Faktaboks

Edel

Adela

Født
1066
Død
1115
Levetid - kommentar
omtrentligt fødselsår
Familie

Forældre: grev Robert Friseren af Flandern (ca. 1033-93) og Gertrude af Sachsen (død 1113).

Gift ca. 1080 med kong Knud 2. den Hellige, død 10. juli 1086 i Odense, s. af kong Sven 2. Estrid- sen.Gift 1092 med hertug Roger Brusa af Apulien, død 1111, s. af hertug Robert Guiscard af Apulien og Sykilgaita.

Børn: Ingerd, Cæcilie, Carl den Gode, William, Ludvig, Guiscard.

Titel
Dronning

Edel, der også kaldes Adela, var en af de kvinder, som gennem ægteskab var udset til at styrke de politiske bånd mellem Middelalderens europæiske fyrstehuse. Hun var datter af den magtfulde flanderske grev Robert Friseren og havde blandt sine aner kejser Karl den Store og kong Robert 2. af Frankrig. Faderen støttede i 1066 sin svoger Vilhelm Erobreren, da han underlagde sig England. Senere kom det dog til fjendskab mellem dem. Efter et mislykket togt mod England tog Sven Estridsens søn, den senere kong Knud den Hellige, i 1075 til Flandern. Omkring 1080 blev han og Edel gift. Forbindelsen kan være indgået med det dobbelte formål at give grev Robert en allieret, der kunne gøre krav på den engelske trone, og at skaffe Knud arvinger, der nedstammede fra karolingerne, hvad der yderligere ville legitimere deres ret til den danske trone. Knud førte en kirkevenlig linie, og Edel selv gav i 1090 en donation til kirken i Reims for den afdøde ægtefælles sjæls frelse.Knud var blevet dræbt 1085 i Skt. Albani Kirke i Odense under et oprør mod hans styre. Efter at have opgivet tanken om at tage hans lig med sig rejste Edel til Flandern med sønnen Carl, men efterlod to døtre i Danmark. Døtrene blev formentlig overladt til Knuds halvbroder, den senere kong Erik 1. Ejegod. De blev begge senere gift i Sverige, Cæcilie med Erik, en gøtisk jarl, og Ingerd med Folke, stamfader til den svenske Folkungeslægt. I 1092 måtte Edel efterlade Carl i Flandern, da faderen havde arrangeret hendes andet ægteskab, nu med Roger Bursa, hertug af Apulien. Han var søn af Robert Guiscard, for hvem det lykkedes at samle Syditalien. Hun fik tre sønner med Bursa, hvoraf to døde som små. Sønnen William efterfulgte 1111 sin fader som hertug. Indtil sin død i 1115 regerede Edel som hans formynder. Da Knud i 1100 blev kåret til helgen, viste hun sin hengivenhed ved at sende kostbare gaver, som skulle smykke hans helgenskrin. Edels voksne liv var præget af de problematiske vilkår, som hendes mænd regerede under. Selv lader hun til at have haft politisk handlekraft både i styringen af Apulien og ikke mindre ved sin medvirken til dyrkelsen af Knud den Hellige.

Beskrivelser og portrætter af Edel

  • Niels Lund: De hærger og de brænder, 1993. Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig