne type modelbygning havde rødder tilbage til nobelpristagerne J. Tinbergen og L.R. Klein og international nationaløkonomisk teori fra tiden omkring Anden Verdenskrig.

I Danmark blev det i høj grad et enmandsprojekt, idet Ellen Andersen kom til at stå alene med det. Det var et kæmpearbejde at implementere idéerne på danske forhold, da det foregik i edb-alderens absolutte barndom, så alle beregninger til den første version af modellen blev udført af Ellen Andersen selv på en mekanisk regnemaskine. Hendes overvejelser førte på en række punkter til valg af andre metoder, end hvad der var normalt i de udenlandske modeller, bl.a. opererede hendes model ikke med relationer mellem indkomst, forbrug osv., men mellem ændringer i disse størrelser. Hun gjorde aldrig noget for at publicere sine idéer internationalt, men senere blev sådanne estimationer i ændringer også almindelige i udlandet. Selv var hun mere interesseret i at få modellerne etableret som et led i den danske økonomisk-politiske beslutningsproces.

Arbejdet resulterede i en disputats, der blev forsvaret i 1975. Ellen Andersen blev dermed landets anden kvindelige doktor i økonomi efter Inge Thygesen, som blev dr.polit. i 1971. Disputatsen bestod af to dele Træk af makroøkonometriske modellers historie og udvikling og En model for Danmark 1949-65. Allerede inden disputatsforsvaret var udbygningen og vedligeholdelsen af modellen, der blev døbt ADAM (Annual Danish Aggregate Model), overtaget af Danmarks Statistik. Siden har den spillet en central rolle i centraladministrationens samfundsøkonomiske analyser og i den økonomisk-politiske beslutningsproces. Ellen Andersen deltog også efter 1975 i dette arbejde, bl.a. som medlem af bestyrelsen for ADAM.

Som moder til ADAM ville det have været oplagt, om Ellen Andersen var blevet en fremtrædende økonomisk-politisk aktør, men den rolle sagde hun med bestemthed nej til. Det er stort set aldrig lykkedes for pressen at få lokket en udtalelse ud af hende, og hun har flere gange afslået at blive økonomisk vismand. Hun har haft mange tillidshverv, men har med omhu valgt dem, der lå uden for mediernes bevågenhed. Hun har bl.a. som den første kvinde været medlem af Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråd 1973-77, senere af Registerrådet fra 1986 og af Boligministeriets udvalg vedrørende boligforsyning 1987-93. Endvidere har hun været offentlig repræsentant i Arbejdernes Landsbanks bestyrelse fra 1987, medlem af bestyrelsen for Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut fra 1994, medlem af Erhvervsankenævnet og af Lejelovskommissionen 1994-97 og medlem af Det Økonomiske Råd som særlig sagkyndig siden 1997. Sammen med ADAM har undervisningen nok været det, der har stået hendes hjerte nærmest. Hun har udgivet en lang række noter og lærebøger, altid i et beskedent udstyr, der gjorde dem relativt billige for de studerende. Sine elever har hun prøvet at bibringe en jordnær realisme, uden dog at være teorifjendsk.

Københavns Universitets Økonomiske Institut blev i løbet af 1970’erne meget stort og fagområdet økonomi mere og mere specialiseret. Der opstod derfor mere eller mindre fasttømrede grupper. Ellen Andersen var fra 1971 uformel leder af den empiriske afdeling, der blev kendt i den danske økonomverden som Cykelafdelingen, da den var indrettet i et forhenværende cykellager, som universitetet havde overtaget. I denne afdeling er adskillige doktorer og ph.d.-er blevet udklækket, men det er nok den anvendelsesorienterede holdning til økonomi, de har fået indpodet af Ellen Andersen, der har bevirket, at meget få af dem er endt på universiteterne. I stedet er de blevet professorer på handelshøjskolerne og Landbohøjskolen, ledere i sektorforskningen og direktører i banker og pensionskasser. Som leder af Cykelafdelingen havde Ellen Andersen en stærk position på Økonomisk Institut, og hun sad 1968-99 næsten permanent i de styrende organer; hun var studienævnsformand 1974-76, fagrådsformand 1980-83, ligesom hun sad i instituttets bestyrelse i adskillige perioder. Hendes interesse for undervisningen slog også her igennem. Det er således symptomatisk, at hun har været studienævnsformand, men aldrig institutbestyrer. Hun foretrak arbejdet med undervisningen i studienævnet frem for med forskningen i institutbestyrelsen. Selvom Ellen Andersen har skyet mediernes søgelys, er hendes virke dog ikke blevet overset. I 1983 fik hun Tagea Brandts Rejselegat, og 1984 blev hun optaget i Videnskabernes Selskab.