Elisa Maqe

Elisa Maqe blev opkaldt efter sin farmoder, der som den første kvinde blev døbt i Østgrønland i 1899. Farfaderen, der var en stor åndemaner, lod sig først døbe i 1901 og fik ved den lejlighed det kristne familienavn Andreas. Som enebarn voksede Elisa Maqe op i Kummiut, den største bygd i Ammassalik kommune, Østgrønland. Området var så sent som i 1894 blevet koloniseret af den danske stat, og bygden grundlagt af hendes forældre i 1915. Her fungerede faderen som kateket, moderen som fødselshjælper. Elisa Maqe voksede således op i et hjem, der ofte blev besøgt af områdets beboere, når de skulle modtage dåbsundervisning. Samtidig var hjemmet også præget af en rig fortælletradition, idet Elisa Maqe gennem faderen og store åndemanere, som kom sejlende til bygden med deres familier i umiaq (konebåd) og kajak, hørte fortællinger om livet før kolonisationen. Ikke mindst fik hun et nøje kendskab til de østgrønlandske myter, sagn, sange og trommedanse gennem de store sammenkomster og sangfester, som forældrene på trods af deres kristne overbevisning ofte og gerne lagde hus til. Faderens store viden om den østgrønlandske fortælletradition og den førkoloniale kultur gjorde ham i begyndelsen af 1920’erne til en uvurderlig hjælp som informant og tolk for Knud Rasmussen.

I 1933 kom Elisa Maqe sammen med sine forældre første gang til København, hvor faderen skulle bistå Knud Rasmussen med at færdiggøre filmen Palos Brudefærd. Under opholdet døde ikke bare Knud Rasmussen, men også faderen af influenza, og moderen og Elisa Maqe måtte sejle den lange vej tilbage til Kummiut med kisten. Efter faderens død optrådte moderen som det naturlige midtpunkt i bygden, og hun formåede med sin stærke personlighed at forene traditionel kultur med moderne vestlig husførelse. I en tid hvor dansk og vestlig påvirkning blev stadig større i den østgrønlandske koloni, og hvor behovet for uddannet sygepleje var voksende, tog Elisa Maqe atter til Danmark i 1937 og blev barneplejerskeelev på Fuglebakkens Børnehospital. Efter at have suppleret med jordemoderpraksis på Rigshospitalet trådte hun i moderens fodspor og arbejdede efter endt uddannelse på Ammassalik Sygehus indtil 1950. Under Anden Verdenskrig oplevede hun de voldsomme skred i det østgrønlandske samfund, som anlæggelsen af en amerikansk base i området indvarslede. Østgrønlands isolation blev dermed brudt, og omvæltningerne efter ophøret af Grønlands kolonistatus i 1953 medførte stadig nye krav om tilpasning for samfundet og kulturen. Elisa Maqe valgte at efteruddanne sig til socialmedhjælper og arbejdede som sådan for Ammassalik kommune i ti år fra midten af 1950’erne.

Ved siden af sit job har Elisa Maqe til stadighed arbejdet med at holde de østgrønlandske kulturelle færdigheder i hævd. Hun er således blevet kendt for sin mestring af al slags skindarbejde og de særlige østgrønlandske mønstre, som før den vestgrønlandske påvirkning blev holdt i naturens egne farver; sort, gråt og hvidt. Hendes mønsteropskrifter er blevet benyttet flittigt, og hendes arbejde som konsulent i systuen Skæven indtil 1991 har sat spor i det moderne østgrønlandske skindarbejde. Som faderen har hun gjort sig gældende som en stor fortæller og formidler af østgrønlandsk kultur, og hun har været en uvurderlig hjælp for europæiske etnografer, som har kunnet trække på hendes ekspertise om østgrønlandske traditioner, ikke mindst det østgrønlandske sprog, som adskiller sig væsentligt fra det vestgrønlandske. I samarbejde med den franske etnograf Cathrine Enel udgav hun i 1994 bogen Tunumiit mersertini oqalittuaat (Østgrønlandske børneeventyr). Heri fortalte hun ikke blot eventyr fra sin egen barndom, men gav endvidere et indblik i den specielle og enestående østgrønlandske mundtlige fortælletradition og det østgrønlandske sprog. Tasiilap Katersugaasivia (Ammassalik Museum) udgav i 1993 de to skrifter Elisa Maqe-p oqaluttuarai ammit pissamaatit (Elisa Maqe fortæller om skind og forråd) og Elisa Maqe-p oqaluttuarai illuttoqqat tupitoqqat (Elisa Maqe fortæller om det traditionelle hus, det traditionelle telt). Heri videregav hun sin detaljerede viden om de nødvendige kvindelige gøremål, som i en ikke så fjern fortid var forbundet med den daglige tilberedning af skind og forråd, ligesom hun nøje beskrev bygning og indretning af vinterens tørvehuse og sommerens telte. I detaljer gav hun et bemærkelsesværdigt frisk indblik i den østgrønlandske kulturs hverdagsliv, sådan som det endnu levedes langt op i 1900-tallet, således at det for læseren med al tydelighed fremgik, hvorledes kvinders arbejde og færdigheder var en uundværlig og integreret del af fangerlivet.

Lige siden etableringen af Blå Kors i Ammassalik i 1958 har Elisa Maqe været medlem, ligesom hun var initiativtager til oprettelsen af den første kvindeforening i Ammassalik i 1950’erne, hvor hun blev formand. Foreningens virke med fokus på skindarbejde, forekom dog Elisa Maqe for snævert, og hun udtrådte af foreningen. Ved oprettelsen af Armangivat, et værested for børn udsat for omsorgssvigt, som påbegyndtes som et samarbejde mellem Red Barnet, Foreningen Grønlandske Børn og kommunen, har Elisa Maqe været en klog og fremsynet vejleder. Ved Hjemmestyrets tiårs jubilæum i 1989 blev hun tildelt Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i sølv. Ved sit eget eksempel har Elisa Maqe personificeret det 20. århundredes brydning mellem den vestgrønlandske og den østgrønlandske kultur. Gennem hele sit liv har hun således været eksponent for et livssyn, der har sammenkoblet gamle traditioner og værdier med tidens vekslende krav og udfordringer.