Elisabeth (kurfyrstinde)

Elisabeths ægteskabelige liv formede sig som hendes moder dronning Christines. Som ung prinsesse og gift fyrstinde fulgte hun den slagne vej for fyrstelige kvinder, men da hun som moden kvinde blev stillet over for valget mellem sin tro og sin mand, valgte hun troen. Hun tvang derved venner som fjender til at tage stilling til kvinders ret til selvbestemmelse i trosspørgsmål i den turbulente reformationstid. Elisabeth blev født på Nyborg Slot i foråret 1485, fire år efter broderen Christian 2., som hun var nært knyttet til. Som 15-årig blev hun forlovet med den jævnaldrende kurfyrst Joachim 1. af Brandenburg, og de blev to år senere gift ved et stort dobbeltbryllup i Brandenburg, hvor farbroderen, den senere Frederik 1., ægtede Joachims søster Anna. Brylluppet fandt sted, mens Elisabeths moder sad på Stockholm Slot indespærret af belejring. Joachim var en veluddannet fyrste, der bl.a. syslede med astrologi, hvilket blev anset for en sort kunst, dvs. trolddom. Elisabeth selv kunne læse og skrive. Hun korresponderede både på dansk og på tysk. I de første tyve år af ægteskabet var forholdet mellem ægtefællerne godt. Hun tolererede Joachims ægteskabelige sidespring, og var hun bekymret over hans astrologiske interesse, lod hun sig ikke mærke med det. Hun holdt familieforbindelserne ved lige, fik besøg af moderen, da denne var vendt tilbage fra Sverige, og deltog i Christian 2.s bryllup med den habsburgske prinsesse Elisabeth i 1515. Da kongeparret i 1523 flygtede fra Danmark, gav Elisabeth og Joachim dem husly samt lånte dem penge.

Vendepunktet i Elisabeths liv kom i efteråret 1523, da hun sammen med broderen og svigerinden hørte Luther prædike. Som dem blev hun grebet af hans budskab og blev en standhaftig tilhænger af den evangeliske lære. Derved kom hun i skarpt modsætningsforhold til sin mand. Som kurfyrste havde Joachim en særlig forpligtelse over for den tysk-romerske kejser, der var den katolske kirkes forsvarer og i øvrigt dronning Elisabeths broder. Joachims yngre broder Albrecht havde i 1514 købt dispensation af paven, så han kunne blive ærkebiskop i Mainz og dermed den førende gejstlige i det tyske rige. For at betale gælden til paven fik de to brødre tilladelse til den afladshandel, der i 1517 vakte Luthers harme. Joachim var med til at fordømme Luther på Rigsdagen i Worms i 1521 og forfulgte derefter dem af sine undersåtter, der viste tegn på at følge Luther. Da Elisabeth i påsken 1527 modtog nadveren i begge skikkelser, både brød og vin, og derved åbenlyst markerede sin evangeliske tro og sit brud med den katolske kirke, kom det til et voldsomt opgør mellem ægtefællerne. Hun blev kort efter syg i Berlin, hvor hun opholdt sig sammen med Christian 2. Han fik Joachims tilladelse til at passe sin søster og sørgede både for lægehjælp og for medicin, bl.a en medicin, hvis opskrift stammede fra Sigbrit, hans tidligere rådgiver.

Joachim indkaldte en kommission af gejstlige fra Brandenburg og bad dem afgøre, om han skulle lade Elisabeth henrette, skille sig fra hende eller spærre hende inde, hvis hun fastholdt sin nye tro. Kommissionen afviste de to første muligheder, men anbefalede, at hun blev indespærret på et slot. Ægtefællen gav hende et år til at betænke sin stilling og sin tro. Hun brugte tiden til at finde ud af, hvem der støttede hende, hvilket ikke alle de lutheranske fyrster nødvendigvis gjorde. I 1528 flygtede hun ved sin broders hjælp til Sachsen, hvor hendes morbroder Johann var kurfyrste. I den heftige debat, der fulgte, først og fremmest mellem Elisabeth, hendes broder og mand, var det hendes konfessionelle frihed, der var hovedpunktet, selvom også Joachims forhold til andre kvinder og hans astrologiske interesser blev fremdraget af Elisabeth og Christian 2. Luther selv støttede hende og forsvarede hendes ret til at forlade mand og børn for at følge sin tro. Hun gjorde det klart, at hun kun ville flytte tilbage til Brandenburg, hvis hun fik lov at have en luthersk prædikant hos sig og nyde nadveren i begge skikkelser, og stillede som yderligere betingelser for at genoptage sit samliv med kurfysten, at han skulle opgive sine elskerinder og sine astrologiske interesser. Derved foreslog hun implicit en form for separation, som hendes moder Christine havde praktiseret i sit ægteskab. Også sønnerne søgte at mægle mellem deres forældre, men forgæves.

Elisabeth fik af sin morbroder anvist en bolig nær Wittenberg, hvor hun forblev det meste af sin eksiltilværelse, der varede indtil 1545. Hun var plaget dels af sygdom, dels af økonomiske problemer, da Joachim nægtede hende indtægterne af hendes livgeding (morgengavegods), som hun ellers var berettiget til, ligesom han forbød sønnerne at omgås hende. I 1532 døde morbroderen, og Christian 2. blev taget til fange i Norge. Dermed faldt to af hendes støtter bort, og de næste tre år blev meget hårde. I 1535 døde Joachim, og sønnerne bad hende vende tilbage til Brandenburg. Hun stillede som betingelse for sin tilbagevenden, at sognene i hendes livgeding blev lutherske. Den ældste søn Joachim 2., der arvede kurfyrstetitlen og de centrale dele af fyrstedømmet, søgte at følge en neutral kurs mellem katolikker og protestanter og ville derfor ikke tillade dette, men sørgede for, at Elisabeth blev sikret økonomisk. Den yngste søn Johan fulgte moderens tro og indførte i 1537 den lutheranske tro i sin del af fyrstedømmet. I 1540 indførte Joachim 2. en kirkeordning, der var et kompromis mellem de katolske og de lutheranske trossætninger og ritualer. Elisabeth var meget utilfreds med denne ordning og nægtede en tid at besøge sønnen, men flyttede i 1545 tilbage til Brandenburg, hvor hun tilbragte sine sidste ti år på slottet Spandau, dybt optaget dels af religiøse spørgsmål, dels af broderens skæbne. Hun fik Luther til at sende et brev til Christian 2. i 1532, og i sit testamente bad hun sønnerne arbejde for hans løsladelse. Hun døde i 1555 og blev begravet i Berlins Domkirke.