Elise Thomsen (lærer og kvæker)

Efter eksamen fra Milos Pigeskole og et år som privatlærerinde hos en dansk familie i den endnu tyske del af Sønderjylland fortsatte Elise Thomsen sin uddannelse på Købmandsskolen med eksamen 1922. Hun var i et par år ansat som kontorassistent i statsadministrationen og rejste i 1925 til Frankrig for at dygtiggøre sig i sproget. Derefter var hun 1928-34 først elev, senere lærer på Den Internationale Højskole i Helsingør, samtidig med at hun tog faglærereksamen i fransk og tysk. Hun underviste på Den Sociale Højskole og på Borups Højskole, bl.a. tyske emigranter på flugt fra Hitlers Tyskland. 1936 var hun elev på den engelske kvækerhøjskole Woodbrooke College nær Birmingham og blev det følgende år medlem af kvækernes danske afdeling, Vennernes Samfund. Under Den Spanske Borgerkrig var hun 1937-38 udsendt til Barcelona for at oprette og lede et børnehjem for hjemløse børn. I den forbindelse oprettede Danske Kvinders Nationalråd en komité til støtte for hendes arbejde i Catalonien.

Efter hjemkomsten blev Elise Thomsen sekretær for det skandinaviske kvækercenter i København og dets arbejde for jødiske og politiske flygtninge fra Centraleuropa. Det var et arbejde, der i nogen grad vanskeliggjordes af den danske regerings vrangvillige holdning. Med sin udprægede kvindelighed og en umådelig, om end stilfærdig stædighed, var Elise Thomsen som få i stand til at åbne døre, der for andre kunne synes tæt tillukkede. Denne egenskab fik hun endnu mere brug for i 1945, da det store efterkrigshjælpearbejde skulle sættes i værk, ofte på trods af officielle myndigheders mistro. Arbejdet med rekruttering af frivillige tog fart i 1944, da organisationen Fredsvenners Hjælpearbejde (FH) blev oprettet. Formålet var at uddanne og udsende frivillige hjælpearbejdere til det krigshærgede Europa, når Anden Verdenskrig var slut, samt at skabe et netværk for indsamling af midler til arbejdet. Selvom organisationen blev stiftet illegalt under Besættelsen, så spredtes oplysningerne om arbejdet i stilhed, og ved Befrielsen i 1945 stod der flere hundrede navne på frivillige i kartotekerne. Bag arbejdet stod en kreds af fredsorganisationer, bl.a. Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Aldrig mere Krig og kvækersamfundet. Elise Thomsen var veludrustet til at lede det nyoprettede FH-kontor i kvækersamfundets lokaler i København Den første opgave blev afsendelsen af et hold på 20 sygeplejersker til Norge, hvor de skulle hjælpe med plejen af et hold russiske krigsfanger i en af tyskernes fangelejre. Elise Thomsen nåede at se hjælpearbejdet tage form i Nordnorge, Holland, Finland, Polen, Østrig og Tyskland, inden hun i 1947 som den første modtager af Ingrid Jespersens Legat “for en særlig Indsats i Fredens Tjeneste” rejste på studieophold hos de amerikanske kvækere og deres hjælpeorganisation American Friends Service Committee i Philadelphia.

Efter tilbagekomsten til Danmark var Elise Thomsen indtil 1953 sekretær for den europæiske afdeling af kvækernes verdenskomité og med til at genrejse denne sektion efter krigsårene. Såvel skriftligt som mundtligt medvirkede hun til at skabe interesse i offentligheden for hjælpearbejdet. FH ændrede i 1949 målsætning i retning af kursusvirksomhed og personudveksling over grænserne. Samtidig ændredes navnet til Mellemfolkeligt Samvirke. Elise Thomsen var medlem af repræsentantskabet frem til 1981. Efter at hun for sit vedkommende havde afsluttet hjælpearbejdet, gennemførte hun en uddannelse til ordblindepædagog 1956 og virkede som sådan ved Ordblindeinstituttet til 1968.