Edele Kruchow

Edele Kruchows baggrund var Mellemkrigstidens kbh.ske borgerskab. Faderen var oprindelig murer, senere en driftig bygherre. Da han døde i 1927, førte hans enke firmaet videre. Familiens økonomiske forhold tillod, at de tre børn, hvoraf Edele Kruchow var den ældste, kunne få gode uddannelser. Edele Kruchow omtalte sig selv som begunstiget, fordi familien fra begyndelsen ligestillede hende med hendes to brødre, kunsthistorikeren Harald Langberg og officeren Gunnar Langberg. Hun blev student fra Statens Kursus i 1936 og cand.mag. i historie, geografi og fransk i 1944. Samme år blev hun ansat på det private Holte Gymnasium. I 1957 flyttede hun til Lyngby Statsskole, hvor hun i 1958 blev udnævnt til lektor i 26. lønklasse, en nyoprettet avancementsstilling, som ikke kunne søges. I ægteskabet med Harry K. fik hun sønnen Chresten og en datter, Lene, som døde af meningitis som etårig. Den lille piges død var et så hårdt slag for Edele Kruchow, at hun aldrig siden ville tale om det.

I sin tid som gymnasielærer påtog Edele Kruchow sig såvel pædagogiske som skolepolitiske opgaver. Hun skrev Dansk Landbrugs Andelsbevægelse, 1946, var medudgiver af et kildehæfte til undervisningsbrug Danmark under 2. verdenskrig, 1959, medlem af Historielærerforeningens bestyrelse 1949-61 og formand for Dansk Skiforbunds skolerejseudvalg 1949-55. 1953-61 sad hun i Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) styrelse. Hendes mest markante indsats her var et forslag til en ny skolestruktur, som hun udarbejdede sammen med bl.a. den senere formand for GL Erik Rasmussen. Gruppen, der havde tæt kontakt til den senere radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen, stillede forslag om et femårigt gymnasium, der skulle bygge på en syvårig grundskole. Det realitetsbetonede forslag ville sandsynligvis have kunnet få politisk tilslutning, men det blev, inden det nåede Folketinget, stemt ned på foreningens generalforsamling. Edele Kruchows eget politiske engagement førte til, at hun blev udpeget til medlem af det læseplansudvalg, der udgav Den blå betænkning, 1960, som udmøntede reformerne i den nye folkeskolelov.

1960 var også året, hvor Edele Kruchow blev rektor for Sortedam Gymnasium, tidligere H. Adlers Fællesskole. Dengang var kvindelige rektorer endnu sjældne, ikke mindst på gymnasier, hvor der både gik drenge og piger. Udnævnelsen gav dog ikke på nogen måde anledning til problemer. Selv citerede og tilsluttede hun sig ved en senere lejlighed den radikale kommunalpolitiker, redaktør Christa Blochs ligning: Kvinde + embedseksamen = mand. Som rektor var Edele Kruchow afholdt og respekteret for sin energiske og inspirerende ledelse, sit engagement for skolen og sin respekt for dens egenart. Et sort kapitel i hendes liv som rektor var dog det gymnasiastoprør, der fulgte i kølvandet på studenteroprøret i 1968. Hun forstod det ikke, og hendes opfattelse af sin egen opgave som skoleleder forbød hende at acceptere elevernes forsøg på at indføre direkte demokrati på skolen. Pressens omtale af sagen fandt hun så upræcis, at hun i 1969 selv bekostede udgivelsen af bogen Gymnasiastoprør?, hvor hun gav sin egen fremstilling af sagsforløbet. Det var Edele Kruchows princip at holde sine forskellige interesseområder adskilt fra hinanden, og da hun i 1960’erne engagerede sig i partipolitik og kvindesagsarbejde, nedtrappede hun sine skolepolitiske tillidshverv.

Edele Kruchow havde allerede i 1950’erne været aktiv i internationalt arbejde via Mellemfolkeligt Samvirke, og inden for kvindepolitikken blev det ikke mindst det internationale aspekt, der fik hendes interesse. I 1965 blev hun af Danske Kvinders Nationalråd (DKN) udpeget som repræsentant til Danmarks delegation ved FN. Efter hjemkomsten fra FN blev hun i 1967 formand for DKN, der dengang havde ca. 480.000 medlemmer, og bestred posten indtil 1972. I samme periode var hun også medlem af Kvindekommissionen af 1965, hvis arbejde bl.a. førte til oprettelsen af Ligestillingsrådet. I 1968 blev hun tillige formand for Dansk Samråd for Forenede Nationer. Hun var desuden medlem af UNESCOs danske nationalkommission, Dansk Flygtningehjælps forretningsudvalg og Danidas styrelse. 1970-86 repræsenterede Edele Kruchow Det Radikale Venstre i Søllerød kommunalbestyrelse. Siden 1960 havde hun været folketingskandidat for partiet, og i 1971, da kvindeandelen på Christiansborg steg fra ca. ti til 17 % samtidig med, at rødstrømpebevægelsen slog igennem, blev hun valgt ind i Folketinget, hvor hun sad frem til 1977. Arbejdet her medførte, at hun besluttede at opgive sit formandskab i DKN, fordi hun ikke ønskede, at arbejdet i rådet skulle politiseres. Med sin internationale kompetence var det naturligt, at hun blev udpeget som medlem af både Europarådet 1975-76 og Europaparlamentet 1975-77. Ved de første direkte valg til Europaparlamentet i 1979 stillede hun op, dog uden at blive valgt. Samme år opgav hun rektorjobbet.

Edele Kruchows ønske om så vidt muligt ikke at sidde på mere end én stol ad gangen var et udtryk for den kontante retlinethed og fairness, som kendetegnede hende. Hun var overbevist om værdien af oplysning og uddannelse og betonede til stadighed den enkeltes ansvar over for samfundet, men hun lagde også vægt på samfundets ansvar for sine borgere og gjorde social tryghed til et nøglebegreb for sit politiske virke. Indenrigspolitisk satte hun bl.a. fokus på sundhedsvæsenet og udbygning af børne- og ældreomsorg, i international sammenhæng arbejdede hun for en øget, mellemfolkelig forståelse og pointerede udviklingsbistand i form af hjælp til selvhjælp som det rige Danmarks naturlige forpligtelse. Som politiker blev hun kaldt den fødte diplomat, men hun var samtidig en fighter, der kunne kæmpe indædt for sine synspunkter.