Faktaboks

Elgerda Jacobsen
Født
30. juli 1905, Tórshavn
Død
24. november 1991, Tórshavn
Arbejdsliv
Skoleleder, skoleinspektør, lærer og forfatter
Familie

Forældre: skibsfører Joen Anton J. (1881-1959) og Malene Horn (1875-1951).

Elgerda Jacobsen var den ældste af fem søskende. Hun gik i skole i Tórshavn og tog realeksamen i 1922. Året efter blev hun privatlærer for børnene hos fyrmesteren og fyrassistenterne ved fyret ude på Nólsoys sydspids Borðan, halvanden times gang over fjeldet fra selve bygden Nólsoy. Det blev en god tid for en 18-årig naturelsker, der fik lejlighed til at tegne, male, botanisere og læse i fred og ro, også fordi hun for første gang i sit liv fik eget værelse. I 1925 tog Elgerda Jacobsen til Danmark som elev på Askov Højskole. Efter højskoleopholdet, hvor man opdagede hendes tegnetalent og lod hende assistere som tegnelærer, kom hun på N. Zahles Seminarium. Hun fik sin eksamen i 1929, og i 1930 blev hun ansat ved Folke- og Realskolen i Tvøroyri, hvor hun underviste i matematik og naturfag. I 1938 forfremmedes hun til overlærer og blev dermed den første kvindelige skoleleder på Færøerne. 1949 fulgte kgl. udnævnelse til skoleinspektør. Hun var en fremragende leder, højt respekteret af både elever og lærere.

I forlængelse af sin lærereksamen havde Elgerda Jacobsen taget årskursus på Danmarks Lærerhøjskole i matematik, og efter Anden Verdenskrig, hvor man atter fik forbindelse med Danmark, tog hun årskurser i anvendt psykologi, naturfag og formning. Hun havde mange tillidshverv, fx var hun medlem af Læseplansudvalget, nedsat af den færøske skoledirektion, og hun var sammen med udvalgets øvrige medlemmer på studierejser i de nordiske lande for at sætte sig ind i skoleforholdene. Læseplansudvalgets betænkning kom i 1966. I 1958 udpegede Lagtinget Elgerda Jacobsen som repræsentant i dets Kunstmuseumsudvalg, og hun var således med til at udvælge kunst til det planlagte museum Listasavn Føroya, der indviedes i 1970.

Elgerda Jacobsen blev pensioneret i 1972 og flyttede derefter til Tórshavn, hvor hun gik i gang med nye opgaver. Føroya Skúlabókagrunnur (Det færøske Skolebogsforlag) anmodede hende om at udarbejde en færøsk skoleflora, og i 1981 udkom Føroyskar plantur í litum. I 1970’erne blev hun også opfordret til at skrive første bind af Føroya Skúlasøga (Færøernes Skolehistorie), der udkom i 1983. Da Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Universitet) 1982-83 udskrev en konkurrence om barndomserindringer, var Elgerda Jacobsens bidrag på ca. 100 sider blandt de tre præmierede.

Tilknytning til organisationer

  • Folke- og Realskolen i Tvøroyri

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig