Ebba Lund

Ebba Lund voksede op i et gammeldags, borgerligt miljø i København og tog studentereksamen i 1942 på Ingrid Jespersens Skole. Faderen, der var beslægtet med Søren Kierkegaard og zoologen P.W. L., var ingeniør, og i 1947 blev hun selv kemiingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole med mikrobiologi som speciale. Inden da havde hun spillet en vigtig rolle i modstandsbevægelsen. Hun kom tidligt i kontakt med Frit Danmarks studentergruppe, som hun tilsluttede sig sammen med sin søster. Indtil august 1943 beskæftigede hun sig med illegal bladvirksomhed, men den mest betydningsfulde modstandsindsats ydede hun i forbindelse med redningen af de danske jøder. Som medlem af modstandsgruppen Holger Danske 2 organiserede hun effektivt og med stort mod et dusin fiskerbåde, der i alt bragte mellem 500 og 800 mennesker, fortrinsvis jøder, men også modstandsfolk og desertører, i sikkerhed i Sverige. Hun blev kendt som “Pigen med den røde Alpehue”, fordi hun brugte sin røde baskerhue som kendings- og signalmærke, når hun færdedes i Københavns havn. For ikke at blive afsløret af de tyske soldater, der holdt vagt, sørgede hun omhyggeligt for, at hendes påklædning i øvrigt ikke stak af mod omgivelserne i havnekvarterets særlige miljø. En anden grund til ikke at vække opsigt var de mange penge, hun altid havde på sig for at kunne betale fiskerne for transporten. Ebba Lund undgik at blive taget af tyskerne, fordi hun var indlagt med blodforgiftning på det tidspunkt, da hendes gruppe blev revet op, og de fleste af hendes kammerater blev arresteret. I slutningen af 1944 blev hun gravid og trak sig derfor tilbage fra det illegale arbejde. Mange år senere modtog hun i 1985 Ebbe Muncks Hæderspris for sin indsats under Besættelsen.

Efter sin eksamen i 1947 var Ebba Lund bl.a. ansat i Fiskeriministeriets forsøgslaboratorium, ved Københavns Universitet og ved Carlsbergfondets biologiske institut. Hendes første ægtefælle fik arbejde i Göteborg, og de slog sig derfor ned her, hvor hun 1954-66 var ansat ved Sahlgrenska Sjukhuset og Göteborgs universitets medicinske fakultet, fra 1963 som docent. En polioepidemi var brudt ud i Sverige, og det blev hendes opgave at opbygge et laboratorium med introduktion af nye cellekulturmetoder til dyrkning og diagnosticering af poliovirus. Laboratoriearbejdet førte til afhandlingen Oxidative Inactivation of Poliovirus, som hun i 1963 forsvarede på Københavns Universitet for den naturvidenskabelige doktorgrad. Tre år efter vendte hun tilbage til Danmark som forstander for afdelingen for veterinær virologi og immunologi ved Landbohøjskolen. Stillingen blev i 1969 ændret til et professorat, som Ebba Lund bestred til sin pensionering i 1993.

Som kemiingeniør havde Ebba Lund nok et andet fag end sine studenter, men hendes arbejde om poliovirus var en god grund til at foretrække netop hende til lærestolen. Det viste sig også at være et særdeles heldigt valg. Med sit aldrig svigtende engagement, parret med flid og sund fornuft, var hun med til at sikre, at faget i løbet af 25 år blev udviklet fra næsten ingenting til det høje stade, som veterinær virologi har nået ved årtusindeskiftet. Hun var en levende forelæser og skrev den solide lærebog Virologi for veterinærstuderende, 1972, der i takt med fagets udvikling fulgtes af en række reviderede udgaver, den seneste i en engelsksproget version i 1989. Blandt hendes forskningsområder var inaktivering af virus i spilde- og havvand, bl.a. fra udløb til Øresund. Disse undersøgelser har vist sig at have stor betydning for forståelsen af overførsel af virus til mennesker og dyr. Hun studerede endvidere parasitten toxoplasma og formidlede sine resultater i en film, der demonstrerede parasittens indtrængen og formering i celler. I samarbejde med Dansk Pelsdyravlerforening (DP) undersøgte hun hvalpesyge hos mink og i den forbindelse arbejdede hun med effekten af vaccination af helt unge minkhvalpe, vaccinationsstrategier og krav til vacciner. Sammen med DP arbejdede Ebba Lund med minksygdommen plasmacytose, og som den første i verden lykkedes det hende i 1976 at fremstille et økonomisk, brugbart antigen i cellekulturer til diagnosticering af sygdommen. Antigenet solgtes til laboratorier i Danmark og det øvrige Europa. Overskuddet gik dels til stiftelsen af Dansk Pelsdyravlerforenings Forskningsfond i 1982, som hun var formand for til 1995, dels til oprettelsen af Dansk Pelsdyravlerforenings Antigenlaboratorium i 1985. Ebba Lunds videnskabelige produktion kom til at omfatte 124 arbejder, heraf 84 på engelsk, desuden en række foredrag, oversigtsartikler og populære værker. Blandt de sidstnævnte er bøgerne Vandforurening, 1971, og Gensplejsning, 1986, i øvrigt må fremhæves Water Reuse, 1981, som hun skrev sammen med sin anden ægtefælle. Ud over Landbohøjskolen har hun også undervist i epidemiologi ved Nordiska Hälsovårdshögskolan i Göteborg, i præventiv medicin ved FAO-kurser og i spildevandsanalyser ved Dansk Ingeniørforenings kurser. Hun var endvidere rådgiver for EF om kontrol og brug af vacciner mod bl.a. mund- og klovsyge, og fra 1968 deltog hun i WHOs arbejde med vandforureningsspørgsmål.

Bag den omfattende og gedigne forskning, der i 1978 gjorde hende til medlem af Videnskabernes Selskab, var et enestående menneske og en kvinde med stort K. Ebba Lund sympatiserede med kvindesagen og var meget socialt bevidst. I 1950’erne og 1960’erne var det endnu ikke almindeligt, at kvinder nåede toppen i det akademiske hierarki, og hun blev den første kvindelige professor på Landbohøjskolen. For Ebba Lund var det vigtigt at bevise, at kvinder også kan, og efter skilsmissen i 1959 blev det særligt påkrævet med et ordentligt job; hun var, som hun sagde i et interview, “skidtvigtig nok” til ikke at ville have penge af sin mand. Den hjælpsomhed og humanistiske indstilling, hun havde udvist under Besættelsen, fulgte hende gennem hele hendes travle liv, og mange unge akademikere kan takke hende for en god start på deres løbebane.

Ebba Lund kom til at bestride en række betydelige tillidsposter. Hun var bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Patologi 1968-80 og formand her 1970-76. Fra 1978 var hun formand for Dansk Naturfredningsforenings Forskningsudvalg og fra 1980 vicepræsident samme sted. I årene 1986-91var hun formand for Det Genteknologiske Råd, og 1993-98 var hun medlem af Det Etiske Råd. Hun var desuden medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og Carlsbergfondets direktion samt bestyrelsesformand for Carlsberg Laboratorium. Ebba Lund blev hædret med Tagea Brandts Rejselegat 1974 og Marie Lønggaards Rejselegat 1982. I 1975 blev hun ridder af Dannebrogordenen og 1984 udnævnt til ridder af 1. grad.