Ebba Nexø

Ebba Nexø var nummer to af fem døtre i en århusiansk lægefamilie. Faderen sluttede sin karriere som amtslæge, og moderen var praktiserende læge med konsultation i hjemmet. To unge piger passede huset, og en klinikassistent hjalp til i konsultationen. Farfaderen, rektor Christen Laurits Christiansen, boede rundt om hjørnet og en faster, Bodil Christiansen, på den anden side af gaden, så rammerne var trygge. I 1962 blev Ebba Nexø student fra Århus Katedralskole. Herefter tog hun diplomuddannelse i syning og tilskæring i Lausanne, Schweiz. Syning og andet håndarbejde var allerede da en mangeårig interesse, og i en periode syede hun alt sit tøj. At Ebba Nexø skulle have en uddannelse var en selvfølge, og ikke mindst morfaderen Herman Bing, der var professor og læge, var ambitiøs på barnebarnets vegne. Da Ebba Nexø valgte medicin frem for matematik, var det til morfaderens skuffelse, idet han mente, at det var utænkeligt, at en kvinde kunne blive professor ved et medicinsk fakultet.

Medicinstudiet blev påbegyndt ved Århus Universitet, men hovedstaden trak, og Ebba Nexø blev cand.med. fra Københavns Universitet 1971. Studietiden bød på kortvarige ophold ved hospitalsafdelinger i England, Norge og Sverige, mens et længerevarende ophold i Tanzania gav interesse for sundhedsvæsenets organisation. Under et fire måneders ophold i Philadelphia, USA, førte moderens fætter, professor Allan J. Erslev, hende ind i den forskningsverden, der senere skulle blive hendes. I 1971 blev hun gift med biokemiker Bjørn Andersen N. og fik i de følgende år to sønner. Ønsket om at forene familieliv med karriere var medbestemmende, da hun valgte sit speciale: klinisk biokemi. Efter uddannelse ved Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet blev hun speciallæge i 1981. Forinden havde hun tilbragt to år i Baltimore, USA, hvor hun først var ansat ved klinisk-farmakologisk afdeling på Johns Hopkins School of Medicine, siden ved klinisk-biokemisk afdeling samme sted. 1984-91 var hun administrerende overlæge på Hillerød Sygehus, men i 1991 flyttede hun tilbage til Århus efter at være blevet udnævnt til professor i klinisk biokemi og ansat som overlæge på klinisk-biokemisk afdeling på Kommunehospitalet i Århus.

Ebba Nexøs forskningskarriere startede, da hun sammen med overlæge Henrik Olesen fra Rigshospitalet blev inddraget i udredningen af en patient med typiske tegn på vitamin B12-mangel, men med et forhøjet indhold af vitamin B12 i blodet. Dette mystiske fund førte til en langvarig interesse for B12. Det viste sig, at patienten havde en svulst, der dannede et protein, som bandt vitaminet, og derved hindrede det i at komme ind i kroppens celler. Proteinet blev oprenset, og en række studier vedrørende B12s transport og udnyttelse i kroppen blev igangsat. De første af disse undersøgelser indgik i Ebba Nexøs disputats fra 1978 Transcobalamin I and other Human R-Binders. Forskningen var af stor betydning, idet man i dag vurderer, at op mod 20% af den ældre befolkning lider af B12-mangel. Siden har Ebba Nexø bidraget til mange, også internationale projekter, ligesom hun har været rådgiver for Food and Drug Administration, EU, FNs verdenssundhedsorganisation WHO og landbrugs- og fødevareorganisation FAO. Med sig fra USA havde hun et andet forskningsområde: vækstfaktorer. Sammen med lektor Steen Seier Poulsen etablerede hun en forskergruppe, der med varierende sammensætning har samarbejdet siden slutningen af 1970’erne. Mange unge forskere har gennem deres ph.d.- eller disputatsarbejde bidraget til at belyse betydningen af den vækstfaktor, der kaldes “epidermal growth factor”. Faktoren er nødvendig for fostrets udvikling og ved opheling af sår, og den er ude af kontrol ved en række kræftformer.

I 1992 blev Ebba Nexø medlem af, 1995-98 den første kvindelige formand for, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Det blev en hektisk tid, hvor der blev arbejdet med den nationale delstrategi for sundhedsområdet og med en strategi for 1998-2002. Spørgsmålet om lige behandling af mænd og kvinder i forskningsrådssystemet var også på dagsordenen, efter at svenske undersøgelser havde påpeget problemer. Åbenhed om arbejdet var en anden mærkesag, og i Ebba Nexøs formandstid blev rådet mere synligt. 1996-97 var hun formand for de seks forskningsråds formænd og medlem af Danmarks Forskningsråd. Efter en omlægning af rådsstrukturen blev hun 1997-98 næstformand for det nyetablerede Forskningsforum. Hun har desuden været medlem af formandskabet for sammenslutningen af europæiske forskningsrådsformænd 1996-98. Rådsarbejdet har været til stor glæde både for Ebba Nexø og de forskellige råds medlemmer. Altid velforberedt og lyttende under møderne og med en stor evne til at samle trådene har hun kunnet opnå konsensus og formulere skrivelser, der udtrykte en klar og velargumenteret holdning. Også inden for sit fagområde har hun haft en række tillidsposter, sidst hvervet som formand for Nordisk Forening for Klinisk Kemi. Hun har modtaget en række legater og priser, bl.a. Codanprisen i 1997, og har ofte været inviteret som festforelæser, bl.a. af Kræftens Bekæmpelse.