Dagmar Overby

Dagmar Overby havde allerede som barn været på kant med loven. Som 12-årig blev hun sendt bort, men vendte tre år efter tilbage til forældrene i Århus. Hun kom ud at tjene, men atter gik det galt, hun blev dømt for tyveri og afsonede sin første fængselsdom på Fyn i 1909.

I en plads hos en århusiansk restauratør stiftede hun bekendtskab med en tjener og fødte sit første barn, en dreng. Dette barn døde i Randers, mens Dagmar Overby boede hos sin bedstemoder, muligvis under mistænkelige omstændigheder.

I de følgende år fødte hun flere børn, dels i det korte ægteskab med agent Nielsen, dels som husholderske hos en husmand i Lemmer sydøst for Randers i 1913. Det var det sidste barn, hun senere indrømmede at have udsat. Efter at have fået endnu et barn flyttede hun omkring 1915 til København, hvor hun fik en slikbutik i Holmbladsgade. Her mødte hun fyrbøder Svendsen, som hun flyttede sammen med. Også med ham fik hun et barn, som døde af ukendte årsager.

Det første mord begik Dagmar Overby på parrets bopæl i Jægersborggade i 1916. Gennem en annonce havde hun fået kontakt med den unge ugifte moder Rasmine Jensen, der netop havde født sit barn nummer to. Dette barn erklærede Dagmar Overby sig villig til at adoptere og modtog 12 kr. af barnets moder. Allerede samme dag kvalte hun barnet og kastede det i retiraden på Assistens Kirkegård. Under retssagen hævdede hun, at hun ikke vidste, hvorfor hun havde gjort det.

I de følgende fire år myrdede hun mindst syv børn og formentlig flere. Således tilstod hun under byrettens forhør helt op til 16 børnemord, men i landsretten blev der kun ført bevis for i alt ni drab.

Retssagen bragte forfærdende detaljer for en dag. Selve mønstret var ved alle drabene det samme. Dagmar Overby fik gennem avisannoncer kontakt med de desperate mødre, påtog sig mod et kontant engangsbeløb at “adoptere” barnet og dræbte det samme dag.

I lovens forstand havde disse adoptioner selvsagt ingen retsgyldighed, men betegnede lyssky, ulovlige transaktioner. Drabsmåden varierede mellem kvælning og drukning, og ligene blev enten nedgravet, brændt eller gemt på loftet. Et lille barn reddede dog livet og kom under værgerådet, mens Dagmar Overby 1918-19 afsonede endnu en fængselsstraf for tyveri.

Dagmar Overby blev endelig afsløret i 1920, fordi en ung moder, Karoline Aagesen, fortrød og vendte tilbage til Dagmar Overbys bopæl på Enghavevej for at se til det barn, hun dagen før havde afleveret. Da Dagmar Overby kom med udflugter, fattede moderen mistanke og alarmerede politiet.

Derefter blev barnets lig fundet i kakkelovnen, og sagen rullede, først ved byretten, senere i Østre Landsret.

Det kom under retssagen frem, at Dagmar Overby formentlig havde været påvirket af rusmidlerne nafta og æter under drabene. Hun blev desuden karakteriseret som meget løgnagtig og overspændt, men var ifølge den lægelige sagkundskab ikke sindssyg, og det lykkedes aldrig at få fastslået noget egentligt motiv.

Fyrbøder Svendsens rolle forblev også uopklaret, selvom det bl.a. kom frem, at han havde modtaget penge fra Dagmar Overby og i øvrigt nærede stærk modvilje mod børn. Selv svingede hun under de tre dages retssag mellem koldsindig uberørthed, fortvivlelse og overgiven munterhed.

Efter to dages sindsoprivende og højdramatiske vidneafhøringer i Østre Landsret fulgte på tredjedagen først anklageren Poul Gammeltofts procedure. Han krævede Dagmar Overby dømt for overlagt drab, mens forsvareren Gottlieb Jacobsen i sin procedure fastslog, at hun havde været et “Redskab for et mangelfuldt Samfund og for ligegyldige Mødre”. Han afviste, at hun havde handlet med overlæg.

Nævningenes dom var klar og lød på dødsstraf. Dagmar Overby blev kendt skyldig i alle ni drab. Dommen blev ikke anket.

Den sidste danske kvinde var blevet henrettet i 1861, og som forventet blev Dagmar Overby benådet efter indstilling fra et statsrådsmøde en måned senere. Betingelsen var, at hun aldrig måtte frigives, og at hun aldrig måtte opnå lempelser i reglementet.

Ud over selve den omfattende pressedækning af retssagen blev også de principielle aspekter gjort til genstand for debat. Det blev bl.a. påpeget, at både uansvarlige mødre og ligeglade fædre måtte bære deres del af skylden.

Men frem for alt blev det fra mange sider fremført, at samfundet måtte påtage sig et større ansvar for den store gruppe børn, der blev født uden for ægteskab. Der var et akut behov for mødrehjem, ligesom det var påkrævet at udvide det offentliges tilsyn.

Loven om tilsyn med plejebørn af 1923 blev vedtaget som en direkte udløber af Dagmar Overby-sagen. Ifølge loven blev alle børn, der var født uden for ægteskab omfattet af tilsynet, en ordning, der var i kraft helt til 1965.

Dagmar Overby blev indsat i Kvindefængslet på Christianshavn og senere overført til Vestre Fængsel, hvor hun døde i 1929. Året efter blev dødsstraffen afskaffet. Den genindførtes under retsopgøret efter Besættelsen, hvor to kvinder blev dødsdømt, men senere benådet.

• Foto i Politihistorisk Mus.
• Ugeskrift for Retsvæsen, A 1921, s. 834-36. Social-Demokraten 2. marts 1921, 3. marts 1921, 4. marts 1921.

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.