Elisabeth Herfurth

Elisabeth Herfurth var elev på Mariaforbundets husholdningskursus, inden hun i 1897 påbegyndte sygeplejerskeuddannelsen på Kommunehospitalet. Hun var da 28 år gammel. Allerede i 1899 blev hun ansat som sygeplejeassistent på grundlag af kun halvandet års uddannelse. Hun avancerede hurtigt, i 1901 til bestyrerinde på hospitalets nye badeafdeling. Hun fravalgte formentlig patientplejen, som ellers opfattedes som det mest spændende område, fordi hun måtte hjælpe sine forældre. Sygeplejerskerne havde obligatorisk bolig på hospitalet, men Elisabeth Herfurth fik tilladelse til at bo hjemme i denne periode. Frem til 1906, da hun på hospitalsdirektør Valdemar Gredsteds tilskyndelse blev Kommunehospitalets første forstanderinde, havde hun dog også haft mulighed for at tage på studietur til England.

Som 37-årig nyudnævnt forstanderinde på Københavns førende sygehus stod Elisabeth Herfurth over for en ny og ubetrådt verden. Indholdet i stillingen måtte hun delvis selv definere, da sygeplejerskeuddannelsen var udviklet ad hoc på forskellige hospitaler og afdelinger. Lægernes forventning til hende var, at hun skulle samle de forskellige elementer og støbe dem i den samme form, som overlæge Aage Kiær udtrykte det. I 1901 havde Kommunehospitalet indført en treårig elevuddannelse, som bl.a. Dansk Sygeplejeråd (DSR) havde agiteret for, i 1906 indviedes den nye sygeplejeskole med tilhørende elevboliger, Sygeplejehjemmet. Elisabeth Herfurth blev ansvarlig for sygeplejeelevernes ansættelse og teoriundervisning samt for at fordele dem på kommunens seks hospitaler. Grundlaget for en fælles opfattelse af, hvordan uddannelsen skulle udformes, skaffede Elisabeth Herfurth ved fra 1908 at institutionalisere månedlige møder med de mange selvstændigt rådende afdelingsledere, de såkaldte plejemødre. Den besluttende myndighed over elevforhold lå i sygeplejeudvalget, som bestod af overlæger og plejemødre.

Elisabeth Herfurth kæmpede i det stille for at forbedre elevernes forhold og fik efterhånden den daglige arbejdstid nedsat fra ca. 14 timer til 10-12 timer samt indført en hel fridag om ugen mod tidligere en halv. Langsomt øgedes teoriundervisningen, og Elisabeth Herfurth overværede lægernes undervisning for at kunne følge den op. Hun underviste selv i etik og sygepleje. Da en overlæge havde klaget over elevernes dårlige kvalifikationer i en avis, valgte Elisabeth Herfurth at svare i sygeplejeudvalget, ikke i dagspressen. Hun påpegede vanskeligheden ved overhovedet at få ansøgere nok og den store modstand, der var mod uddannelsesreformer. Generelt gik hendes metode ud på at være en god model, et efterlevelsesværdigt forbillede, bl.a. stod hun hver dag ved trappen til skolen og sagde god morgen. Det blev opfattet som trygt og godt af dem, der var i rette tid, mens de andre måtte føle turen ned ad trappen tung. Hun forenede mildhed og myndighed og var altid til stede i Sygeplejehjemmet, hvor hun sørgede for festlige aftener for sygeplejerskerne. Hun var det faste holdepunkt, som sygeplejeboligens beboere vidste ville dem det vel, og en påtale fra hende oplevedes altid som retfærdig, uanset om der var tale om reprimander eller ros. Drivkraften til det selvfornægtende arbejde hentede Elisabeth Herfurth i en stærk gudstro. Hun var beskeden, nærmest genert og ønskede ikke fokus på sin person. I 1926, 50-året for indførelsen af den moderne sygepleje på Kommunehospitalet, fik hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld, men hun bar kun medaljen yderst sjældent.

I DSR var hun aktiv på den stille måde, en af baggrundsfigurerne i det praktiske arbejde. Sin største indsats lagde hun i arbejdet for at få bygget et hus for sygeplejersker. Hun sad som rådets repræsentant i byggestyrelsen, og hendes ildhu kom til udtryk ved DSRs 25-års jubilæum i 1924, da hun foreslog, at man sendte pengegaver til huset i stedet for at holde fest. Det blev dog til begge dele. Elisabeth Herfurths kolleger på Kommunehospitalet indsamlede en større pengesum, som blev overrakt sammen med en mursten med en sølvplade, hvorpå der stod: “Med tusindfold Tak! fra Landet i Dag vi vil sanke smaa Sten, der kan skabe en Grundstenstanke.” Sygeplejerskernes Hus i Fensmarksgade blev indviet i 1932. Ved Elisabeth Herfurths afsked i 1932 viste elever og sygeplejersker deres taknemmelighed ved at stifte et legat på 3.000 kr. i hendes navn. Legatet skulle være huslejestøtte til sygeplejersker, der boede i Sygeplejerskernes Hus. Denne sum blev øget med 800 kr. i forbindelse med hendes begravelse. Hun nåede kun at bo et par år i huset frem til sin død i 1934.