Ebba Kampp

Ebba Kampps moder Magda Andersen var både aktiv partipolitisk og i Dansk Kvindesamfund, og det var derfor naturligt, at Ebba Kampp og hendes to søstre fik uddannelser. Den ene søster blev gymnastiklærerinde og den anden tandlæge, mens Ebba Kampp efter studentereksamen fra Fredericia højere Almenskole 1925 blev cand.mag. i engelsk og fransk fra Københavns Universitet i 1930. 1930-35 arbejdede hun som lærer ved bl.a. Borups Højskole, og 1934 blev hun ansat ved Yelva Søeborgs Skole for døve og tunghøre Børn, en ansættelse, som kom til at præge resten af hendes arbejdsliv. I 1936, da Søeborg måtte opgive undervisningen på grund af sygdom, overtog hun skolen. Den skiftede to år senere navn til Fru Kampps Skole for tunghøre og døvblevne Børn, da uenighed om de pædagogiske principper førte til, at Søeborg frabad sig at lægge navn til skolen. Som sin forgænger tog Ebba Kampp udgangspunkt i den enkelte elevs kunnen og niveau og indførte differentieret undervisning, og de mente begge, at døve og tunghøre børn skulle have samme uddannelsesmuligheder som andre børn og unge. Men hvor Søeborg arbejdede med mund-hånd-systemet, lagde Ebba Kampp vægt på at lære eleverne at artikulere og mundaflæse, og hun mente, at tegnsproget modarbejdede dette arbejde. Tegnsprog regnede hun for primitivt og ødelæggende for indlæring af et godt talesprog, og eleverne måtte ikke bruge nogen form for tegnsprog i timerne. For ikke at blive fristet dertil skulle de sidde på deres hænder, når de talte. I disse første travle undervisningsår fik Ebba Kampp to børn og læste samtidig til lægeautoriseret talepædagog med eksamen 1938.

Da Ebba Kampp overtog skolen, var der to privatskoler for døve børn i København Selvom skolerne var private, var de til en vis grad underlagt Undervisningsministeriet, der skulle godkende lederen og fordele børnene. Døvfødte eller børn, der var blevet døve, før de havde tilegnet sig et sprog, skulle således gå på den ene skole, Frk. Thestrups Skole, mens de tunghøre og døvblevne skulle gå på Ebba Kampps skole. Økonomisk var forholdene ikke de bedste de første år. Elevbetalingen skulle dække alle udgifter inklusive lærerlønninger, men fra 1943 bevilgede det offentlige dog løn til Ebba Kampp og en lærer. Desuden var der store pladsproblemer, idet mange forældre til tunghøre og døve ønskede deres børn optaget på skolen, da det eneste alternativ var at sende dem på kostskole i Nyborg eller Fredericia. Det stigende elevantal medførte, at skolen flere gange måtte skifte lokalitet. Efter at have holdt til i Ebba Kampps private lejlighed flyttede den til forskellige lejede lokaler, indtil den endelig i 1956 fik blivende sted i nyopførte bygninger i Randersgade. Det skete i forbindelse med, at institutionen året efter blev en del af det offentlige skolesystem. I årenes løb ændrede skolen sig fra at være en københavnerskole til at undervise børn fra både Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, og i 1962 blev der oprettet en afdeling i Slagelse, senere også i Ringsted. Ebba Kampp var omdrejningspunktet og drivkraften i skolen, der ikke havde kunnet udvikle sig til en anerkendt offentlig institution uden hendes kamp for sine pædagogiske principper, evne til at overvinde økonomiske problemer og trange fysiske rammer samt vilje til i de første mange år at arbejde mere eller mindre gratis. Hun var ikke kun værdsat af lærerne, der for de flestes vedkommende blev på skolen i årevis, men også af forældre og elever, der har beskrevet hende som et bestemt, men også varmt og forstående menneske. Mange af eleverne holdt hun kontakt med i flere år, efter at de var færdige med skolen.

Ebba Kampp var meget optaget af at dygtiggøre sig fagligt, og hun var på studieophold i England og flere andre europæiske lande. Den energi, hun selv lagde for dagen med hensyn til efteruddannelse, forventede hun også af sine ansatte. Endvidere deltog hun i en række symposier, seminarer, kongresser og faglige møder, ligesom hun var aktivt medvirkende til udformningen af den danske døvelæreruddannelse. I en årrække underviste hun hørepædagoger på Danmarks Lærerhøjskole, og hun åbnede sin skole som praktiksted for dem. Desuden var hun medlem af styrelsen for Talepædagogisk Forening 1943-47, af bestyrelsen for Hjemmet for Døve 1957-71, af Døvenævnet 1957-71 og af repræsentantskabet for Borgervennen af 1788 1955-89. Endvidere var hun dansk redaktør af Nordisk tidskrift för dövundervisningen 1967-73, redaktør af beretninger fra det internationale Danavox symposium 1972-74 samt medarbejder ved Nordisk lærebog for talepædagoger, 1955. Ved sin pensionering i 1971 blev Ebba Kampp udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.