Dagmar Andreasen (folketingsmedlem)

Dagmar Andreasens fader var maskinfabrikant i Rynkeby, hvor hendes moder begyndte at lave most i det meget store frugtår 1934, da en mængde æbler var i fare for at gå til spilde. Teknikken med pasteurisering af æblemost var netop blevet kendt i Danmark; før den tid lod man mosten gære. 1934 var også året, da Dagmar Andreasen blev konfirmeret, og efter at hun havde forladt skolen, kom hun til at arbejde med mostproduktionen. Det var oprindelig moderens mening kun at producere most til husholdningen, men hun tog naboernes med, og efter forskellige tekniske tiltag kunne hun i 1935 producere 12.000 liter most, i 1937 60.000 liter.

Dagmar Andreasen tog almindelig forberedelseseksamen i 1938, men fik ingen formel, teoretisk uddannelse. Sammen med sin broder var hun dog i foråret 1941 på kursus i Ober-Erlenbach i Tyskland, hvor hun tilegnede sig viden om mostens kemi, biologi samt afprøvningsteknik. Året forinden havde hun i Odense lært maskinskrivning og bogholderi og havde siden da haft ansvaret for mosteriets regnskabsvæsen. I 1942 fulgte et halvt års ophold som volontør hos firmaet Plumrose i København, hvorefter Dagmar Andreasen gennem godt et halvt år var indskrevet som ekstraordinær studerende ved Landbohøjskolen. Herefter arbejdede hun i mosteriet i Rynkeby til Befrielsen. I slutningen af 1945 giftede hun sig med en restauratør. De drev i fællesskab udflugtsstedet Hotel Hem Odde ved Mossø, en virksomhed, Dagmar Andreasen imidlertid ikke var særlig glad for. I 1951 brød hun op og rejste til Rynkeby for at hjælpe sin moder, der savnede bistand til at drive mosteriet. Hun virkede nu som Rynkebys driftsleder, mens ægtefællen blev tilbage og startede en virksomhed på egen hånd. Da de tre børn var vokset op, blev ægteparret skilt.

I 1953 overtog Dagmar Andreasen moderens virksomhed. Hun begyndte at presse saft af bær, især solbær, som supplement til mosten og fandt et marked i Sverige, hurtigt også i England, indtil det engelske marked blev selvforsynende kort efter 1960. Sideløbende steg mostproduktionen, og i midten af 1950’erne indledte Dagmar Andreasen en modernisering af fabrikken, finansieret gennem Marshall-lån og statslån. Desuden brugte hun i midten af 1960’erne mange penge på mærkevareannoncering for navnet Rynkeby. På samme tid begyndte virksomheden at tappe appelsinjuice og sælge det under navnet Solita. I 1966 omsatte fabrikken for syv mio. kr., men alle midler var bundet i virksomheden. For at opnå en lempeligere beskatning af de midler, der blev investeret, omdannede hun i 1967 den personligt ejede forretning til et aktieselskab med sig selv som hovedaktionær.

Fra 1963 og ti år frem havde Rynkeby kontrakt med Faxe Bryggeri; omkring 1970 gik 70% af omsætningen over Faxes distributionsnet. I slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne var virksomhedens økonomi ikke god, og flere årsregnskaber viste underskud. Ydermere blev kontrakten med Faxe opsagt, og Dagmar Andreasen havde mest lyst til at sælge, så meget mere som hun i 1968 var blevet valgt til Folketinget for Det Radikale Venstre (RV). Hun beholdt dog fabrikken og fik en ny distributionskontrakt, denne gang med De Forenede Bryggerier. Økonomien forbedredes, og virksomheden voksede; i starten af 1980’erne havde Rynkeby 170 ansatte og en omsætning på omkring 200 mio. kr. I 1986 forlod hun den daglige ledelse.

Dagmar Andreasens politiske karriere var begyndt allerede 1956-60, da hun var medlem af Rynkeby sogneråd for en upolitisk liste. 1968-75 repræsenterede hun RV i Folketinget, først valgt i Kertemindekredsen, siden i Odense 2. kreds. Hun stillede op igen i 1975, men opnåede ikke valg og nedlagde herefter sit kandidatur. I perioden 1971-75 sad hun tillige i RVs hovedbestyrelse. Fra 1973 til 1990 var hun medlem af bestyrelsen for Politikens Fond og Politiken. I Folketinget var erhvervspolitikken hendes hovedinteresse; hun var de radikales ordfører på dette område, og da hun forlod det politiske arbejde i 1975, udsendte hun bogen 2 og 2 er stadig 4, hvor hun præsenterede sine erhvervspolitiske synspunkter. Hendes grundsynspunkt var, at øget kapitaltilførsel til erhvervene er en forudsætning for bevarelse af samfundsgoderne. Dette mål, mente hun, kunne bl.a. nås ved at sprede ejendomsretten blandt de ansatte. Dagmar Andreasen var ikke partigænger, men havde sine egne markante holdninger, en gang imellem til forskrækkelse for de radikale, fx på boligområdet. I begyndelsen af 1970’erne, da inflationen var en plage, anså hun parcelhusejernes skattefrie værdistigning som en væsentlig kilde til ondet. Hun krævede ligeud parcelhusejernes særstilling ophævet.

I sine pensionistår har Dagmar Andreasen dyrket nye områder op. Hun har specielt interesseret sig for bekæmpelsen af livsstilssygdomme og har beskæftiget sig med både sundhedsprogrammer og alternativ behandling. Hun har bl.a. engageret sig i Selskabet for Integreret Medicin, der er ramme om et samarbejde mellem læger og alternative behandlere, og har medvirket til at skabe Birkeholm på Fyn, et brugerejet center for integreret medicin. 1991 udsendte hun Der er mere mellem himmel og jord, en bog om sundhed, sygdom og alternativ behandling. Hendes viden om kinesiologi, healing og meditation har sammen med læsning af bøger om atomfysik bragt hende videre til en interesse for dødsproblematik. Om dette emne skrev Dagmar Andreasen, der ikke er medlem af noget kirkesamfund, i 1992 bogen Er der et liv efter døden? Tidligere havde hun fortalt om virksomheden i Rynkeby i Et mosteris krønike, 1984, og i 1998 udgav hun sine erindringer under titlen Mosteren. Dagmar Andreasen har naturligt været præget af sin baggrund og har i mangt og meget haft en håndfast og praktisk orienteret tilgang til tingene. Den sunde fornuft har været ledetråd i hendes virksomhedsstyring og i det politiske arbejde. Men hun har også altid haft blik for utraditionelle problemløsninger, og det er denne side af hendes væsen, der i de ældre år har bragt hende ind på studiefelter, som ikke baserer sig på gængs rationalitet.