Elisabeth Brøndsted

Elisabeth Brøndsted voksede op i et præstegårdsmiljø i Jylland som den ældste af en børneflok på 11. To af hendes brødre Holger B. og Johs. B. blev toneangivende inden for undervisning og videnskab, og selv bestemte hun sig tidligt for en pædagogisk løbebane. Efter at have bestået almindelig forberedelseseksamen som 17-årig blev hun optaget på Femmers Kvindeseminarium, hvorfra hun dimitteredes 1905. Samtidig blev hun ansat ved Karen Kjærs Skole. I de to første år som lærerinde læste hun videre i fritiden og bestod i 1907 faglærereksamen i historie og religion. Elisabeth Brøndsted var en dygtig og værdsat medarbejder ved Karen Kjærs Skole, hvor hun i 1912 blev forfremmet til forstanderinde. Hun var glad for sit arbejde, og da der i 1917 var bud efter hende fra Aalborg højere Pigeskole, var hendes svar i første omgang afvisende.

Aalborg højere Pigeskole, oprettet 1884, var på dette tidspunkt i store vanskeligheder og truedes af lukning, men dens grundlægger og tidligere leder Helga Scholten havde i sidste øjeblik sammen med nogle af lærerne og forældrerepræsentanter fået rejst ny kapital i et aktieselskab, som indfriede gælden og renoverede skolebygningen. Derefter manglede man kun at ansætte en ny leder, og Scholten rejste til København, hvor hun opsøgte Elisabeth Brøndsted og ikke lod sig nøje med et nej. Elisabeth Brøndsted syntes, at hun var forfærdelig påtrængende, men samtidig var hun betaget af hendes kærlighed til og omhu for sin skole. Og til sidst lod Elisabeth Brøndsted sig overtale til “bare at se på det deroppe”. Og da hun så havde set på det, sagde hun ja til stillingen.

Elisabeth Brøndsted begyndte sit virke i Ålborg efter sommerferien 1917, og det blev hurtigt klart, at den nye leder ikke blot var en dygtig lærerinde, men også en dynamisk igangsætter, som hurtigt vandt anerkendelse i forældrekredsen og i hele lokalsamfundet, så elevtallet snart begyndte at stige. Hun arbejdede hårdt og stillede enorme krav til sig selv. Men også til personalet blev der stillet krav i et omfang, som man ikke var vant til. Når det ikke gav anledning til konflikter, skyldtes det først og fremmest, at alle måtte erkende Elisabeth Brøndsteds blændende pædagogiske evner. Derfor mødte personalet trofast op et par gange om ugen til efteruddannelse, hvor hun holdt foredrag og inspirerede til nye metoder og nye aktiviteter. Hun havde en høj stjerne hos undervisningsinspektionen, og uden besvær fik hun dispensation til gennemførelse af terminslæsning og lektioner af forskellig varighed.

Grundtanken i Elisabeth Brøndsteds pædagogik var, at læreren skulle træde lidt i baggrunden og ikke uden videre give al hjælp og oplysning, lade børnene komme til, men dog være ledende og interessere sig for deres arbejdsmetode og selvstændige opfattelse. De pædagogiske forsøg, som byggede på gruppearbejde og elevforedrag, gav gode resultater, men der var også vanskeligheder som fx overholdelse af pensakravene og det nødvendige hensyn til den afsluttende realeksamen. Derfor måtte Elisabeth Brøndsted til sidst erkende, at i hvert fald for de ældste klassers vedkommende måtte forsøgene indskrænkes til et minimum. Men på andre områder var der tid og plads til nytænkning. Det gjaldt især det såkaldte hvileår, som mange pigeskoler indførte i 9. klasse, hvorved skoleforløbet blev på 11 år. I denne klasse introducerede Elisabeth Brøndsted nye fag som husholdning, biblioteksøvelse og kunstforståelse. Og på de yngste klassetrin til og med 5. klasse tog de nye arbejdsmetoder rigtig form. Her indførtes en tværfaglig form for emne- og anskuelsesundervisning, som Elisabeth Brøndsted kaldte “Koncentration”.

Skolens bestyrelse spillede ikke nogen fremtrædende rolle og blandede sig aldrig i det daglige arbejde. I 1931 opløste aktieselskabet sig selv og solgte skolebygningen til Elisabeth Brøndsted på meget fordelagtige vilkår. Men da var mørke skyer igen ved at trække op over skolen. De gamle pigeskolepædagogers forestilling om, at pigernes fysik og psyke var af en særlig sart natur, som krævede en speciel, 11-årig skolegang, var stærkt på retur, og det begyndte at knibe med elevtilgangen. Elisabeth Brøndsted måtte til at overveje at lukke drenge ind, og stærkt tilskyndet af undervisningsinspektør Otto Bjørneboe besluttede hun i 1934 at gøre forsøget. Det var også ham, der kraftigt anbefalede hende at nedtone sin beskedenhed og give den nye fællesskole navnet Elisabeth Brøndsteds Skole. Forsøget lykkedes, og langsomt kom drengene til, men samtidig måtte der ske store ændringer med den gamle pigeskole, bl.a. blev der ansat mandlige lærere, og i 1936 antog hun en mandlig medbestyrer. Samarbejdet med den nye bestyrer blev ikke af lang varighed. Elisabeth Brøndsted havde fået sukkersyge, og efter et par sygdomsperioder i 1937-38 besluttede hun at trække sig tilbage ved skoleårets slutning. Elisabeth Brøndsteds Skole eksisterer endnu, men efter en fusion i 1973 med en anden privat Ålborgskole under navnet Skipper Clement Skolen.