Elisabeth Klein

Elisabeth Klein har fra begyndelsen af 1960’erne været en utrættelig forkæmper for ny musik og har holdt utallige, især danske og nordiske, klaverværker over dåben. Hendes indføling med og udførelse af ny musik er unik, og højt oppe i årene indstuderer hun stadig nyt stof og indspiller plader. En lang række eksperimenterende komponister har dediceret hende op mod 50 værker. Elisabeth Klein blev født i Slovakiet, men da hun var tre år, flyttede familien til Budapest og fik ungarsk statsborgerskab. Faderen, der var musikmæcen og en passioneret samler af ny malerkunst, tog hende med til udstillinger og koncerter, og som seksårig begyndte Elisabeth Klein som “kanin” for vordende klaverpædagoger på det berømte Franz Liszt Akademi. Senere blev hun selv klaverstuderende på akademiet og tog afgangseksamen med en radiotransmitteret koncert i 1932, fulgte dernæst den toårige kunstnerlinie, der blev afsluttet med diplom, og til sidst, efter faderens ønske, byggede hun en etårig musikpædagogisk uddannelse ovenpå. Elisabeth Klein søgte nu komponisten B. Bartók, der havde været ugleset på akademiet og derfor forlod det i 1934, som privat klaverlærer. Han underviste hende 1934-36, og hun spillede al hans klavermusik under hans vejledning. Hitler rykkede tættere på, Ungarn fik en nazistisk regering, og Bartók opfordrede sine elever til at rejse væk. Ved en tilfældighed kom Elisabeth Klein til Danmark, som hun så at sige intet kendte til, ud over at en tidligere studiekammerat i forvejen opholdt sig i landet.

Elisabeth Kleins engagementer på Vinhuset i Næstved, siden hoteller i Århus og Rønne, fungerede godt, selvom hun kun kunne spille koncert-, ikke underholdningsmusik. Hun havde arbejdstilladelse for tre måneder, men da hun efter gængs praksis meldte sig hos kriminalpolitiet i København før hjemrejsen til Budapest, udvirkede en omsorgsfuld kriminalassistent, at hun fik lov til at forlænge sit ophold i Danmark. Hun fortsatte nu sine engagementer i provinsen og mødte i Horsens sin kommende mand, der var dansk søofficer. Ved de dramatiske begivenheder i 1943, da søofficererne sprængte den danske flåde i luften for at undgå, at den faldt i hænderne på den tyske besættelsesmagt, blev ægtefællen arresteret og interneret i KB-Hallen. Elisabeth Klein bragte civilt tøj til ham, da hun besøgte ham med deres nyfødte søn, og det lykkedes ham og fem andre at flygte. Resten af krigen vidste hun ikke noget om hans skæbne. Hans løn blev standset, men Elisabeth Klein fik arbejde som akkompagnatør for sangere og klarede sig. Efter Befrielsen i 1945 vendte hendes mand, der havde gjort ubådstjeneste for englænderne, tilbage til Danmark, og de fik deres andet barn. Herefter flyttede hun med ham til hans udstationeringer i Kiel og Oslo. Forinden arbejdede hun som repetitør på Det Kgl. Teater. Mens ægteparret skiftevis havde deres hjem i Oslo og København, pendlede Elisabeth Klein mellem de to hovedstæder, idet hun havde ansættelse begge steder samtidig. 1966-80 underviste hun på Musikkonservatoriet, i 1972 blev hun amanuensis på Norges Musikhøgskole i Oslo og i 1978 førsteamanuensis samme sted. Parret slog sig definitivt ned i Oslo i 1980.

Elisabeth Klein sluttede på Musikhøgskolen, da hun fyldte 70, men fortsatte også herefter sin omfattende koncert-, indspilnings- og seminarvirksomhed. I Danmark opførte Elisabeth Klein al Bartóks klavermusik, bl.a. i Danmarks Radio, og i 1964 spillede hun ved en koncert i Det Unge Tonekunstnerselskab P. Boulez’ vanskelige værk Structures I for to klaverer sammen med sin kollega fra Det Kgl. Teater Hans Meyer Petersen. Bekendtskabet med Boulez’ værk gav hende den afgørende impuls til fremover at koncentrere sig om ny musik. Efterfølgende indstuderede hun Boulez’ 2. klaversonate og førsteopførte den i Danmark i 1965. Hun spillede den igen ved flere koncerter i Israel, hvor hun fik så stor succes, at hun blev inviteret derned yderligere fem-seks gange, altid med ny musik, og især ny dansk musik, på programmet. Israel-succesen satte også gang i hendes karriere i både det øvrige udland og herhjemme. Fra den lange liste over moderne klaverværker, der indgik i hendes repertoire, kan bl.a. nævnes Ib Nørholms markante op. 33 Strofer og marker. Også sin søn Niels Holger Petersens værker har hun haft på programmet. Ny musik kan være vanskelig at forstå og påskønne for utrænede lyttere, og Elisabeth Klein har, som den fortræffelige pædagog, hun er, oparbejdet en praksis for kommenterede koncerter, hvor hun indleder hvert værk med korte mundtlige forklaringer. Da hun i 1971 spillede i BBC og holdt forelæsninger i bl.a. Wales, Edinburgh og London om komponisten C. Ives, fik hun kontakt med den engelske komponist Elizabeth Maconchy, der introducerede hende til et stort antal af yngre kvindelige komponister, bl.a. Nicola LeFanu, Thea Musgrave, Kerstin Jeppsson og Elizabeth Lutyens. Maconchy sendte hende efterfølgende en stak af deres kompositioner, og siden har Elisabeth Klein gjort et stort arbejde for at åbne publikums øren for, at gode komponister også kan være kvinder.

Elisabeth Klein har givet koncerter i Europa, USA og Kina, hun har spillet ved International Congress of Women in Music i USA og Paris, medvirket ved Wiener Festwochen 1988, ved FNs internationale kvindekonferencer og ved Nordisk Forum i Oslo 1988 og Åbo 1994. Hun har skrevet artikler i danske og norske musiktidsskrifter om ny musik og har indtil nu indspillet ca. 20 lp’er og cd’er med samtidsmusik. Elisabeth Klein modtog i 1966 Danmarks Radios musikpris og blev i 1976 Norsk Komponistforenings æreskunstner. Hun blev i 1992 æresmedlem af Kvinder i Musik, og i 1993 nomineredes hun i Cambridge til Woman of the Year.