Eleonora Tscherning

Eleonora Tscherning levede i 20 år uden sikker viden om, hvem der var hendes og to mindre søskendes forældre. Men i 1837 tog Adam Tobias Lützow endelig skridtet til adoption, da han i forbindelse med sin udnævnelse til chef for artillerikorpset blev tilskyndet af Frederik 6. til at gifte sig med sin samlever og husholderske Bolette Rasmussen. Hun var selv uægte barn og havde ved Eleonora Tschernings barnedåb givet den nyfødte efternavnet Hansen efter sin plejefader og ladet denne figurere som barnefader. At Eleonora Tscherning var et “slegfredsbarn” satte varige mærker i psyken og gjorde hende særdeles bevidst om stands- og rangforskelle, selvom hun efter adoptionen oplevede, at den sociale isolation, som havde præget opvæksten i Helsingør, gradvis blev ophævet. Faderens avancement bragte 1837 Eleonora Tscherning til hovedstaden, året efter at hendes lillesøster Anthonette døde af tyfus. I København nød hun ikke at blive sat i frøkenerne Jakobsens syskole. Anderledes glæde fandt hun ved at blive undervist på en male- og tegneskole, drevet af kusinen, den anerkendte blomstermaler Christine Løvmand, der også skrev skønlitteratur. Samme kunstneriske kombination blev også Eleonora Tschernings. Modsat kusinen havde hun dog større trang til at male landskaber, et talent, hun opøvede via det direkte naturstudium og ved at kopiere ældre malere som Fritz Petzholdt og Jens Juel. Hendes maleriske kompetence blev endvidere udviklet gennem bekendtskab med tidens førende kunstkritiker N.L. Høyen og hendes venskab med guldaldermalerne P.C. Skovgaard, J. Th. Lundbye og Thorald Læssøe.

Eleonora Tscherning debuterede anonymt på Charlottenborgs Forårsudstilling 1842 med et landskabs- og dyremaleri. På Charlottenborg udstillede hun landskabsmalerier frem til 1849, i de senere år under eget navn. Hermed blev hun en af de første kvindelige malere, som ophørte med at gemme sig bag pseudonymets eller anonymitetens slør. Som forfatter til en række folkelige småfortællinger, publiceret i 1870’erne, tilslørede hun sig imidlertid fortsat under navnet E. Melas eller mærket E.T. Stemningsmennesket Eleonora Tschernings modtagelighed og ivrige fortolkningstrang over for omverdenen omsatte hun desuden i dagbogsskriveri og i vers og noveller, hvoraf kun enkelte nåede frem til udgivelse i Fortællinger, 1870.

Af ægtefællen A.F. T. blev Eleonora Tscherning opmuntret til at forfølge sit billedkunstnertalent. Men ægteskabet, moderskabet og konsekvenserne af at være gift med en rigsdagspolitiker i forreste geled lagde dog en kraftig dæmper på hendes kreativitet. I ægtefællens mest intense politiske år blev hun næsten eneansvarlig for børneopdragelsen og husførelsen på et smalt indkomstgrundlag, bistået af sin alderstegne moder, der boede i hjemmet. Som en både håndfast og frisindet opdrager underviste hun sine fem børn i tegning og oplærte navnlig døtrene Anthonie og Sara i blomstermaleri, en foretrukken genre blandt kvindelige malere på dette tidspunkt. Sammen med døtrene tog hun på kunstrejser til Frankrig og Schweiz 1869 og til Italien 1873. Fra ca. 1864 og 20 år frem var hun ansat ved P. Ibsens Terracottafabrik, hvor hun blomsterdekorerede vaser, indtil et hjerteslag satte en stopper herfor. Hun fandt desuden en ekstra indkomstkilde i sin enkestand ved på Østerbro at drive et velbesøgt blomstermalingskursus for unge kvinder sammen med datteren Sara.

Eleonora Tscherning var første gang kommet i kontakt med sin kvindekære og verdenserfarne fætter A.F. T. i 1837, efter at denne enevoldsoppositionelle officer var vendt hjem fra udlandet, hvor han havde opholdt sig i flere år. Det blev et møde mellem to lidenskabelige temperamenter og et forhold, der fik katten efter musens karakter, før det omsider lykkedes den viljestærke romantiker Eleonora Tscherning at nedbryde den dobbelt så gamle A.F. T.s modvilje over for en ægteskabskonstellation med så stor en aldersforskel. Eleonora Tscherning stillede sig loyalt på ægtefællens side i hans radikal-demokratiske kamp for en politisk lighedspolitik inden for den liberale lejr. Hun levede intenst og på nærmeste hold med i hans markante indsats som krigsminister under Treårskrigen 1848-51 og synes at have nydt hans politiske fortrolighed. Ægtefællens senere politiske hamskifte til leder af Bondevennerne indebar forskydninger i parrets omgangskreds og førte til en vis isolation. I vennekredsen satte hun politikeren og familiens huslæge C.E. Fenger højst og anså ungdomsvennen Læssøe som en af sine mest trofaste bekendte.

Sammen med familiemedlemmer udgav Eleonora Tscherning efter ægtefællens død hans Efterladte Papirer, 1876-78, med kommentarer. En række privatbreve, frem for alt udvekslet ægtefællerne imellem, blev i redigeret form udgivet posthumt sammen med hendes fragmentariske optegnelser fra det politiske demokratis gennembrudsår under titlen Af Eleonore Christine Tschernings efterladte Papirer, 1908. Teksterne er vigtige historiske kilder til belysning af centrale politiske og kulturelle miljøer. De giver et billede af de fremtrædende personligheder, som Eleonora Tscherning kom i berøring med og skildrer med en blanding af begejstring, politisk nysgerrighed og nøgtern illusionsløshed. Hendes talent, først og fremmest som frimodig brevskriver med en levende pen, overgik hendes skønlitterære formåen. Tidligt blev hun bevidst om at have giftet sig med “en historisk Person, et Fænomen”, som hun loyalt valgte at leve i skyggen af i dyb beundring og kærlighed, uden dog at give køb på sin selvstændighedsfølelse. Eleonora Tscherning, som i sine modne år ikke lagde skjul på sine forbehold over for kristendommen, ønskede ingen ordinær kirkelig begravelse. Ligbrænding var ved hendes død endnu ikke tilladt i Danmark og et ømtåleligt debattema. Efter eget ønske blev hun ligbrændt i Göteborg, før hendes urne blev nedsat 1890 i samme gravsted som ægtefællen.