Eline Begtrup

Eline Begtrup var præstedatter fra Birkerød, den næstyngste af ni børn. Faderen var ældre og svagelig og tog derfor ikke megen direkte del i børnenes opdragelse. Men han var retlinet og frisindet og prægede dermed børnene. Fra sin moder arvede hun veltalenhed og livlighed. Hendes nærmeste legekammerat i barndommen var broderen Holger B., med hvem hun opretholdt en tæt forbindelse livet igennem. Eline Begtrup fik ikke nogen egentlig uddannelse. Hun tog almindelig forberedelseseksamen, som hun senere supplerede med selvstudium og mange kurser, især inden for naturfagene.

I 1886 kom Eline Begtrup til Askov, hvor Holger B. var lærer på højskolen. Hun blev leder af Askov Friskole og senere tillige timelærer på Askov Højskole i zoologi og engelsk. Trods sin anerkendte faglige og pædagogiske kompetence fik Eline Begtrup ikke fast ansættelse på højskolen, da hun i 1892 søgte om det, kun tilbud om at fortsætte som hidtil. Grunden var, at det ikke var velset, dels at hun som kvinde ønskede at undervise på vinterskolen for unge mænd, dels at Darwins udviklingslære var grundlaget for hendes naturopfattelse. Udviklingslæren blev af den daværende lærerstab stort set tiet ihjel. Eline Begtrup derimod, fast forankret i sin kristentro, havde mod til at lade sine elever få del i sit fags nyeste resultater og diskutere det for mange af dem påtrængende spørgsmål om tro og viden. Hun fik livsvarige venner blandt eleverne, bl.a. den senere forfatter Martin Andersen Nexø. Da broderen i 1895 flyttede fra Askov for at oprette Frederiksborg Højskole, valgte Eline Begtrup også at rejse. Hun blev lærer på Ry Højskole, men drømte om at få et mere selvstændigt arbej- de.

Efter samråd med sin broder oprettede Eline Begtrup i 1897 Levring Højskole i nærheden af Kjellerup. Broderen rådede til etablering af en vinter-pigehøjskole, men Eline Begtrup ønskede en traditionel højskole med unge mænd om vinteren og unge piger om sommeren. Omegnens folk var villige til at tegne aktier i skolen, og broderen hjalp også til økonomisk i starten. Som skolens medforstander, nærmest pro forma, var den lokale pastor Frederik Bruun en støtte den første tid. Kun få elever boede de første år på skolen, men alle spiste deres måltider dér. Eline Begtrup stod selv for skolens bygge- og driftsregnskab, den daglige ledelse og med hjælp af en pige også for selve husholdningen. Dertil havde hun hovedparten af undervisningen, bistået af en mandlig lærer om vinteren og en kvindelig om sommeren plus en del timelærere. På ét væsentligt punkt afveg Levring fra de øvrige højskoler, idet Eline Begtrup næsten fra starten forsøgte sig med forlænget undervisning for unge piger, der på de traditionelle højskoler kun blev tilbudt tre måneders undervisning om sommeren, mens unge mænd fik fem måneder om vinteren. Undervisningen for unge piger løb fra første maj til første november afbrudt af seks ugers høstferie. Projektet lykkedes i nogen grad, men en del af pigerne vendte ikke tilbage efter høsten. Eline Begtrup begrundede forsøget med, at unge piger havde krav på samme mulighed som unge mænd for at øge deres indsigt og udvikle deres intelligens. Indholdet i undervisningen afveg også en del fra andre højskolers, idet hun ud over undervisning i historie, litteratur og naturvidenskab tog emner op som kvindernes frigørelse, socialisternes og anarkisternes fremtidsdrømme, afholdssagen og fredssagen.

De første år på Levring Højskole var anstrengende og økonomisk anspændte, men også gode år. Der stod respekt om Eline Begtrups arbejde. Hun kunne samle omkring 900 mennesker til sine efterårsmøder. Hun var åben og munter med en udtalt selvironi og var trods en vis kantethed i sit væsen afholdt af sine elever. Skolen fik statsstøtte fra 1899, og økonomien bedredes. Der byggedes til i de følgende år, og flere elever kom til at bo på selve skolen. Men skolen kom aldrig for alvor ind i en sikker gænge. I løbet af nogle år måtte den overgå til at være ren pigehøjskole, og som sådan stabiliseredes den nogenlunde. Da Eline Begtrup i 1905 bortforpagtede skolen, skyldtes det i første række samarbejdsvanskeligheder med pastor Bruun, i anden række tiltagende tunghørhed. De følgende år levede hun af at være foredragsholder, bortset fra årene 1907-08, hvor hun var knyttet til broderens højskole. I 1909 fortog hun en rejse til USA, som hun havde besøgt nogle gange tidligere, bl.a. for at studere pædagogiske systemer. Herefter forsøgte hun igen at drive Levring Højskole, nogle år alene, andre med en medforstander. I 1917 måtte hun give endeligt op og sælge skolen. Der kom for få elever, og hendes hørelse blev stadig mere svækket. Hun måtte igen leve af sin foredrags- og skribentvirksomhed og af med mellemrum at undervise på nogle få højskoler, bl.a. Snoghøj og Krabbesholm. Et årstid før hun døde, tog hun fast ophold på Snoghøj Højskole. Hun var en flittig skribent i Kvinden og Samfundet, Højskolebladet og Dansk Udsyn. Og hun udgav flere bøger. Naturen og vi udkom i 1911, Carl v. Linné i 1914 og Dyresjælen i 1916. Ved siden af denne virksomhed var hun aktiv i Dansk Kvindesamfund, først som formand for Kjellerupkredsen frem til 1906, senere som stifter og bestyrelsesmedlem af Hillerødkredsen.

Eline Begtrup var en højt begavet, selvbevidst kvinde, der søgte at flytte nogle af de grænser, der var sat for datidens kvinder. Hun bremsedes adskillige gange, men hun var ukuelig. Trods tiltagende døvhed og i sine senere år næsten blind forblev hun til det sidste aktiv og åben over for nye tanker og nye mennesker.