Faktaboks

Ebba Müller
Ebba Karen Wica Müller
Født
13. januar 1891, Silkeborg
Død
27. oktober 1967, Tórshavn
Arbejdsliv
Skibsreder
Familie

Forældre: grosserer Johan Christian Julius Zahle (1867-1925) og Agnes Marie Thomsen (1860-1925).

Gift 11. juli 1916 med overretssagfører Hans Christopher M., født 12. oktober 1888 i Tórshavn, død 6. januar 1925 samme sted, s. af skibsreder Søren Emil M. og Margrethe Cathrine Olsen.

Børn: Ebbe (1917), Eiden (1921).

Ebba Müller bliver af eftertiden husket som en af de store forretningsdrivende på Færøerne. Hun var med til at udvikle det færøske erhvervsliv ved at etablere nye virkeområder, og hun gjorde også et omfattende filantropisk arbejde.

Ebba Müller, der var den næstældste af fire søskende, blev født i Silkeborg, hvor hendes fader på det tidspunkt var købmand. Familien flyttede senere til København, hvor Ebba Müller gik på N. Zahles Skole. Senere kom hun i lære i Privatbanken og var ansat der 1909-16. Da forældrene flyttede til Slagelse, blev hun i hovedstaden og indlogerede sig på et pensionat. Der traf hun studenten Hans M., hvis fader var sagfører og skibsreder i Tórshavn. De blev gift i 1916 og rejste straks til Færøerne, hvor han overtog sin faders rederi samt Det Forenede Dampskibs-Selskabs (DFDS) ekspedition på Færøerne. DFDS’ skibe var Færøernes vigtigste forbindelse til Danmark, England og Island.

Ægteparret fik ikke mange år sammen, da Hans M. døde allerede i 1925. Det var et hårdt slag for Ebba Müller at miste sin mand og begge sine forældre samme år. Mange forventede, at den kun 34-årige enke ville vende tilbage til Danmark, men hun valgte at blive boende på Færøerne med sine to sønner og videreføre rederivirksomheden, ligesom hun overtog DFDS-ekspeditionen. Det skete efter opfordring fra Hans M.s slægtninge og med støtte fra de ansatte i firmaet. Rederiet havde flere fiskeskibe, og firmaet havde også en betydelig produktion af saltet fisk til eksport. Bankuddannelsen kom hende nu til gavn. Hun var højt respekteret af alle firmaets ansatte samt af erhvervs- og embedsmænd og var formand for den færøske rederiforening i ti år. Ebba Müller nøjedes ikke med at føre firmaet videre, hun var også med til at sætte nye virksomheder i gang, i 1929 således tømmerhandelen Havnar Timburhandil, og hun besad flere bestyrelsesposter, bl.a. i sæbe- og margarinefabrikken Okkara. Efter opfordring fra danske myndigheder slog de største fiskeeksportører sig sammen i 1936 og dannede monopolet Føroya Fiskaexport, hvor Ebba Müller i mange år var bestyrelsesmedlem. Under Anden Verdenskrig tjente færøske redere og besætninger mange penge på at transportere fisk fra Island til Storbritannien. Ebba Müller ville ikke opfordre mandskabet på sine skibe til at deltage i den farefulde sejlads i det minefyldte farvand, men da de selv anmodede om det, indvilgede hun.

Under depressionen i 1930’erne og også senere gjorde Ebba Müller en stor indsats for at hjælpe familier i små kår. I 1935 oprettede hun det såkaldte Asyl. En gang om ugen samledes nogle damer hjemme hos hende for at strikke sokker, trøjer m.m., som ved juletid blev uddelt i diskrete pakker til børn af trængende familier. Byens læge udleverede en liste over, hvilke familier der havde det sværest, og hvor mange børn de havde. Asylet fik økonomisk støtte fra virksomheder og enkeltpersoner til at købe garn. Senere sendte Asylet også julepakker til fattige familier uden for Tórshavn. De ugentlige sammenkomster hjemme hos Ebba Müller tjente samtidig som en litterær klub. Det skete også, at hun inviterede mindrebemidlede til et måltid mad hjemme hos sig selv. Kvinder i Tórshavn kunne tjene lidt penge ved at sælge strikvarer til de skibe, som anløb havnen; den mulighed havde kvinderne andre steder på øerne ikke. Det inspirerede 1935 Ebba Müller til sammen med nogle embedsmandsfruer og højskolefolk at oprette foreningen Føroysk Heimavirki til støtte for hjemmeindustrien. Foreningen fik en butik i Tórshavn, som opkøbte varer, kontrollerede deres kvalitet og solgte dem, dels på Færøerne, dels i Danmark gennem Selskabet til Haandarbejdets Fremme. Bortset fra et par år under Anden Verdenskrig var Ebba Müller formand for foreningen til sin død i 1967. Foreningen eksisterer stadig.

I 1954 blev Ebba Müller ridder af Dannebrogordenen. Det havde hun gjort sig fortjent til gennem sin mangfoldige og betydningsfulde indsats i færøsk erhvervsliv. Hun huskes som en bestemt dame, som kunne sine ting, og samtidig som et dejligt og varmt menneske.

Beskrivelser og portrætter af Ebba Müller

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Levnedsberetning i Ordenskapitlet.

Tilknytning til organisationer

  • DFDS
  • Den færøske rederiforening
  • Okkara
  • Føroya Fiskaexport
  • Asyl
  • Føroysk Heimavirki
  • Havnar Timburhandil

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig