Dorothea Stephansen

Dorothea Stephansen og hendes mand, Anders S., blev kendt som den danske børnehjemssags forældre. Hendes hjem var i Ålborg, hvor faderen havde arbejdet sig op til fuldmægtig hos borgmesteren. Moderen var en gårdmandsdatter fra Hjørringegnen. Dorothea Stephansen og hendes ældre broder Cleophas Svenningsen, der senere blev inspektør for Borgerdydskolen, fik en intellektuelt stimulerende opdragelse i hjemmet. Forældrene, der selv havde følt dannelsens savn, ønskede, at deres børn skulle lære noget, og de to børn læste fra seks-syv-års alderen for deres fornøjelse alt, hvad de kunne få fat på.

I 1820 mødte Dorothea Stephansen bondesønnen og skolelæreren Anders S., der var kommet til Ålborg for at grundlægge en skole. Folk i byen fandt, at det var et ulige parti, og at Dorothea Stephansen i begavelse og dannelse stod langt over den uciviliserede landsbylærer. Men det skulle vise sig, at de to i sjælden grad supplerede hinanden, og efter brylluppet i 1824 oprettede Dorothea Stephansen et pigeinstitut i tilknytning til sin mands skole. Begge skoler blev store og ansete og fik elever fra de mest velhavende kredse i Ålborg. Denne gerning kunne dog ikke i længden tilfredsstille Anders S., der udkastede planer om at oprette et børnehjem for fattige børn. Mens alle andre anså ham for at være en fantast, støttede Dorothea Stephansen hans planer. Børnehjemstanken var dengang helt ny og mødte ringe forståelse. Ganske vist var der i 1820’erne blevet oprettet enkelte redningshjem for vanartede børn, men det ægteparret Stephansen sigtede imod var noget andet, nemlig at indrette et hjem for helt almindelige, forældreløse og hjemløse børn. Disse børn levede som oftest under kummerlige forhold som følge af den udbredte praksis med at tilbyde plejebørn til den lavest bydende og anvende dem som arbejdskraft i landbruget. Børnehjemmet skulle fungere under hjemlige former og hvile på den schweiziske pædagog P.E. von Fellenbergs principper, hvor landbrugsarbejde og skolegang blev set som midler til børnenes legemlige og åndelige udvikling. I 1833 åbnedes børnehjemmet på herregården Fyrendal ved Holsteinborg med støtte af den filantropisk interesserede greve F.A. Holstein. Efter hans død flyttede de i 1840 hjemmet til en nærliggende gård, der fik navnet Holsteinsminde. Opgaven var vanskelig, virksomheden bevægede sig konstant på fallittens rand, og for at tiltrække elever blev det nødvendigt også at modtage en del vanskelige børn. Dorothea Stephansen var i den daglige virksomhed sin mand en jævnbyrdig arbejdsfælle, og hendes udformning af rollen som plejemoder blev normdannende for senere generationer på børnehjemsområdet. For hjemmets børn var hun den myndige og milde moder, samtidig med at hun stod for husholdningen, tog sin del af undervisningen og helt alene varetog korrespondancen og regnskabsførelsen. Udadtil hjalp hun med sin eminente sprogsans mange skribenter med udarbejdelse af afhandlinger og artikler. Med sin overlegne begavelse og viljestærke karakter dannede hun en nødvendig modvægt til den idérige, men upraktiske ægtefælle. Endnu engang blev hendes opbakning udslagsgivende, da Anders S. i 1852 fik lyst til at oprette en folkehøjskole på nabogården Hindholm. Idéen bag det dristige projekt var at udvikle et samlet miljø for børneopdragelse og folkeoplysning. Det lykkedes, for så vidt som Hindholm siden er blevet anvendt som folkehøjskole og uddannelsessted for børneforsorgsarbejdere, i dag under navnet Hindholm Socialpædagogiske Seminarium.

I 1857 fik Dorothea Stephansen et slagtilfælde, og dermed var hendes gerning forbi, selvom hun levede endnu otte år. I ægteskabet havde hun været den rationelle og handlekraftige over for den mere følelsesbetonede og svingende ægtefælle, og berøvet hendes hjælp måtte også Anders S. gradvist opgive sin virksomhed. Til Dorothea Stephansens minde oprettedes et højskolekursus for bønderpiger i 1866, og året efter indviedes en ny skolebygning på Hindholm for indsamlede midler. Det var helt i hendes ånd, at højskolekurset ville give de unge piger “lige Adgang til de levende Menneskers bedste Eie, Oplysning og aandelig Udvikling”.