Elinborg Lützen

Elinborg Lützen var Færøernes første grafiker og længe den eneste. Det sort-hvide linoleumstryk var hendes foretrukne udtryksform, og hun er ofte blevet kaldt den sort-hvide mester i færøsk billedkunst. Fra begyndelsen af 1960’erne arbejdede hun næsten udelukkende med den sort-hvide linoleumsplade. I en periode omkring 1971 brugte hun dog også flerfarvede tryk. Hendes materiale var typisk en lille linoleumsplade og en v-kniv. Kendetegnende for hendes teknik var, at hun i store dele af billedfladen ikke skar, men hakkede med kniven. Hun hentede så at sige lyset frem. Når pladen trykkes, bliver det, man skærer væk, hvidt, og det, man lader stå tilbage, sort. Elinborg Lützens trykketeknik var også enkel: pladen blev valset, japanpapir lagt over, hvorefter aftrykket blev gnedet på med ske. Motiverne til billederne hentede hun fra hjembygden, landskabet, eventyr og sagn. Hun maner underlige væsner frem, trolde, huldrer og underjordiske gestalter. I hendes bygdemotiver står verden ikke stille; det er, som om eventyret snart skal udspilles i sceneriet, og troldene snart hopper frem mellem husene. Der er mystiske og næsten surrealistiske overtoner i hendes værker. Elinborg Lützen illustrerede en række skolebøger, historiebøger og noveller og skabte heri billeder, som er blevet en del af de voksne færingers visuelle horisont, et slags folkeeje. Blandt de vigtigste publikationer kan nævnes Í Skýmingini (I skumringen), 1948, redigeret af Sofía Petersen, Poul M. Pedersens folkevisesamling Der sidder tre møer, 1953, og Ævintýr (Eventyr), udgivet 1959-74 i seks bind.

Elinborg Lützen voksede op i Klaksvík som nummer seks af ni søskende i en slægt, der havde været købmænd i flere generationer, og hendes familie tilhørte således borgerskabet på Færøerne. Ved siden af økonomisk sikkerhed betød dette, at hun tidligt fik kontakt med europæisk kunst og kultur. Hun viste snart talent for at tegne, og i barndomshjemmet, der var fuldt af liv og fantasifuld leg med søskende og nærtboende søskendebørn, var hendes illustrationer en del af legen. Søsteren Marianna Matras har også udviklet sig til en fremtrædende færøsk billedkunstner. 11 år gammel flyttede Elinborg Lützen til Tórshavn for at gå på realskolen. Hun boede hos sin faster Ingeborg L. Mange af dem, som har formet færøsk kulturliv i dette århundrede, var daglige gæster i huset, og opholdet gav Elinborg Lützen værdifulde impulser. I 1937 rejste hun til Danmark for at få uddannelse og gik til 1940 på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. I denne periode flyttede hun sammen med den færøske maler S. Joensen-Mikines. Han var allerede dengang en anerkendt maler, som hun kom til at stå i skyggen af. Ved siden af sit kunstneriske arbejde var hun nødt til at tage tilfældige job ude i byen for at overleve. Hun led under samleverens stadigt stigende alkoholproblem, hans skiftende humør og personlige problemer og måtte i perioder bo for sig selv for at få arbejdsro. Som andre færinger mistede Elinborg Lützen forbindelsen med hjemlandet, da Anden Verdenskrig brød ud. Ved krigens slutning giftede hun sig med Joensen-Mikines, før de rejste hjem, da et papirløst ægteskab ville være uacceptabelt på Færøerne. To år senere forlod hun ham, og det var først, da hun var fri fra ham, at hun udviklede sig kunstnerisk.

1947-81 boede Elinborg Lützen i Klaksvík, hvor hun de første år ved siden af sit kunstnerarbejde var dekoratør i byens modeforretning. Hun udstillede sine illustrationer på de årlige Ólavsøku-udstillinger. Ved kunsthåndværkerskolen i Bergen havde ihærdige norske kunstnere fået den danske grafiker Povl Christensen til at undervise. 1957-58 deltog Elinborg Lützen i hans kursus og oplevede her en stor kunstnerisk forløsning. Sine sidste år i Tórshavn levede hun udelukkende som kunstner. Fra 1978 modtog hun som den første kvinde Lagtingets årlige hædersgave, der blev indstiftet 1951. Elinborg Lützen havde aldrig en separatudstilling, men deltog i udstillinger af færøsk kunst i Norden, Skotland og USA. Hendes værker sås ofte på Den frie Udstilling i København